Mikkel Vedby Rasmussen: Selvfølgelig spiller monarkiet en betydelig politisk rolle

Det er med dronninger som med religion – vi har besluttet os for, at de ikke har nogen politisk betydning.

Så da Dronning Elizabeth II sov stille ind på Balmoral-slottet i Skotland 96 år gammel, kunne man få indtrykket af, at det var en venlig gammel dame i oilskinsjakke, som tilfældigvis boede i en turistattraktion i det centrale London, der var gået bort.

For monarkers politiske magt og indflydelse er lige så unævnelig i vores politiske univers, som Lord Voldemorts navn er i J.K. Rowlings fiktive Harry Potter-univers. 

Magt har sin egen magi, men den moderne verden giver ikke magi en chance. I et demokrati udspringer en regeringsleders magt af et folkeligt mandat, som kan tælles og opgøres i procent.

Det giver en matematisk, videnskabelig legitimitet til en statsminister eller premierminister. De kan bevise, at de har vundet.

Derfor var Donald Trumps udfordring af realiteten i hans valgnederlag en udfordring for det amerikanske demokrati. Trump udfordrerede ikke alene Joe Bidens ret til at reagere, han udfordrede også processens sandhed.

For Trump var der ikke to streger under valgresultatet, men det skal der være i en moderne nation. Det er derfor, man i så mange lande sikrer lederen absolut magt ved at sørge for, at han får 98,9 procent af stemmerne ved valget.

Det er som om, at vi tillader, at monarkens magi spiller os et puds, så vi kan konkludere, at monarkiet ikke er politisk.

Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Men uanset hvor meget man fylder valgurnerne på forhånd, så skal valget afholdes for at give en form for belæg for valgresultatet. 

Monarker står uden for moderniteten

En monark behøver ikke en procentsats for at have magt. For konger og dronninger er ikke moderne personer. Deres legitimitet kan man ikke regne ud. Den er givet ved blod og arv.

Derfor er den indhyllet i en mystik, som moderne politik bevidst undgår. Når konger og dronninger i tidens løb er blevet afsat ved folkeafstemninger, er det på sin vis en krænkelse af deres præmoderne ophav.

De kan ikke dømmes ude af en procentdel af befolkningen. På den måde havde den franske revolution bedre forstået kongemagtens magiske ophav – det kræver blod og død at stoppe et monarki. 

Netop fordi Dronning Elizabeth således ikke var en del af den moderne verden, blev hun en slags tidtager på den moderne udvikling.

Premierministre kom og gik, skjorteflipperne blev lange og så igen korte, det britiske samfund blev mere multikulturelt, men dronningen var på sin vis det samme, fordi hun var af en anden verden. 

Netop ophavet i en anden verden er det, der kan få os til at forveksle en magtfuld person med en venlig ældre dame, der kommenterer på verdens gang fra sit gamle hus i midten af London.

Og det er, hvad vi holder af at se. Det er som om, at vi tillader, at monarkens magi spiller os et puds, så vi kan konkludere, at monarkiet ikke er politisk.