Rasmus Nielsen: Europa fortjener politikere med Obamas karisma

Som europæer – som mand – må man bøje sig for den tidligere amerikanske præsident Obamas usædvanlige udstråling.

Som uden tvivl også kommer frem i dag under hans besøg i Kolding. Potent mikrofon plantet i skødet og fantastisk timing med lange pauser, mens han langsomt svinger hånden og smiler skævt – sådan var han i Oslo, og sådan er han hele vejen igennem.

Man skal have udstråling som politiker, ellers bliver man ikke valgt, endsige genvalgt.

Jeg husker endnu mødet med Bill Clinton ved et såkaldt door step-pressemøde i Statsministeriet, mens Fogh var statsminister. Clinton var godt nok også gået af, som Obama, men det ændrede ikke på udstrålingen, dér 75 centimeter på den anden side af et tov. Ved siden af stod den gode kollega Helle Ib, og det kan nok være, Clinton gav hende elevatorblikket. Og det fandt hun bagefter vældig interessant. De kan kommunikere, de statsmænd.

Hvorfor har vores politikere herhjemme i Europa ikke samme udstråling? Hvorfor taler alle om Obama og Trump, når de burde tale om Tusk, Juncker og Tajani?

Rasmus Nielsen

Hvorfor har vores politikere herhjemme i Europa ikke samme udstråling? Hvorfor taler alle om Obama og Trump, når de burde tale om Tusk, Juncker og Tajani? Ja, gå ind i en gymnasieklasse, og nævn fem navne – skal vi gætte på, hvor mange der ved, at der bag disse navne gemmer sig en politiker:

Obama: 90 %
Trump: 98 %
Tusk: 15 %
Juncker: 20 %
Tajani: 2 %

Jo, jeg har faktisk én gang i mit liv haft en oplevelse med en europæisk politiker, der matcher mødet med Clinton, og som nogle forhåbentlig også får med Obama i dag i Kolding.

Det var som spæd journalist i første halvdel af 1980'erne i Europa-Parlamentet i Europarådets flotte gamle plenarsal i Strasbourg. Her skulle den italienske kommunist og føderalist Altiero Spinelli tale. Han fremlagde sin plan for et forenet Europa.

Den italienske politiker var en af ophavsmændene til Den Europæiske Union. Han var den ledende skikkelse bag Europa-Parlamentets udkast til en traktat om en føderal europæisk union – den såkaldte "Spinelli-plan". I 1984 blev den vedtaget med et overvældende flertal i Europa-Parlamentet, og den gav betydelig inspiration til styrkelsen af EU-traktaterne i 1980’erne og 1990’erne.

Som 17-årig meldte Spinelli sig ind i det italienske kommunistparti, og som følge deraf blev han fængslet af fasciststyret mellem 1927 og 1943. Ved udgangen af anden verdenskrig etablerede han den føderalistiske bevægelse i Italien. Langt senere blev en stor kontorbygning i Bruxelles for Parlamentet som noget ganske naturligt opkaldt efter ham.

Men dengang stod jeg nede i salen med mit Nikon, to meter foran julenissen med det store skæg, og fotograferede. Det var nemt at stille sig lige foran ham, for salen var stort set tom, det historiske moment ufortalt. Hans udstråling, intensiteten med blikket og den agiterende hånd foran sig var enestående – selv hér som gammel, han døde kort efter. (nogle år efter fik jeg 500 kr. og æren af at få brugt fotoet ved hans biografi i Det danske Nationalleksikon). 

Hvis Europa skal fremad, og det skal vi jo, så fortjener kontinentet nogle politikere af kaliber Spinelli, Willy Brandt, de Gaulle, på en god dag Stoltenberg. Vores egen Schlüter kunne også noget, men jo mest derhjemme.

I USA er det lettere, der skal hele kontinentet vælge én præsident. I EU's 27-28 medlemsstater er der så mange kompromisser, der skal indgås. Nord-syd, mand-kvinde, socialdemokrat-konservativ osv., osv. Hvilken formand for EU-Kommissionen eller Europa-Parlamentet er ikke valgt efter kompromis-på-kompromis?

