Debat

Pia Kjærsgaard: Mure og pigtråd skal spænde ben for migranter, der truer vores demokrati

Mennesker fra den tredje verden flygter fra korrupte regimer, mangel på perspektiver i livet og håbløshed. Men der ikke meget, der tyder på, at de flygter, fordi de ønsker at leve i et demokrati. Vi har brug for effektiv grænsebevogtning, mure og pigtråd for at skabe ro om vores grænser, skriver Pia Kjærsgaard.

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der kunne skrives særskilte afhandlinger om vestens overmod, når det kommer til drømmen om at indføre demokrati i lande som Afghanistan eller for den sags skyld i Mellemøsten eller Afrika. Drømme brast i takt med Talibans fremmarch og den afghanske hærs manglende vilje til at forsvare det spirende demokrati.

Ufattelige summer af penge, menneskeliv og ressourcer har været prisen for at leve i en ønskedrøm om, at vores værdier er universelle, og at alle mennesker på kloden nærer den samme drøm, uanset deres religion eller kultur. Mon ikke efterhånden, at det er gået op for selv den mest tungnemme, at ikke alle mennesker deler drømmen.

Temadebat

Er grænsemure og pigtråd svaret på ny migrantkrise?

Efter Kabuls fald, Talibans magtovertagelse og Vestens kaotiske exit i Afghanistan frygter mange en gentagelse af flygtninge- og migrantkrisen i 2015.

Samtidig advarer eksperter om, at vi inden for de nærmeste år kan forvente både klimaforandringer, konflikter og krige i vores naboregioner og en massiv befolkningstilvækst i Afrika, som vil øge antallet af mennesker, der vil forsøge at komme til Europa. 

Altinget benytter anledningen og spørger:

  • Er grænsemure og pigtråd det rigtige svar på øget migration til Europa? Og hvis ikke, hvad er så alternativet?

Mød panelet her:

  • Mattias Tesfaye (S), integrations- og udlændingeminister
  • Pia Kjærsgaard (DF), udlændingeordfører, tidligere formand
  • Mads Fuglede (V), udlændinge- og integrationsordfører
  • Pernille Vermund (NB), formand og udlændingeordfører
  • Rosa Lund (EL), integrations- og udlændingeordfører
  • Morten Kjærum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet, fhv. direktør, EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og fhv. direktør, Det Danske Institut for Menneskerettigheder
  • Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
  • Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
  • Sine Plambech, senior forsker i migration, DIIS
  • Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Til gengæld deler alle drømmen om vestens velstand og vestens overflod. De deler med andre ord målet, men ikke vejen dertil, som uundgåeligt omfatter demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene. Men det skal ikke være emnet her – og så alligevel lidt. For hvad sker der i et land som Afghanistan i øjeblikket?

Chancen for et bedre liv i vesten

De fleste af os husker de hjerteskærende scener i Kabuls lufthavn, hvor desperate mennesker forsøgte at klynge sig til understel og vinger på fly. Selv sad jeg dog tilbage med en lille undren. Hvis alt er så slemt under Taliban, hvorfor udviste man så ikke en større vilje til at forsvare sig mod en gruppe langskæggede bandekrigere i kjortler og firhjulstrækkere?

Mennesker flygter  fra den tredje verden på grund af korrupte og forbryderiske regimer, mangel på perspektiver i tilværelsen og generel håbløshed. Men flygter de også, fordi de ønsker at leve i et demokrati? Det er der ikke meget, der tyder på.

Pia Kjærsgaard (DF)
Værdiordfører

Man var både materielt og mandskabsmæssigt overlegen i den afghanske hær – og udstyret med det mest moderne vestlige isenkram, som nu desværre er faldet i helligkrigernes blodplettede hænder.

Og hvis den afghanske hærs fald er udtryk for det afghanske folks holdning, så kan det undre endnu mere, at man i stort antal forsøger at flygte.

Er årsagen manglen på demokrati og udsigten til et barbarisk regime – eller er det ganske enkelt fordi chancen er der?

Chancen for let at opnå status som forfulgt flygtning, selv om det eneste, man reelt flygter fra, er fattigdom. Det er ikke til at vide med sikkerhed. Men vesten skal ikke ende i samme situation som i 2015, da borgerkrigen i Syrien for alvor satte gang i en menneskelig tsunami af ikke kun syrere, men også mange andre, der øjnede chancen for et bedre liv i vesten.

Vi løber tør for demokrati og menneskerettigheder

Hvad enten der er krig eller ej, flygter mennesker fra den tredje verden på grund af korrupte og forbryderiske regimer, mangel på perspektiver i tilværelsen og generel håbløshed. Men flygter de også, fordi de ønsker at leve i et demokrati?

Det er der ikke meget, der tyder på, når man spørger muslimer i vesten om, hvordan de ser på retten til at krænke islam, om sharia eller kønnenes ligestilling.

Derfor skal landene i vesten naturligvis forsvare deres grænser. Vi har ganske enkelt ikke ressourcerne til at hjælpe millioner af mennesker på flugt fra fattigdom og fejlslagne stater. Hvis migrationen fortsætter uhindret, vil de vestlige lande i løbet af generationer ikke alene løbe tør for materielle ressourcer, men også for demokrati og menneskerettigheder.

Vi kan kun hjælpe, hvis vi har rolige grænser

Forudsætningen for demokrati er demokratisk indstillede mennesker med en grundlæggende respekt for ytringsfrihed og lighed mellem mænd og kvinder, demokratisk indstillede mennesker, som ikke sammenblander politik og religion eller lader en religion diktere indretningen af et helt samfund.

Så derfor har vi brug for effektiv grænsebevogtning, mure og pigtråd. En grænse er nemlig slet ikke en grænse, hvis viljen til at bevogte den ikke er tilstede. I Dansk Folkeparti sagde vi allerede under migrantkrisen i 2015, at grænsen skulle sikres. Både den danske og den europæiske. Nu lader den erkendelse heldigvis til at være til andre partier i Folketinget.

Betyder det så, at vi så lade den tredje verden sejle sin egen sø og være ligeglade? Naturligvis ikke. Vi skal ikke alene hjælpe flygtninge i nærområderne, vi skal også afhjælpe følger af klimaforandringer og støtte demokratisk sindede kræfter. Men det kan vi i vesten kun gøre, hvis vi selv har overskuddet til det. Og det overskud kan vi først for alvor have, når der er ro omkring vores grænser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00