Regeringsansvar vejer tungere for uerfarne partier
FORSKNINGSFORMIDLING: Når et parti for første gang kommer i regering, er tilbøjeligheden til at ændre partiets politik stor. Det viser et internationalt forskningsprojekt, som drager paralleller fra SF's indtræden i regeringen sidste år til CD's og Kristeligt Folkepartis første regeringsperiode i 1980'erne.
Mads Bang
JournalistAf Gijs Schumacher, Syddansk Universitet
Marc van de Wardt, Amsterdam Universitet
Barbara Vis, Frie Universitet Amsterdam
Michael Baggesen Klitgaard, Syddansk Universitet
Hvis et parti bevæger sig fra oppositionsbænkene og ind i regeringskontorerne kan det med god ret hævde, at dets valgprogram virker præcist, som det skal, og ikke bør ændres. At komme til magten er jo et udtryk for, at programmet appellerer til vælgerne. Af samme årsag virker det paradoksalt, at Socialistisk Folkeparti gennemførte markante ændringer af partiets politik efter at være trådt i regering for første gang i partiets historie i 2011. Det samme gjorde sig gældende for såvel Kristeligt Folkeparti som Centrum Demokraterne i 1980’erne – de ændrede valgprogram efter at være trådt i regering i begyndelsen af 1980’erne.
I en ny artikel, ”How aspiration to office conditions the impact of government participation on party platform change”, som netop er publiceret i tidsskriftet American Journal of Political Science, forklarer vi, at de tre nævnte partiers programændringer faktisk er helt typisk for partier, som ikke tidligere har været i regering, men indtræder i et regeringssamarbejde for første gang.
Sådanne partier frygter nemlig i højere grad end mere regeringsvante partier at tabe magten igen ved førstkommende valg, og de justerer valgprogrammet i en bestræbelse på at forhindre dette. Partier med stor regeringserfaring tenderer derimod til at tage magten for givet og holder sig derfor til det eksisterende.
Altinget: forskningsformidling
Altinget: forskningsformidling giver forskerne mulighed for at skrive direkte til de fagmiljøer, som kan have glæde af deres forskning.
Artiklerne er skrevet af forskerne selv og bygger på ny forskning, bøger eller videnskabelige artikler.
Altinget: forskningsformidling udsender et gratis nyhedsbrev hver 14. dag, hvor du kan se de seneste formidlingsartikler. Desuden udsender Altinget.dk artiklerne til de relevante fagportaler.
Nyhedsbrevet rummer forskning fra en lang rækkes samfundsvidenskabelige specialer.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.
Når alle tallene lægges sammen, så ændrer regeringspartierne gennemsnitligt deres valgprogram mere end oppositionspartierne.
Det er hovedkonklusionen på vores undersøgelse af 214 politiske partier i perioden mellem 1950 og 2013. Undersøgelsen bygger på det såkaldte Comparative Manifesto Project, som indeholder oplysninger fra 3749 valgprogrammer produceret af politiske partier i 21 forskellige demokratier. Projektet sondrer mellem 56 forskellige emner og angiver mængden af opmærksomhed, det samlede valgprogram giver hvert enkelt emne. Vi har undersøgt partiernes programændringer ved at måle ændringen i opmærksomhed per emne, såsom partiernes position i forhold til f.eks. multikulturalisme, og mængden af opmærksomhed partierne giver lov & orden-spørgsmålet. For at kunne arbejde med lidt mere meningsfulde emnekategorier end de 56 oprindelige har vi lagt nogle af dem sammen og dermed reduceret mængden af emner til 19. Vores analyse viser, at partier gennemsnitligt ændrer på 4 emner fra ét valg til det næste, og at regeringspartierne i gennemsnit ændrer på ca. én kategori mere end oppositionspartierne (4.6 vs. 3.8 kategorier).
Hvorfor skifter regeringspartierne valgprogram?
Vores resultat er yderst interessant, fordi statskundskaben i en årrække har prøvet at finde ud af, hvornår og af hvilke årsager partier ændrer valgprogram. Stor interesse har der knyttet sig til eventuelle effekter af et partis status som regerings- eller oppositionsparti.
