Professor: Nedlukningerne har overladt de unge til en social junglelov
Fraværet af institutionsbårne fællesskaber skaber et tomrum i mange unges liv. De overlades under nedlukningerne til en slags social junglelov, skriver professor Noemi Katznelson.
Noemi Katznelson
Professor og forskningsleder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet KBH, bestyrelsesmedlem, VIA University College, Tietgenfonden, Nordea-fondenMens snakken om den nyeste coronavariant har fyldt mediespalter og den offentlige debat, bærer mange unge stadig væk rundt på arven fra sidste års omfattende nedlukninger.
For noget tyder på, at konsekvenserne af nedlukningerne stadig trækker dybe spor på vores skolerne og uddannelser og blandt de unge. Mit indlæg her er ikke forskningsbaseret og skal derfor læses som et ønske om at bringe en bekymring til torvs.
Det er dejligt, at børn og unge generelt igen kan komme i skole og på deres uddannelser, men hvis nedlukninger skulle komme på tale igen, så er det værd at huske på arven fra sidste nedlukning
Noemi Katznelson
Professor og leder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet
For kort før jul holdt vi bestyrelsesmøde i Foreningen Center for Ungdomsforskning, som er den forening, der står bag Center for Ungdomsforskning (Cefu) på Aalborg Universitet.
Rundt om bordet sad 25 repræsentanter fra forskellige hjørner af ungdomslivet. Danske Gymnasier, DEG, DIF, DUF, Efterskole- og Højskoleforeningen og mange flere gode kræfter.
Traditionen tro på vores møder har vi en runde, hvor hvert medlemmer fortæller nyt fra sin verden. Det plejer tilsammen at tegne et mangfoldigt og sammensat billede af, hvad der rører sig på ungdomslivets arenaer, men denne gang var runden anderledes.
For i rundbordssnakken blev den samme fortælling ved med at dukke op igen og igen fra flere arenaer – og særligt fra forskellige dele af uddannelsessektoren.
En fortælling om, at det er svært at genetablere gode og stærke (klasse)fællesskaber ovenpå en lang periode med afstand og online-tilstedeværelse. At mange unge kæmper med motivationen, med at kunne tage sig sammen, med øget fravær og oplevelser af meningsløshed.
Og at de søger mere ro, fester mindre og har brug for hjælp og støtte til at kickstarte de brede fællesskaber igen både på skoler og uddannelser – men også i fritids- og foreningslivet.
En social junglelov
Runden bekymrede mig og sendte mig tilbage til nedlukningerne sidste år og til de tanker, som mine mange både digitale og fysiske besøg på uddannelser og interviews med unge i forskellige uddannelseskontekster efterlod mig med.
Tanker, der groft sagt handlede om lærere, der kæmpede for at få onlineundervisning til at fungere og som arbejdede solen sort for at få egne børn, logistik og faglighed med videre til at gå op.
Men samtidigt også om elever og studerende, der oplevede, at det sociale i vidt omfang var overladt til dem selv, og dermed, at skolen og uddannelsernes sociale klister – relationerne mellem de unge og voksne – havde trange kår.
Fraværet af disse institutionsbårne og fagprofessionelt faciliterede fællesskaber skabte helt forståeligt et tomrum i mange unges liv og overlod dem til en slags social junglelov.
En junglelov, hvor dem, der var socialt etablerede i de sammenhænge, som de indgik i, forlængede disse inde i nedlukningen, mens det forhold sig anderledes for dem, der ikke på samme måde var socialt integrerede i udgangspunktet.
De blev i højere grad hængende i periferien af fællesskaberne eller røg helt ud, fordi de institutionelle sammenhænge, som de indgik i, var udfordret på at facilitere givne sociale fællesskaber, sammenhænge, ritualer, grupper og så videre.
Har vi en motivations- og meningskrise?
At nedlukningerne på den måde gik særligt hårdt ud over unge, der i forvejen var i sårbare situationer, ved vi fra diverse forskningsundersøgelser, men fortællingerne fra Cefus medlemmer vidner også om, at nedlukningerne også har haft konsekvenser for de bredere grupper af unge – for motivationen og fællesskaberne blandt de unge generelt.
Det er selvsagt ikke til at sige, om Cefus foreningsmedlemmers iagttagelser er at forstå som mulige konsekvenser af sidste års nedlukninger eller af pandemien som helhed, men der er – hvis observationerne ellers holder – tale om en trist arv, som vi skal forholde os til.
Og spørgsmålet er, om vi nu mere generelt er vidne til, at hele usikkerheden omkring corona og nedlukningerne har ført en bredere motivations- og meningskrise med sig?
Kan I genkende det?
Jeg står som nævnt ikke på et forskningsmæssigt grundlag og udtaler mig her alene på egne vegne og ikke på vegne af foreningen, men ønsker at komme med et opråb til jer, der dagligt har kontakt med unge.
Genkender I dette billede? Og hvis, hvad oplever I så der skal til for at genetablere oplevelser af mening, fællesskab og tilhør, som, vi forskningsmæssigt ved, er helt afgørende for unges liv og læring.
Og så ønsker jeg til sidst at komme med et "PS" til politikerne: Det er dejligt, at børn og unge generelt igen kan komme i skole og på deres uddannelser, men hvis nedlukninger skulle komme på tale igen, er det værd at huske på arven fra sidste nedlukning.
For prisen for nedlukninger skal i sidste ende gøres op på både den korte og den lange bane.