Redaktionschef: Vores besættelse af sundhedsvæsenet er dårlig for samfundet

Mens jeg studerede, blev jeg som så mange andre ramt af stress. Det gav sig udslag i søvnbesvær, uvirkelighedsfornemmelse og stærke mavesmerter.

Sundhedsvæsenets svar? At scanne mig. ”Jeg kan måske få dig ind under en kræftpakke,” sagde min læge.

Det lykkedes, og sjældent har jeg medvirket i så effektiv, veltilrettelagt og smidig en proces. Det var virkelig en velsmurt maskine, jeg kom ind i.

Senere lykkedes det mig så også at få styr på stressen. Et af redskaberne var at betale en god psykolog uden ydernummer 1.100 kroner i timen for nogle samtaler, der gav mig helt konkrete redskaber til at håndtere tankemylderet. Jeg var faktisk så heldig, at mine forældre kunne hjælpe mig økonomisk.

Temaet sundhed er et af dem, vælgerne går absolut mest op i under den aktuelle valgkamp. Og politikerne lytter selvfølgelig og kommer med nogle bud på, hvilken politik, der skal føres på sundhedsområdet. Men det er, som om samtlige partier på magisk vis oversætter ”sundhed” til ”sundhedsvæsenet”.

Mere i løn er ikke løsningen

I Danmark er uligheden i sundhed stigende. Den følger, sjovt nok, stigningen i økonomisk ulighed.

I gennemsnit lever de fattigste 25 procent mænd ti år kortere end de 25 procent rigeste. Folk med de sværeste psykiske lidelser, såsom skizofreni, lever 20 år kortere end folk uden. Det er ikke forkert, når socialforskere let spøgende siger, at hvis man vil være sundt og leve længe, skal man tage en lang videregående uddannelse, snarere end at dyrke motion og spise grøntsager.

Sundhedsudfordringerne i Danmark bliver ikke løst af, at man giver nogle faggrupper i sundhedsvæsenet mere i løn

Alexander Rich Henningsen
Redaktionschef, Atlas Magasin

Det kræver selvfølgelig, at man tilfører debatten en vis kompleksitet (og måske også et eksistentielt aspekt), men sundhedsudfordringerne i Danmark bliver ikke løst af, at man giver nogle faggrupper i sundhedsvæsenet mere i løn. De bliver heller ikke løst af, at man øremærker x antal milliarder til flere speciallæger engang i fremtiden.

Sundhedsvæsenets udfordringer bliver snarere løst, hvis vi forstår, at sundhedsvæsenet ikke er en magisk kasse, man kan putte mennesker med enhver lidelse ned i, og vips: Op kommer helt raske og rørige, glade mennesker.

Det er et umuligt ansvar at pålægge læger, sygeplejersker, portører, radiografer og alle de andre sundhedsprofessionelle, at de skal kunne redde os, for alt i verden redde os. Det kan de ikke.

Det lyder mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt: uddannelsespolitik er sundhedspolitik. Arbejdsmarkedspolitik er sundhedspolitik. Skærer man i uddannelserne, skærer man i sundheden. Øger man den økonomiske ulighed (som alle regeringer siden årtusindskiftet de facto har gjort, eftersom ingen har formået at vende udviklingen mod større ulighed), øger man presset på sundhedsvæsenet. At være fattig og presset på økonomien hver dag er noget af det mest usunde, der findes.

En usund sundhedsvæsen-besættelse

Der vil konstant komme flere nye, dyre behandlingsmuligheder fra lande, hvor sundheden er privat finansieret. Samtidig bliver vi flere ældre, og ældre bliver som bekendt ret ofte syge.

Det er naivt at bilde sig ind, at sundhedsvæsenet kan løse alle vores sundhedsudfordringer her i Danmark. Måske det var tid til, at politikerne nåede samme erkendelse?

Alexander Rich Henningsen
Redaktionschef, Atlas Magasin

Sundhedsvæsenet sluger en voksende andel af velfærdsstatens budget. Det er, som om enhver overskydende milliard skal gå til sundhed. Det er uden for diskussion. I 2021 gik 10,8 procent af vores BNP til sundhedsvæsenet.

Problemet er, at sundhedsvæsen-besættelsen er dårlig for vores samfund. Den er gået hen og blevet en klods om benet. De yngre, små årgange må knokle for at arbejde nok til at finansiere et konstant voksende sundhedsvæsen, der skal tildele ældre generationer nye knæ og hofter inden for politisk fastsatte (meget korte) tidsfrister.

Det er barokt at se debatten om unges (men ikke kun unges) mistrivsel være helt frakoblet diskussionen om de uendeligt mange penge, der skal postes i sundhedsvæsenet. Men det hænger sammen.

Når man presser mennesker til at arbejde hårdere og hårdere, presser man deres trivsel. At tilføre sundhedsvæsenet milliarder samtidig med, at der skæres i det, der kommer yngre til gode (uddannelse for eksempel), er det samme som at omfordele fra de yngre til de ældre. Resultatet: at den økonomiske ulighed i samfundet stiger endnu mere.

Naivt at tro, at sundhedsvæsenet kan løse det hele

Det er rart med et godt sundhedsvæsen. Det giver tryghed. Ingen kan være uenige i, at vi skal have et godt sundhedsvæsen. Men det er naivt at bilde sig ind, at sundhedsvæsenet kan løse alle vores sundhedsudfordringer her i Danmark. Måske det var tid til, at politikerne nåede samme erkendelse?

Hvis vi endelig skal bruge det økonomiske argument, ville det være en god sundhedsøkonomisk investering at bruge flere penge på uddannelse.

Eller hvad med at udrydde fattigdommen i Danmark? Man kunne starte med børnene. At vokse op i fattigdom er en af de største trusler mod chancen for at få et langt, sundt liv.

Vi kan selvfølgelig også blive ved som nu. Så vil jeg med det samme begynde at spare op til den dag, jeg (forhåbentlig ikke) igen bliver ramt af stress, og min læge foreslår endnu en kræftscanning.

Så skal jeg nemlig til psykolog igen. Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg har fået en lang uddannelse og nok godt kan finde pengene til at betale for at komme i gang med det samme – og hos en psykolog jeg selv har valgt og har en god relation til. Så heldige er langt de færreste.

Det kunne man vel godt bruge en sundhedsmilliard eller to på at gøre noget ved?