Formidlingsartiklen bygger på en forskningsartikel bragt i American Journal of Political Sciences.
De fire forskere har undersøgt 214 politiske partier i i perioden mellem 1950 og 2013. Undersøgelsen bygger på det såkaldte Comparative Manifesto Project, som indeholder oplysninger fra 3749 valgprogrammer produceret af politiske partier i 21 forskellige demokratier.
Projektet sondrer mellem 56 forskellige emner, og angiver mængden af opmærksomhed det samlede valgprogram giver hvert enkelt emne.
Nogle forskere er kommet frem til, at regerings- henholdsvis oppositionsstatus slet ikke har nogen betydning – ændringerne foretages med udsvingene i den offentlige opinion eller som svar på ændringer foretaget af rivaliserende partier. Andre forskere viser, at partier i opposition er mest tilbøjelige til at ændre program. Rollen som oppositionsparti er jo et vidnesbyrd om, at partiet er ude af trit med den offentlige opinion, har tabt til et eller flere andre partier i konkurrencen om vælgerne, og derfor har et stærkt incitament til at revidere sin politik. Endelig er der forskere, som konkluderer, at effekten af at være i henholdsvis opposition og regering er forskellig for politiske partier. For nogle partier er målet om regeringsdeltagelse meget vigtigt, hvorfor status som oppositionsparti ansporer en ændring. Andre partier har i mindre udstrækning regeringsdeltagelse som hovedmål, og for disse giver oppositionsrollen i mindre grad grund til at tage programmet op til revision.
For at forklare vores overraskende resultat inddrager vi to forklaringsnøgler. Den første nøgle er partiernes aspirationsniveau, som er et udtryk for, i hvilket omfang et parti faktisk aspirerer efter regeringsmagt. Det er der, som nævnt herover, partier, der gør i meget høj grad, mens andre partier gør det i mindre grad. Partiernes aspirationsniveau varierer altså, men fungerer for alle partier som et pejlemærke for, hvordan de aktuelt klarer sig i den politiske konkurrence. Men aspirationsniveauet er også en dynamisk størrelse, som løbende ændrer sig med partiets præstationer. Et parti, der historisk har haft stor succes med at opnå og fastholde regeringsmagten, har således et højt aspirationsniveau, mens et parti, som aldrig, eller næsten aldrig, har været i regering, har et tilsvarende lavt aspirationsniveau, som endog kan være faldende. Et godt eksempel på denne mekanisme er, at der til Socialdemokratiske partiledere, givet partiets politiske dominans i det 20. århundrede, er knyttet en forventning om, at de før eller siden – helst før – erobrer statsministeriet. Ledere af partier, som aldrig har været i regering, er i mindre grad tynget af dette krav.
Den anden forklaringsnøgle, vi skal have fat i, er, at for politiske partier som for enkeltindivider gælder det psykologiske forhold, at påførte tab gør mere ondt, end tilsvarende opnåede gevinster glæder. Enkeltindivider ærgrer sig med andre ord mere over at tabe 100 kroner på gaden, end de glæder sig over at finde 100 kroner samme sted. Vælgerne straffer politikerne hårdere for en nedskæring i velfærdspolitikken, end de belønner for en tilsvarende ekspansion af samme, og for et politisk parti rammer tabet af regeringsmagten hårdere, end erobring af magten glæder. Den samlede effekt er, at politiske partier grundlæggende er konservative organisationer, som foretrækker at holde sig til det, der ligner et virkningsfuldt program fremfor at eksperimentere med risikofyldte ændringer. Kun i situationer, hvor partierne står over for tilsyneladende uundgåelige tab, øges risikovilligheden til forandringer. I direkte forlængelse heraf kunne forventningen være, at alle politiske partier er villige til at ændre valgprogram, når de er i regering, fordi regeringsmagt er forbundet med tilnærmelsesvist uundgåelige tab. Forskningen har for længe siden dokumenteret den såkaldte 'cost of governing'. Det, at træffe vanskelige og ikke sjældent upopulære beslutninger og efterfølgende stå til ansvar for disse, slider hårdt, og er forbundet med en årlig omkostning i vælgerslutning.
Lav-aspirationspartier
Men sådan forholder det sig ikke for alle partier. Villigheden til at ændre valgprogram i regering påvirkes af aspirationsniveauet. Lav-aspirations-partier gennemfører i regering større ændringer end i opposition. På den ene side kan de naturligvis tolke opnåelsen af regeringsmagt som et udtryk for, at de er på en succesfuld kurs og bør holde sig til denne. På den anden side forventer lav-aspirations-partier, at udsigten til fortsat regeringsmagt efter næste valg er dårlig.
Det skyldes, at forhandling og kompromis er nødvendige for at holde sammen på den koalition, partierne typisk er en del af. Og netop kompromisser på eksempelvis mærkesager er ifølge forskningen ensbetydende med tab af vælgere, idet lav-aspirations-partier også ofte er enkeltsagspartier med meget vigtige mærkesager. Den dag Dansk Folkeparti begynder at fire på udlændingepolitikken, eller den dag Liberal Alliance begynder at give indrømmelser på skattepolitikken, må man forvente at nogle vælgere falder fra. Hvis disse partier omvendt ikke er villige til at gå på kompromis, men vælger at radikalisere et oprindeligt program, kan det skabe så meget splid med koalitionspartnerne, at partiet opgives som troværdig partner i det hele taget. Stillet over for udsigten til at tabe den nyligt opnåede regeringsmagt på gulvet, vælger lav-aspirations-partier derfor at løbe den risiko, en ændring af valgprogrammet er forbundet med.
Der findes en række eksempler på, at denne effekt slår igennem hos lav-aspirations-partier. SF er et af disse. Men et af de mest illustrative er De Grønne i Tyskland. Partiet opstod ud af 1970’ernes freds- og anti-atomkraft-bevægelse og var de første par årtier af dets eksistens et stærkt anarkistisk parti præget af adskillige fraktionsdannelser og interne rivaliseringer. I løbet af 1990’erne fik partiledelsen dog stabiliseret partiet så meget, at det for første gang kunne indtræde i regering i 1998 som juniorpartner til socialdemokraterne i SPD. Til trods for partiets grundlæggende pacifistiske rødder, og ikke mindst tilknytning til anti-atomkraft bevægelsen i Tyskland, medvirkede partiet i dets første regeringsperiode mellem 1998 og 2002 til at sende Tyskland ud i to krige samt udsætte lukningen af de tyske A-kraft værker. Det samt en revision af partiprogrammet, som havde været et ømt stridspunkt i mange år, fik mange fra partiets aktivistiske bagland til at forlade partiet. Men partiledelsen fastholdt det program for at demonstrere regeringsduelighed. Ved 2002-valget øgede partiet således vælgertilslutningen og kunne forsætte i regeringskoalition med SPD efter valget.
Høj-aspirationspartier
Med høj-aspirationspartier forholder det sig anderledes. Disse partier, med en næsten permanent status som regeringspartier, forventer ikke i nær samme grad at stå over for et magttab efter det førstkommende valg. Vi har her fat i traditionelt regeringsbærende partier, som i egen selvforståelse har en førstefødselsret til nøglerne ind i regeringskontorerne. Mellem disse partier finder vi Kristendemokraterne i Holland og ikke mindst det svenske Socialdemokrati. Det er partier, som enten gennem stor vælgertilslutning eller ved at kontrollere de mandater, som er afgørende for regeringsdannelsen, slet ikke eller kun sporadisk har mærket det tab, det er at miste regeringsmagten. Når de er i regering, ænser de derfor kun i ringe grad risikoen for at miste magten ved næste valg og er derfor relativt lidt tilbøjelige til at ændre valgprogram, mens de er i regering. Til gengæld kommer rollen som oppositionsparti som så stort et chok for høj-aspirations-partier, at det udløser markante ændringer.
