Christian Egander Skov: Bygningskulturen må blive en folkesag på linje med naturbevaring

Hvis man er rigtigt heldig, kan det være, at modernisterne også har revet plankegulvet op og erstattet det med fliser, der er lige så sjælløse og golde, som de er nemme for den mere eller mindre idiotiske robotstøvsuger at overskue.

Det gennemgribende moderniserede hus er først og fremmest nemt. Det fordrer ingen anden æstetisk sensibilitet end en overdreven tilbøjelig til at rydde op, så dets kliniske udtryk består og kan kvæle enhver antydning af, at tilværelsen og livet i det hele taget kan være en rodet affære, hvor erfaringer ligger sig i lag på lag.

Det nemme hus skal helst give indtryk af, at det ikke fordrer vedligehold. Det skal for altid være nyt

Christian Egander Skov

Det nemme hus skal helst give indtryk af, at det ikke fordrer vedligehold. Det skal for altid være nyt. Det nye og det nemme, det kommer ud på et i vores nære og velstandsbelæssede fortid.

De gamle og besværlige trævinduer er udskiftet med aluminium. De skal ikke males og kan bestå indtil de sidste tider. Når vi alle er væk og Danmark selv kun et minde, vil der stadig være aluminiumsvinduer som en arv fra for længst glemte fædre til for længst ligeglade sønner.

I vores nære fortid handlede boligprogrammer om at forandre det håbløse, man havde overtaget til nyt og lækkert. Allerbedst var det, hvis man kunne rive hele hytten ned og bygge en nem etplansvilla i de ikonisk grimme grå mursten. Så kunne man rigtig se, at det var nyt. Ligesom alle de andre nye huse. Det handlede ikke om at være unik i nogen meningsfuld forstand, men bare om ikke at bære fortid.

Nyheden var værdien selv i neofiliens tidsalder.

De er der stadig, de neofile - folk der elsker alt nyt. Men tiden har vendt sig mod dem. Vi er kollektivt blevet ramt af den erkendelse, at ubegrænset forbrug er vulgært. Det handler om mad. Det handler om rejser. Det handler (i princippet) om tøj. Og så handler det om vores huse. Vores bygningskultur.

På Danmarks Radio kører lige nu et boligprogram, hvor arkitekt Ane Cortzen og journalist Morten Brink besøger boligejere, der sætter deres historiske huse i stand og fremhæver historien i de bevaringsværdige huse

Respekten for bygningskulturen er tilbage. Tidligere på året førte det til en veritabel storm, da nogle spekulanter ville nedrive en bevaringsværdig ejendom i Køge og erstatte den med et monument til brug-og-smid-væk bygningskulturen. Aktuelt har en husejer i Gentofte fået ørene i det kommunale maskineri for at smadre sig bevaringsværdige hus til uigenkendelighed.

Et nyt initiativ, Danmarks kulturarv, forsøger ligesom etablerede foreninger som Historisk Huse og By & Land at sætte historiske og bevaringsværdige huse på den politiske dagsorden. Som noget interessant nyt forsøger Danmarks kulturarv både at opbygge en national fond til støtte for bygningskulturen og aktivere lokale ildsjæle.

Modellen er inspireret af den britiske National Trust, som har gjort et kolossalt arbejde med at sikre britisk bygnings- og landskabskultur. Hvis det skal lykkes, kræver det kontant støtte fra helt almindelige danskere, der er parat til at give et bidrag. 

Trods vendingen i tidsånden, står bygningskulturen stadig konfronteret med pengestærke interesser, som først og fremmest ser historiske huse som en hindring for nybyggeri. Bygningskulturen står også over for offentlige instanser, som er stort set ligeglade med den arv, de skal forvalte.

Den, der har fået overleveret noget værdifuldt – eller noget der kunne være værdifuldt – lever gennem investeringen i bygningskulturen op til sit samfundsansvar

Christian Egander Skov

I Folkekirken vil mange præster og menighedsråd helst af med deres historiske præstegårde, som i stedet kan tjene som vejfyld. Præsterne vil hellere have noget nyt og nemt. Vorherrebevares.

Den vanskæbne kan endda ramme en middelalderkirke. Men på den måde forbliver kirken måske et stærkt fundament. Kommuner vil hellere rive ned end bevare, og staten frasælger bygningskulturen med en fart, så man skulle tro, at arvesølvet ligefrem brænder i hænderne på forvalterklassen.

Danmarks kulturarvs pilotprojekt er istandsættelsen af en historisk vandmølle i grænsebyen Kruså, som ellers var dømt til nedrivning.

Der er behov for en bred folkelig mobilisering på græsrodsniveau. Bygningskulturen må blive en folkesag på samme måde som naturbevaring er – eller har været det.

Kampen for bygningskulturen forener en række dagsordener, som er nødvendige i vores tid. Det handler om bæredygtighed, skønhed, stedbundethed og mening – ja i bund og grund om begrebet ansvar, som er vores tids grundbegreb.

Den, der har fået overleveret noget værdifuldt – eller noget der kunne være værdifuldt – lever gennem investeringen i bygningskulturen op til sit samfundsansvar og giver noget tilbage til ikke blot lokalsamfundet, men vores samfund i det hele taget.

Ja, når vi giver noget videre, fortæller vi, at der er noget at give videre.

Det har vi brug for i alle livets sfærer.