På Grønbechs Hotel i folkemødebyen Allinge insisterede jeg ved ombygningen på, at vi skulle opkalde et værelse efter en statsmand fra hvert af de nærmeste lande, og fra Polen blev det så Ministerrådets i øvrigt senere genvalgte formand Donald Tusk. Der er meget godt at sige om ham og at have en polak fra et historisk set så hårdt prøvet land på denne fremtrædende post.

Men gennemslagskraft som Obama kan man ikke tillægge ham. Så når Løkke en dag ikke er statsminister længere, tror jeg, vi omdøber værelse 23 fra Tusk til Løkke.

Da EU-Kommissionens snart afgående formand forleden i Europa-Parlamentet holdt en i øvrigt visionær tale om kontinentets tilstand og fremtid, blev talen berettiget analyseret og vejet, ikke mindst her på Altinget.dk. Men nogen retorisk pris for scenetalent får Mr. Juncker nok aldrig.

Vi har på Altinget & Mandag Morgen tre erfarne og dygtige EU-redaktører: Rikke Albrechtsen, Thomas Lauritzen og Claus Kragh. Sammen og med backup fra redaktionen i huset i Ny Kongensgade i København sørger de for, at Europa-dækningen overordnet matcher den finmaskede dækning af dansk politik.

Claus Kragh er senior i selskabet, og hans EU-analyser i Mandag Morgen er noget af det, der bærer det snart 30-årige gamle Ugebrev med den høje troværdighed.

I den seneste udgave gennemgår Claus Kragh de fem centrale Europa-poster, der skal besættes med tiltrædelse 1. november 2019, i dag besat med fem navne – Antonio Tajani (Italien), Jean-Claude Juncker (Luxembourg), Federica Mogherini (Italien), Mario Draghi (Italien) og altså Donald Tusk (Polen) – som de færreste i Europa har et forhold til. Endsige vil tage hen for at høre en friaften, hvis de kunne komme til det. 

I analysen skriver Claus Kragh, at den danske EU-kommissær Margrethe Vestager sætter alle sejl i jagten på et af disse EU-topjob:

"Ingen, der har været i nærheden af Margrethe Vestager i de seneste måneder, er i tvivl om, at hun fører valgkamp. Den tidligere vicestatsminister har siden 2014 haft stor succes i jobbet som EU’s konkurrencekommissær, hvilket har givet hende en global medieprofil, ingen anden dansk politiker nogensinde har haft," skriver han.

Selv om den danske statsminister ifølge en udtalelse til Altinget tidligere på året er loren ved at genudpege Vestager, hvis han fortsat er regeringschef til sommer, kan man – uanset politisk ståsted – håbe, at Vestager kan bringe sig i en gunstig positiv til forfremmelse, så et flertal i det danske Folketing uanset udfaldet af valget besinder sig og giver hende et fornyet mandat.

Vel har Vestager ikke tage en selfie med Obama, men mindre kan også gøre det. Europæiske politikere skal – ud over den nævnte personlige udstråling – have et projekt, der går ud over ideologiske og geografiske skel. Det har Margrethe Vestager i sit prisværdige projekt med at beskatte amerikanske tech-giganter i Europa på niveau  (mindst) med os europæiske konkurrenter, så vi også kan vokse frem i et ligeværdigt konkurrenceforhold.

Europa vælger forhåbentlig næste år politikere, der ikke er bogholdertyper, men rækker ud efter Kennedys, Mandelas og Spinellis stjerner deroppe. Så skal medierne nok følge trop, og det hjælper afgjort på europæernes forståelse af det europæiske projekt, at vi kender de paneuropæiske førstefolk.

Det går faktisk meget, meget langsomt, efter mit bedste skøn, lidt bedre med at vælge politikere til Europa, der har mere format, indflydelse og karisma end førhen. Tag i Danmark bare spidskandidaterne til majs valg til Europa-Parlamentet. Jeppe Kofod. Mette Bock. Morten Helveg Petersen. Morten Løkkegaard, Rasmus Nordqvist. Udmærkede navne. Alle kunne de lige så godt være danske ministre, men nu vil de tjene Europa. Respekt.

Hvor ville man blive glad, hvis Kolding om ti-tolv år ville tage initiativ til at invitere en afgået EU-toppolitiker sammen med studerende og erhvervsfolk. Lad os håbe, næste generation af EU-førstenavne kan gøre sig fortjent til det.