Mens De Grønne er et godt eksempel på et lav-aspirations-parti, der ændrer program efter at være trådt i regering, er det svenske Socialdemokrati et af de stærkeste eksempler på et høj-aspirations-parti, for hvem degraderingen til oppositionsbænkene i 1976 var et stort chok. Der er ikke noget at sige til, at de svenske socialdemokrater omkring midten af 1970’erne ikke spekulerede på, at regeringsmagten kan tabes. På det tidspunkt havde partiet siddet ved roret uafbrudt siden 1932. Men i 1976 skete det altså. En borgerlig regeringskoalition rykkede ind, mens socialdemokraterne rykkede ud. De genvandt magten i 1982, og i den mellemliggende periode havde partiet foretaget kraftige justeringer i eksempelvis partiets velfærdspolitiske program. Som noget nyt, og et brud med partiets tidligere politik, taltes der nu om decentralisering og valgfrihed i den offentlige sektor. Langtfra ukontroversielt i partiets bagland og parti-organisation, men en reaktion på den interne analyse af årsagen til 1976-katastrofen; vælgerne kunne ikke længere se forskel på Socialdemokratiet og et omfattende centralt planlagt velfærdsbureaukrati.
Resultatet af vores analyse viser flere ting. For det første, at partiernes status som enten oppositions- eller regeringsparti er vigtig, hvis vi skal forstå og forklare, hvornår og hvorfor partierne lægger kursen om. Det er ikke tilstrækkeligt at analysere partiernes adfærd i relation til ændringer i den offentlige opinion eller f.eks. rivaliserende partiers skift. Og vi viser faktisk, at når alle tallene lægges sammen, så ændrer regeringspartierne gennemsnitligt deres valgprogram mere end oppositionspartierne.
For det andet viser vores analyse, at de målsætninger, partierne forfølger, til dels er et resultat af partiernes historiske oplevelse af egen performance. Det er velkendt i såvel den teoretiske litteratur som offentlige debat, at for nogle partier vægter ideologiske løsninger på politiske problemer højere end regeringsmagten, mens andre partier er mere villige til at gå på kompromis med ideologien, hvis det er prisen for at sætte sig i regeringsstolen. Hvor de forskellige partier lægger snittet, er imidlertid stærkt påvirket af partiets oplevede erfaringer. I Danmark har det Radikale Venstre en lang historie for at kunne samarbejde med såvel højre- som venstreorienterede partier i regering. Med vores analyse i hånden kan det forklares som et resultat af, at partiets hyppige regeringsstatus har gjort det til et høj-aspirations-parti, som er villig til at ændre program med henblik på altid at være klar til at træde i regering.
Endelig rejser vores analyse et for dansk politik interessant aktuelt spørgsmål. Alle meningsmålinger peger på et regeringsskifte efter næste valg samt en parlamentarisk situation med både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i centrale roller. Ingen af disse to partier har tidligere været i regering og er klare lav-aspirations-partier.
Til gengæld er det partier, som markerer sig med stærke synspunkter på udvalgte mærkesager, hvilket har sikret dem vælgermæssig fremgang. Det kan ikke udelukkes, at en kommende borgerlig regering vil have deltagelse af begge partier. Ganske vist lurepasser DF ledelsen på spørgsmålet om at træde i regering. Til gengæld har Liberal Alliance-lederen gjort det helt klart, at regeringsmagt er målet efter næste valg. Hvis disse to partier opfører sig som de næsten 200 andre partier, vi har undersøgt i mere end 20 lande over en periode på mere end 60 år, kan vi forvente, hvis de træder i regering, at de nedtoner de markante holdninger på nogle af mærkesagerne.
Dansk Folkeparti kan forventes at bevæge sig en anelse mod midten i værdipolitikken, mens Liberal Alliance nok vil markedsføre sig på en mindre skarp profil i f.eks. skatte- og velfærdspolitikken. Præcis som for SF vil magten forpligte, og de skal begge stå på mål for en samlet regerings politik. Men hvordan håndterer partierne denne situation? Vi kan ikke afvise, at de ledelsesmæssigt og organisatorisk er så stærkt forankrede, at de kan revidere programmet, uden at det giver anledning til større interne problemer. Men vi kan heller ikke udelukke, at en kommende borgerlig regering viser sig at indeholde ikke bare ét, men to partier, som efter et par år ved magten genopfører historien om SF i regering.