Peter Loft: Det er Arnes skyld, at vores skattesystem er så indviklet

KOMMENTAR: I stedet for at lave en stærkt efterspurgt sanering af reglerne om beskatning af kapitalafkast kommer regeringen nu med en ændring, som gør et dårligt system endnu ringere – ene og alene af hensyn til Arne, skriver Peter Loft.

Politikere fra samtlige partier bedyrer med jævne mellemrum, at det er et problem, at skattereglerne er så indviklede. At almindelige mennesker burde være i stand til at forstå deres egen skatteopgørelse – og at det da også er vigtigt, at vi får gennemført en forenkling af de alt for indviklede regler.

Viljen til forenkling er der tilsyneladende, men det kniber med evnen.

Skatteregler bliver næppe nogensinde enkle – hverken i Danmark eller i andre udviklede lande. Skattereglerne afspejler det samfund, de er med til at regulere. Hvis bare alle levede af at grave huller i jorden, ville skattereglerne i dette samfund formentlig være relativt overskuelige.

Men med mange og indbyrdes forskelligartede indkomstskabende aktiviteter, mange forskellige skattetyper og mange forskellige måder at opgøre og indkassere disse på, må reglerne blive indviklede.

Når man så også har et højt skattetryk, er det nødvendigt med udførlige regler til opgørelse af de mange typer af skatter; der er behov for regler, der hindrer mod snyd og misbrug, og der er brug for regler, der sikrer en fornuftig sammenhæng mellem de mange skatter og skatteregler. Derfor bliver skattelovgivningen så omfangsrig.

Det kan gøres enklere, og der er da også lande, for eksempel Norge, som på trods af et udgangspunkt, der ligner vores, har et betydeligt bedre system. Men let bliver det aldrig.

Når man har et regelsæt, der er så vigtigt for hele vores samfundsmodel, som skattereglerne er, kunne man i hvert fald i teorien forestille sig, at nogle mente, at der var vigtigt, at man plejede dette system og tog hensyn til dets funktionsdygtighed. Tænk hvis skattesystemet brød sammen under sin egen vægt!

Ikke ret meget af al den regulering, der skaber et velordnet samfund, ville i så fald kunne opretholdes. Jeg ville for eksempel tro, at Lego ikke gambler i al for høj grad med deres klods, for uden den er virksomheden ikke godt stedt.

Men med skattesystemet løbes der jævnligt store risici. Ikke fordi danske politikere har et særligt behov for spænding og ligefrem spændt muntrer sig med at se, om nu bukserne kan holde også denne gang. Men fordi andre ting er vigtigere. For eksempel Arne.

For at finansiere Arnes tidligere pension har regeringen måttet ned i de nederste kældre for at se, om en skatteidé fra Anker Jørgensens dage skulle have overlevet. Beslutningen om at hæve nogle skatter og indføre nogle nye hænger ikke sammen med et ønske om at forbedre skattereglerne. Ikke engang om at gøre dem mere retfærdige. Det skyldes ene og alene et ønske om at komme Arne til undsætning.

Når en ny udgift skal finansieres, må skatterne holde for. Der foretages ingen vurdering af klogskaben af de skatteideer, der undfanges. Eneste test er, om de kan finansiere den ønskelige udgift, in casu Arnes pension. At et dårligt fungerende system forringes yderligere, mødes med et skuldertræk fra regeringen.

Skatten af aktieindkomst i Danmark er verdens højeste. Sverige har verdens næsthøjeste; den er på cirka det halve af den danske. Nu skal den danske så sættes op for at finansiere Arnes pension.

En vis effekt på lysten til risikable investeringer må denne skat vel have. Vinder du, tager staten knap halvdelen; taber du, er det dit eget problem. Nu øger staten så sin andel lidt.

Reglerne om beskatning af kapitalindkomst, herunder aktieindkomst trænger til en kærlig hånd. Reglerne er usammenhængende, uoverskuelige og på mange områder mindre rimelige.

En gang blev renteindtægter beskattet med samme procent, som en renteudgift kunne fradrages med. Nu beskattes renteindtægter med det dobbelte af rentefradragets værdi – som i øvrigt langt fra er nogen entydig størrelse, idet dette varierer stærkt afhængig af en række mere eller mindre relevante faktorer.

Det har hidtil været god latin, at skat på aktieudbytte inklusiv selskabsskat skal svare til skat på lønindkomst, for at undgå at for eksempel hovedaktionærer kan spekulere i at trække penge ud af selskabet som løn i stedet for som udbytte. Ikke mindst regeringspartiet har stået hårdt på denne sammenhæng. Den er nu opgivet – medmindre der venter en forhøjelse af topskatten med tre procentpoint?

I stedet for at lave en stærkt efterspurgt og nødvendig sanering af reglerne om beskatning af kapitalafkast kommer regeringen nu med denne ændring, som gør et dårligt system endnu ringere, endnu mere usammenhængende og lettere at omgå – alt sammen ene og alene af hensyn til Arne.

Det er Arnes skyld, at vores skattesystem er så indviklet.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund Næste artikel Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer