Professor: Ja, differentieret brug af sundhedsvæsnet er mere retfærdigt

De velstillede fejler sjældnere mere end én sygdom, og de har oftere en privat sygeforsikring, og så bor de ofte i områder, hvor der er let adgang til praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger.

Mindre velstillede mødes oftere af de ansatte med afvisning, bagatellisering eller bemærkninger om manglende ressourcer og travlhed.

Kortuddannede får senere diagnoser og dermed flere komplikationer, og de tilbydes færre behandlingsalternativer og involveres sjældnere i beslutninger om diagnose og behandling.

Endelig koster transport til læge/sygehus, medicin, fysioterapi og psykologsamtaler det samme uanset indkomst.

Patienter oplever med andre ord ulighed i mødet med sundhedsvæsnet – en ulighed der udspiller sig politisk, strukturelt og i mødet mellem den enkelte læge og patient. 

Mindre velstillede mødes oftere af de ansatte med afvisning, bagatellisering eller bemærkninger om manglende ressourcer og travlhed

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Trækker på i forvejen knappe ressourcer

Ulighed i sundhed koster Danmark 55 milliarder kroner om året i tabt funktionsniveau, sociale ydelser og tidlig død.

Vi har de seneste årtier set at sundhedsvæsnet er blevet dyrere og dyrere, og der udføres flere og flere behandlinger.

Der er rekrutteringsproblemer i det meste af landet, og sundhedsmæssigt har vi sejret ad helvede til: vi bliver ældre og dermed øges sygdomsbyrden.

Fordi man stædigt har holdt fast i, at lige adgang er tilstrækkeligt, har relativt raske velstillede langsomt taget en større og større del af de fastlagte sundhedsressourcer, og dermed er der mindre og mindre tilbage til de syge og mindre velstillede.

Det betyder desværre også, at når krybben er tom, som den har været i tiden efter corona, bruger personalet uforholdsmæssigt meget tid og ressourcer på at forhandle med de velstillede, der vil ”foran i køen” til for eksempel kræftbehandling (som vi så i Region Midt).

Der er derfor rigtig mange gode argumenter for at se på en mere retfærdig brug af sundhedsvæsnets ressourcer.

Det betyder et opgør med den lige adgang, der åbenlyst ikke er så lige endda. Men det betyder også, og det er den ømme tå, at der bør være en ret til lige (sammenligneligt) udbytte af undersøgelse og behandling.

Der bør være en ret til lige (sammenligneligt) udbytte af undersøgelse og behandling

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Vi skal behandle patienter i stedet for raske privilegerede

Her og nu kunne det være en løsning at praktiserende læger fik mulighed for at indstille en given patient til særlig støtte (tid og koordination) under udredning og behandling (mennesker i sårbare positioner, ensomme, psykisk syge, kort uddannede).

Sygehusene skal desuden have friere tøjler til at prioritere tidsforbrug på ambulante patienter, så ukomplicerede patienter skal sjældnere til kontrol mens andre ses hyppigere.

Det vil også være oplagt at se på særlige forløb for de mindre velstillede når det gælder de sygdomme, der i særlig grad er forbundet med alvorlige forsinkelser (kræft, blodprop i hjernen, visse gigtlidelser og neurologiske sygdomme).

En alvorlig indsats for at reducere de veldokumenterede uligheder i behandlingsresultater for diabetes, hjerte-kar-sygdom og kræft bør kunne veksles til færre sundhedskontakter på længere sigt.

Her kommer man ikke uden om at mange socialt udsatte og økonomisk mindre velstillede har enorme skjulte byrder, der reducerer det mentale overskud til egenomsorg og sygdomsstrategier.

Her kan socialrådgivere gøre en kæmpe forskel med en opgave, som hverken sygehuse eller kommuner påtager sig i dag.

Der må desuden være mulighed for at praktiserende læger og offentlige sygehuse kan afvise patienter med tvivlsomme- eller ikke-behandlingskrævende tilstande, der er fundet via undersøgelser under privatforsikring.

Endelig er 30-dages behandlingsgarantien blevet en betonklods om benet på sundhedsvæsnet, fordi den medfører et så stort tidspres, at der ikke er tid til at vurdere og prioritere patienter.

Enhver lidelse, uanset hvor banal, sidestilles tidsmæssigt med komplekse sygdomme, og dermed giver garantien igen de velstillede en klar hjemmebanefordel.

Med fast tidsramme og budget vinder de velstillede til enhver tid over de mindre velstillede.

Hvis sundhedsvæsnet i højere grad skulle behandle patienter i stedet for raske privilegerede, ville vi opnå en langtidsholdbar robusthed.

Et retfærdigt sundhedsvæsen er et robust sundhedsvæsen, fordi det er bedre at være patient og en rarere arbejdsplads for de ansatte.