Debat

Rasmus Jarlov om forhandlinger om kompensationspakker: Syg arbejdskultur fører til elendige beslutninger

Forhandlinger om kompensationspakker foregik midt om natten, selvom der ikke var tidspres. Det vidner om en stressende arbejdskultur, der fører til dårlige beslutninger og til sygemeldinger. Sådan bør det ikke være, skriver Rasmus Jarlov (K), der vil tage sagen op i Folketingets præsidium.

Forhandlinger om kompensationspakkerne til virksomheder, som stadig er lagt ned af corona-restriktioner, var forhastede, foregik midt om natten - og det fører til elendige beslutninger, skriver Rasmus Jarlov (K).
Forhandlinger om kompensationspakkerne til virksomheder, som stadig er lagt ned af corona-restriktioner, var forhastede, foregik midt om natten - og det fører til elendige beslutninger, skriver Rasmus Jarlov (K).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rasmus Jarlov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indlægget blev først skrevet som et Facebook-opslag. Altinget har fået lov af Rasmus Jarlov til at bringe det som debatindlæg.

Hvis du en gang i mellem undrer dig over, hvorfor der bliver truffet dårlige beslutninger i Folketinget, så kan jeg godt fortælle dig hvorfor.

Nej, der var ingen saglige årsager til, at aftalen skulle laves så hurtigt. Vi taler om regler for kompensationspakker, som skal gælde fra juli.

Rasmus Jarlov (K)
Folketingsmedlem

Her er, hvordan det foregår:

I går skulle vi forhandle om en forlængelse af kompensationspakkerne til de virksomheder, som stadig er lagt ned af corona-restriktioner. En meget vigtig beslutning, som er afgørende for, at hoteller, restauranter, festivaler, rejseselskaber og mange andre kan overleve. Liv eller død for mange, mange tusinde arbejdspladser.

Forhastede forhandlinger
Først kl. 15:30 sender regeringen deres forslag til nye regler til os. Klokken 19 har Konservative (Mona Juul og mig) møde med regeringen og klokken 21 er der fælles forhandlingsmøde med alle partier (undtagen Nye Borgerlige og Alternativet, som ikke er inviteret).

Mona og jeg læser forslaget fra regeringen så grundigt, vi kan. Men vi vil også gerne have professionelle øjne på. Jeg når kun meget hurtigt at sende udkastet til brancheorganisationerne Horesta, Dansk Erhverv og Dansk Industri. De sender deres umiddelbare kommentarer, men der er ikke tid til at gennemarbejde det.

Jeg er ikke tryg ved, at vi hele tiden skal forhandle under ekstremt tidspres, som ikke giver os mulighed for at gennemarbejde meget vigtige beslutninger, inden vi træffer dem, og jeg er ikke tryg ved en finansminister, som sætter en ære i at knokle sig selv ned langt ud på natten, inden han skal op næste dag klokken syv og træffe flere vigtige beslutninger for Danmark.

Rasmus Jarlov (K)
Folketingsmedlem

Da vi mødes med regeringen og de andre partier, siger jeg, at vi synes, det er uklogt at træffe beslutninger så forhastet. Jeg er bange for, at nogle virksomheder utilsigtet kommer i klemme, fordi vi har truffet for hurtige beslutninger. Men ingen af folketingsmedlemmerne fra de andre partier bakker op, så forhandlingerne kører videre hele aftenen.

Da vi når til midnat, er der stadig langt igen, før vi er enige. Jeg foreslår derfor finansministeren og de andre partier, at vi fortsætter dagen efter. Endnu en gang er der ingen, der bakker op.

Efter lange tovtrækkerier, hvor vi især kæmper for de små selvstændige, bliver vi først enige om en aftale klokken kvart over fire i nat. Da vi slutter, gentager jeg til finansministeren, at det er uacceptable arbejdsvilkår og spørger ham, hvad grunden er til, at vi skal sidde klokken fire om natten og forhandle.

Han svarer, at det blandt andet er, fordi jeg har haft mange krav i forhandlingerne, og at han i øvrigt har en mere travl kalender end mig, og derfor skal jeg ikke brokke mig.

Det pisser mig så meget af, at jeg går fra afslutningen og ikke deltager i det efterfølgende korte pressemøde, hvor TV2 NEWS og Ritzau venter udenfor døren.

Vigtige beslutninger skal ikke tages midt om natten
Jeg er ikke tryg ved, at vi hele tiden skal forhandle under ekstremt tidspres, som ikke giver os mulighed for at gennemarbejde meget vigtige beslutninger, inden vi træffer dem, og jeg er ikke tryg ved en finansminister, som sætter en ære i at knokle sig selv ned langt ud på natten, inden han skal op næste dag klokken syv og træffe flere vigtige beslutninger for Danmark.

Det er en syg arbejdskultur, som udover stress og sygemeldinger også fører til elendige beslutninger. Det gør ikke noget godt for nogen, og jeg synes, den slags machomarkeringer burde høre til i 1980’erne.

Jeg er dog allermest skuffet over, at ingen af de andre folketingsmedlemmer protesterer. Vi kan jo bare sig nej. Men jeg kan ikke sige nej alene. Det kræver også, at de andre folketingsmedlemmer i lokalet bakker op.

Jeg har tænkt mig at tage sagen op i Folketingets præsidium, og så Folketinget til at finde sin rygrad og sige fra overfor regeringen. Det er ikke godt for nogen. Slet ikke de borgere, som bliver udsat for beslutninger, som er truffet med nedsat IQ klokken kvart over fire om natten.

PS: Nej, der var ingen saglige årsager til, at aftalen skulle laves så hurtigt. Vi taler om regler for kompensationspakker, som skal gælde fra juli. En dag fra eller til havde på ingen måde været et problem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00