Embedsmænd tør ikke stikke en kæp i hjulet på regeringens beslutninger

Rigsretssagen mod Inger Støjberg (V) har rettet opmærksomheden mod embedsmændenes pligt til at sige fra overfor klart ulovlige ordrer.

Et lignende aspekt var fremme i forbindelse med minksagen, hvor en del med rette undrede sig over, at der blev truffet en klart ulovlig beslutning, til trods for at et ret stort antal topjurister var til stede ved det afgørende møde.

Det har ikke skortet på beskyldninger om føjelige og efterplaprende embedsmænd, der ikke har været deres stilling voksen, og som har ligget under for markante ministre, der ikke lagde skjul på, hvilken løsning de gik efter.

Men det er ikke så lang tid siden, at drøftelserne nærmest gik den modsatte vej.

Nuværende og tidligere ministre mente, at embedsmændene – især dem i Finansministeriet – bestemte for meget; at de ikke altid var lydhøre overfor regeringens politik, og at de ofte ikke udviste den "rette politiske musikalitet". At de var bedre til at finde problemer end løsninger.

I få tilfælde har det ligefrem ført til udskiftninger af departementschefer i utide eller til vedvarende rygter om dødslister over embedsmænd, der måtte påregne en fyring, når regeringsmagten skiftede.

Spørgsmålet om embedsmandens rette opgave ville næppe opstå, hvis der var en klar arbejdsdeling mellem embedsmænd og politikere

Peter Loft
Kommentarskribent

Der behøver selvsagt ikke være nogen modsætning mod de to synspunkter, men det hører dog til undtagelsen, at man som embedsmand stikker piben ind, når det drejer sig om faktuelle, juridiske spørgsmål, mens man fører sig frem som politikmager, når det gælder beslutninger af politisk karakter.

Spørgsmålet om embedsmandens rette opgave ville næppe opstå, hvis der var en klar arbejdsdeling mellem embedsmænd og politikere, hvor de sidstnævnte var alene om at træffe alle politiske beslutninger, mens de førstnævnte blot skulle sikre sig, at teknikken var i orden og administrationen på plads. En sådan arbejdsdeling er imidlertid ikke praktisabel.

Politik er i dag så komplekst, at initiativer ikke lader sig udtænke og udarbejde uden et ganske betydeligt bidrag fra embedsmændene.

Desuden fylder presse, frygten for møgsager, taktiske overvejelser og adskillige andre spørgsmål så meget, at politikerne ville være ualmindelig dårligt hjulpet, dersom embedsmændene blot lod dem sejle deres egen sø, hvad alt andet end teknik og administration angik.

Omvendt kan den administrative tilrettelæggelse heller ikke adskilles fra de politiske målsætninger. Derfor må de to parter uomtvisteligt arbejde snævert sammen om politikskabelsen, politikudøvelsen og om administrationen af politikken. Embedsmanden må kere sig om politik og ministeren om faglige og administrative forhold.

Og derfor opstår der fra tid til anden spørgsmål om, hvorvidt relationen mellem politikere og embedsmænd er den rette. Men problemerne er blevet mere tydelige, i takt med at profilen på den typiske topembedsmand har ændret sig markant i løbet af den seneste menneskealder.

Hvor der tidligere blev lagt vægt på en kombination af faglighed og politisk tæft, er det i dag stort set alene det sidste – evnen til at kunne hjælpe ministeren politisk – der lægges vægt på.

Når den faglige indsigt rykker i baggrunden, kan det næppe undre, at embedsmanden, der netop er rekrutteret på baggrund af sine evner som politisk rådgiver, ikke har den samme bevågenhed om juridiske, faglige eller administrative forhold.

Embedsmandens fokus er som ministerens rettet imod det politiske mål – ikke så meget imod, hvordan dette mål skal eller kan nås.

Sideløbende med den nævnte forandring i den typiske embedsmands profil er der samtidig sket en forskydning af magten mellem de enkelte ministerier fra fagministerierne til først Finansministeriet og nu måske i højere grad til Statsministeriet.

Dette forhold har i et vist omfang skabt et politisk tomrum – det er meget begrænset, hvad en fagminister i dag kan tage af selvstændige initiativer. I hvert fald, indtil den nuværende regering tiltrådte, har Finansministeriet i vid udstrækning udfyldt dette tomrum.

Derfor ser vi på et og samme tidspunkt, at embedsmændene fremstår som svage og værgeløse overfor en regering eller en minister, der er ved sine meningers mod, og som derfor ønsker at gennemtrumfe en beslutning, selvom der måtte være klare indikationer på, at det faglige grundlag for denne ikke er til stede; mens de samtidig kritiseres for at være dem, der lægger retningen for skiftende regeringers politik i mange relationer.

Den nuværende regering synes at have skærpet opmærksomheden på, at den selv må formulere politikken, hvis ikke embedsmændene skal gøre det.

Men der er stadig ikke tilstrækkelig opmærksomhed rettet imod de faktorer, der betyder, at embedsmændene ofte ikke tør eller ikke evner at stikke kæppen i hjulet, når regeringen er på vej til at træffe ulovlige beslutninger.