Kommentar af 
Jeanette Sjøberg

Praksisfaglighed er halvsløjt politisk håndværk

Igen og igen bliver 'praksisfaglighed' slynget rundt i den politiske debat om fremtidens folkeskole. Men det har fra start været et politisk begreb opfundet til lejligheden, og det står tydeligt frem, når det bliver tolket som både middel og mål, skriver Jeanette Sjøberg.

Vi står ved en krydsvej. Med hvad Mattias Tesfayes (S) planer om en praktisk folkeskole indbefatter, vides endnu ikke, skriver Jeanette Sjøberg.
Vi står ved en krydsvej. Med hvad Mattias Tesfayes (S) planer om en praktisk folkeskole indbefatter, vides endnu ikke, skriver Jeanette Sjøberg.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jeanette Sjøberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når den nye undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bebuder, at kandidatuddannelserne kun er første skridt i en større reformplan for uddannelsessystemet, der senere vil blive fulgt op med planer om en mere praktisk folkeskole, vækker det min – og garanteret også mange andres – nysgerrighed efter at vide, hvad det præcist indbefatter.

Det sidste større tiltag for en mere praktisk skole var i 2018 med indgåelse af to aftaler, som samlet set havde til formål at "styrke praksisfagligheden" i folkeskolen. En noget blandet buket med fire formulerede formål, der skulle medvirke til at styrke den såkaldte praksisfaglighed, da der med aftalerne var en erkendelse af, at skolen var blevet for boglig, og at eleverne derfor skulle tilbydes obligatoriske praktisk/musiske valgfag i 8. og 9. klasse.

Ambitionen med de to aftaler var dog i lige så høj grad, set i et politisk lys, at flere elever skulle kanaliseres i retning af at vælge en erhvervsuddannelse.

Praksisfaglighed er herefter blevet et ret anvendt begreb, men hvad betyder det egentlig, og har vi overhovedet samme opfattelse af ordets betydning? Man får lyst til at spørge, hvad spørgsmålet egentlig er, hvis praksisfaglighed er svaret?

Nu står vi ved en krydsvej. Vi har nogle problemstillinger, vi gerne vil have løst, og det har næppe hjulpet at sprede lidt praksisfaglighed ud over skolen og tro, at det løser alle udfordringer

Jeanette Sjøberg

Det er før set, at politiske begreber bliver opfundet til lejligheden, og i dette tilfælde har man været bevidst herom, for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fik efterfølgende til bestillingsopgave at undersøge, hvordan begrebet praksisfaglighed kan forstås, og hvordan man kan komme nærmere et egentligt vidensgrundlag for at styrke praksisfaglighed i skolen.

De konstaterer da også, at der er behov for et fælles sprog, og begrebet praksisfaglighed "er ikke et begreb, der forskningsmæssigt er forankret som et fagligt felt". Der må i stedet gøres brug af forskellige eksisterende forskningstraditioner, for netop opgaven med at styrke elevernes erfaringer med at løse praktiske, konkrete opgaver er på ingen måde er ny, den har bare mange andre navne.

Evalueringsinstituttet fastslår, at der er tale om et nyt begreb, der ikke helt passer ind i det pædagogiske fagsprog. Samtidig kan vi konstatere gennem dagspressen og de mange interessenter på området, at det nye begreb har mange tolkninger, hvor det både er middel og mål.

Det anvendes i høj grad som en slags multiløsningsværktøj, hvad enten talen falder på, hvad vi gør ved en folkeskole, der er blevet for boglig og derfor ikke længere tilgodeser alle elevers behov, men også som det nye quickfix i forhold til at få flere til at vælge erhvervsuddannelser, fordi der er mangel på faglærte.

