Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Mikkel Vedby Rasmussen: Selvfølgelig spiller monarkiet en betydelig politisk rolle

Det er som om, at vi tillader, at monarkens magi spiller os et puds, så vi kan konkludere, at monarkiet ikke er politisk. Intet kunne være mindre rigtigt, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Premierministre kom og gik, skjorteflipperne blev lange og så igen korte, det britiske samfund blev mere multikulturelt, men dronningen var på sin vis det samme, fordi hun var af en anden verden, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
Premierministre kom og gik, skjorteflipperne blev lange og så igen korte, det britiske samfund blev mere multikulturelt, men dronningen var på sin vis det samme, fordi hun var af en anden verden, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Mikkel Vedby Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er med dronninger som med religion – vi har besluttet os for, at de ikke har nogen politisk betydning.

Så da Dronning Elizabeth II sov stille ind på Balmoral-slottet i Skotland 96 år gammel, kunne man få indtrykket af, at det var en venlig gammel dame i oilskinsjakke, som tilfældigvis boede i en turistattraktion i det centrale London, der var gået bort.

For monarkers politiske magt og indflydelse er lige så unævnelig i vores politiske univers, som Lord Voldemorts navn er i J.K. Rowlings fiktive Harry Potter-univers. 

Magt har sin egen magi, men den moderne verden giver ikke magi en chance. I et demokrati udspringer en regeringsleders magt af et folkeligt mandat, som kan tælles og opgøres i procent.

Det giver en matematisk, videnskabelig legitimitet til en statsminister eller premierminister. De kan bevise, at de har vundet.

Derfor var Donald Trumps udfordring af realiteten i hans valgnederlag en udfordring for det amerikanske demokrati. Trump udfordrerede ikke alene Joe Bidens ret til at reagere, han udfordrede også processens sandhed.

For Trump var der ikke to streger under valgresultatet, men det skal der være i en moderne nation. Det er derfor, man i så mange lande sikrer lederen absolut magt ved at sørge for, at han får 98,9 procent af stemmerne ved valget.

Det er som om, at vi tillader, at monarkens magi spiller os et puds, så vi kan konkludere, at monarkiet ikke er politisk.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Men uanset hvor meget man fylder valgurnerne på forhånd, så skal valget afholdes for at give en form for belæg for valgresultatet. 

Monarker står uden for moderniteten

En monark behøver ikke en procentsats for at have magt. For konger og dronninger er ikke moderne personer. Deres legitimitet kan man ikke regne ud. Den er givet ved blod og arv.

Derfor er den indhyllet i en mystik, som moderne politik bevidst undgår. Når konger og dronninger i tidens løb er blevet afsat ved folkeafstemninger, er det på sin vis en krænkelse af deres præmoderne ophav.

De kan ikke dømmes ude af en procentdel af befolkningen. På den måde havde den franske revolution bedre forstået kongemagtens magiske ophav – det kræver blod og død at stoppe et monarki. 

Netop fordi Dronning Elizabeth således ikke var en del af den moderne verden, blev hun en slags tidtager på den moderne udvikling.

Premierministre kom og gik, skjorteflipperne blev lange og så igen korte, det britiske samfund blev mere multikulturelt, men dronningen var på sin vis det samme, fordi hun var af en anden verden. 

Netop ophavet i en anden verden er det, der kan få os til at forveksle en magtfuld person med en venlig ældre dame, der kommenterer på verdens gang fra sit gamle hus i midten af London.

Og det er, hvad vi holder af at se. Det er som om, at vi tillader, at monarkens magi spiller os et puds, så vi kan konkludere, at monarkiet ikke er politisk. 

Læs også

Både monarken og monarkiet har en politisk rolle

Intet kunne selvfølgelig være mindre rigtigt. Den britiske monark spiller formentlig en større politisk rolle end vores egen dronning og mange andre monarker, men selve monarkiet har en betydelig politisk rolle.

På det symbolske plan skal vores ledere stadig salves, og monarken har taget den plads, som kirken engang havde, i at legitimere den politiske ledelse.

Det er ikke noget tilfælde, at kongeriget Storbritannien har et mere stabilt politisk system end republikken Frankrig, selvom Storbritannien har kæmpet sig gennem Brexit.

Præsident Macron står alene overfor populisterne, mens det britiske system kan absorbere populisterne, fordi monarkiets magi holder dem på plads.

Det er formentlig den samme magi, som sikrer, at populismen har en særlig nationalistisk form, som selv referer til kongemagten. En kongemagt, der grundlæggende ikke passer med ideen om en politisk autoritet i Bruxelles. 

Så monarkiet er for den politiske debat, hvad månen er for tidevandet. Men monarken har selvfølgelig også mere direkte politisk indflydelse.

I Storbritannien har avisen the Guardian afsløret, hvordan kongehuset kommenterer lovgivning, inden love fremsættes, og ofte får ændret dem, så de tilgodeser de betydelige økonomiske interesser, som kongehuset har. 

Hvad et kongehus for alvor har, er tid. Al den tid, som moderne politik mangler, og alt det liv, som moderne politikere betaler kommunikationsbureauer millioner for at udstille, har monarker til overflod. Dronningen er død, Kongen længe leve. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)