Så hvis praksisfaglighed er svaret på, hvad man gør ved en skole, der er blevet for teoretisk, må spørgsmålet vel lyde, hvordan vi reelt genskaber en bedre balance mellem det teoretiske og praktiske. Et bedre samspil mellem at vide noget og gøre noget, altså at give eleverne mulighed for at undersøge, afprøve, fremstille, anvende, producere og arbejde praktisk.

Læs også

For selv om forskning viser, at det at arbejde praktisk har mange positive effekter på alle børn, så er det ikke dét, vi har prioriteret at gøre det sidste årti. Det giver oplevelsen af at kunne bidrage, når børn gør sig erfaringer i praksis, hvor de samarbejder, problemløser, tænker kreativitet og øver sig i komplekse problemstillinger, samtidig med at det øger motivation og trivsel. 

Forsker og psykolog Anne Kirketerp har i sine undersøgelser fundet resultater, der viser gavnlige og sundhedsfremmende effekter ved håndværk og håndarbejde, der blandt andet øger velvære, trivsel og livsglæde samt reducerer stress, depression og angst (Craftpsykologi, 2020). Gode gavnlige effekter, som vi godt kan have brug for mere af i en tid, hvor vi er bekymret stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Et godt sted at starte i forhold til at skabe bedre balance mellem det teoretiske og praktiske er overordnet at spørge, hvilke former for viden der er værdifulde i en folkeskolekontekst.

Hvis praksisfaglighed er svaret på, hvad vi reelt gør for, at flere vælger at blive faglærte, må spørgsmålet vel lyde, hvad vi gør for at motivere flere til at vælge en erhvervsuddannelse – udover at tilbyde valgfag i folkeskolen?

Gennem en lang årrække har uddannelsesniveauet været støt stigende. Viden og teori bliver ofte mere værdsat end praktiske kompetencer, og der er tilsyneladende mere prestige i lange videregående uddannelser, men hvilken betydning har det i forhold til de unges valg? Hvad tænker de om det, og oplever de reelt, at deres uddannelses- og jobvalg ikke har samme prestige? Eller handler det om helt andre forhold, såsom livsdrømme, usikkert arbejdsmarked, livsløn, skiftende konjunkturer?

Det skal vi vide noget om og et godt sted at starte må være at spørge de unge, hvorfor de fravælger erhvervsuddannelserne, og hvordan vi skal gøre både erhvervsuddannelserne og arbejdet som faglært igennem et helt arbejdsliv attraktivt.

Spørg de unge om deres valg og fravalg. Det kan vise sig at føre til godt politisk håndværk

Jeanette Sjøberg

Nu står vi ved en krydsvej. Vi har nogle problemstillinger, vi gerne vil have løst, og det har næppe hjulpet at sprede lidt praksisfaglighed ud over skolen og tro, at det løser alle udfordringer. Hvis vi mener det alvorligt, skal der mere til.

Vi har i årevis reduceret elevernes muligheder med at gøre sig praktiske erfaringer i skolen og i fagene. For praktisk kunnen har traditionelt været en integreret del af skolen, hvor lærere har anvendt mange forskellige undervisningsmetoder og arbejdsformer i alle fag. Den praktiske tilgang er blevet fortrængt, fordi politiske tiltag har indført et meget snævert undervisningssyn med fokus på det synligt målbare.

Den sidste reformpakke fra 2014 i folkeskolen har med sine politiske styringsincitamenter og indførelsen af et forhøjet timetal medført meget svære vilkår og muligheder for de praktiske elementer i undervisningen. Det er altså gået stik modsat intension med reformen.

Hvad Mattias Tesfayes planer om en praktisk folkeskole indbefatter, vides endnu ikke. Men det vil være godt at spørge, hvilke former for viden, der er værdifuld for både børn og skolen, hvis man ønsker at skabe en mere helhedsorienteret undervisning. Spørg de unge om deres valg og fravalg. Det kan vise sig at føre til godt politisk håndværk. Hvordan man så vil udfylde de tomme pladser på arbejdsmarkedet, må andre ministerier tage sig af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00