Debat

Roger Buch: Først i 2089 vil der være ligestilling ved kommunalvalget

KRONIK: På 30 år er der kommet knap syv procentpoint flere kvinder blandt kommunalpolitikerne, hvilket gør, at der vil være ligestilling ved kommunalvalget i 2089. Alle bidrager til skævheden, skriver Roger Buch.

Partiernes karakter af mandeklubber har afskrækket mange kvinder fra at melde sig ind og har fået andre kvinder til at forlade partierne igen, skriver Roger Buch.
Partiernes karakter af mandeklubber har afskrækket mange kvinder fra at melde sig ind og har fået andre kvinder til at forlade partierne igen, skriver Roger Buch.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Roger Buch
Centerleder, ph.d. og cand.scient.pol., Danmarks Medie og Journalisthøjskole

Der vil være ligestilling ved kommunalvalget i år 2089, hvis udviklingen fortsætter i samme snegletempo som de seneste syv valg.

På 30 år er der kun kommet 6,5 procentpoint flere kvinder blandt kommunalpolitikerne. I 1989 var 26,4 procent kvinder, og i 2017 nåede andelen op på 32,9 procent. Med den hastighed går der 18 kommunalvalg, før der er ligestilling i danske kommuner – altså 72 år.

Hvis målet er ligestilling, er det en falliterklæring for ligestilling i lokaldemokratiet. Men det er vigtigt at erkende, at det er en falliterklæring, som både de fleste partier, vælgere og kvinder selv er med til at underskrive.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Alle er med til at cementere skævheden.

Skæv kønsprofil
Vejen ind i kommunalpolitik starter med at melde sig ind i et parti. En beslutning, som færre og færre træffer. I 1950'erne var der omkring 600.000 partimedlemmer, hvilket var næsten 30 procent af vælgerne.

Partierne har et ansvar for rekruttering af kvinder som medlemmer og kandidater, men kvinder har også et ansvar for at melde sig ind og være aktive i partierne.

Roger Buch, Centerleder, ph.d. og cand.scient.pol., Danmarks Medie og Journalisthøjskole

I 2019 var der kun 132.000 partimedlemmer eller blot 3,1 procent af vælgerne. Kønsprofilen er meget skæv: De 3,1 procent er cirka 1,0 procent kvinder og 2,1 procent mænd, altså cirka en tredjedel kvinder og to tredjedele mænd.

Partierne opstod som rene mandeklubber i 1870'erne og er det stadig 150 år senere. Billedet er imidlertid meget forskelligt:

I SF og Enhedslisten er der lige mange mænd og kvinder, mens skævheden vokser fra 60 til 65 procent mænd i Socialdemokratiet og midterpartierne til 70 til 85 procent mænd i den blå blok.

Partiernes karakter af mandeklubber har afskrækket mange kvinder fra at melde sig ind og har fået andre kvinder til at forlade partierne igen, når de er stødt ind i old-boys-netværk. Men kvinder kan selv gøre meget for ligestillingen ved i højere grad at melde sig ind.

Mænd er mere aktive
Med lave medlemstal er det let at lave en paladsrevolution:

At ændre på partiernes skæve opstillingsmønstre. Opstilling er nemlig trin to i karrierepyramiden. Mænd er i klart overtal: 68 procent af kandidaterne ved kommunalvalget i 2017 var mænd.

Mange af de lokale foreninger har under 100 medlemmer, og mange er inaktive veteranmedlemmer. 20 aktive kvinder kan melde sig ind og tage magten i de fleste lokalforeninger. Men sådan har det været i årtier, uden at det er sket.

Kvinder er faktisk mindre aktive partimedlemmer end mænd. Og i virkeligheden afspejler opstillingsprofilen med 32 procent kvinder næsten på decimaler kvinders andel af partimedlemmerne.

Kan man forvente flere kandidater, når der er så få kvinder i partiernes medlemslister? Partierne har et ansvar for rekruttering af kvinder som medlemmer og kandidater, men kvinder har også et ansvar for at melde sig ind og være aktive i partierne.

Historisk fravalg af kvinder
Det tredje trin på karrierepyramiden er at blive valgt. Her er tre spillere på banen: De lokale partiforeninger, kandidaterne og vælgerne.

Indtil 1985 var det stort set alene partierne, som bestemte, hvem som blev valgt. Alle partier skulle bruge partiliste, hvor kandidaterne vælges i den rækkefølge partiet opstiller dem.

Fra 1985 blev sideordnet opstillingsform indført, og de fleste partier tog den hurtigt til sig. På en sideordnet liste afgør de personlige stemmer, hvem der vælges – i stedet for rækkefølgen. Indtil 1985 faldt andelen af kvinder typisk med fem til seks procentpoint fra kandidater til valgte politikere.

Eksempelvis var der ved kommunalvalget i 1981 opstillet 27 procent kvinder, men det endte med, at kun 21 procent af kommunalpolitikerne var kvinder.

Partierne fravalgte altså i høj grad kvinder via lav placering på listen. Men som især Enhedslisten og SF har vist, så kan partilisten også bruges til at øge ligestillingen.

Fra 1985 faldt fravælgelsen af kvinder til først fire til fem procentpoint og fra 1997 til to procentpoint. I 2009 steg kvindeandelen for første gang nogensinde i overgangen fra kandidater til politikere. Ved 2009-valget blev 100-året for kvinders kommunale valgret fejret og den store opmærksomhed gjorde en stor forskel.

Udover øget opmærksomhed og en god placering på opstillingslisten kunne lokale partiforeninger gøre mere for at støtte kvinder i valgkampen – men skal der gøres mere?

Figur: Fravalg og tilvalg af kvinder ved kommunalvalgene 1970 til 2018

Andel valgte kvinder, andel opstillede kvinder. Kilde: Kilde: Statistiske Efterretninger, diverse år

Vælgerne kan hjælpe
Opmærksomheden på ligestilling er nemlig forskellig i partierne, og partierne er politisk uenige om ligestilling både i forhold til mål og midler.

Ved kommunalvalget i 2017 lå kvindeandelen i Alternativet, SF, og Enhedslisten på 41 til 45 procent af kandidaterne, mens Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre lå på 31 til 34 procent, og den blå blok havde sammen med lokallisterne kvindeandele på kun 21 til 29 procent.

De markante forskelle viser, at ligestilling har en politisk dimension, hvor partierne ser forskelligt på, hvor alvorlige skævhederne er, og hvad der kan/skal gøres.

Vælgerne kan imidlertid helt uafhængigt af partierne vende op og ned på kønsprofilen. Hvis vælgerne – eller bare de kvindelige vælgere – systematisk stemte på kvinder, så kunne enhver kommunalbestyrelse have 50 procent kvinder. Kvinder stemmer faktisk mere end mænd, men kvinder stemmer ikke i særlig grad på kvinder.

I 2017 var valgdeltagelsen 3,6 procentpoint højere for kvinder. Men de kvinder, som stemte personligt, havde fordelingen 64/36 procent på mand/kvinde-kandidater, mens mænd, som stemte personligt, havde fordelingen 70/30 procent. Kvindelige vælgere hjælper altså kun i meget begrænset omfang kvinder med at blive valgt.

Endelig kan kvinder selv også gøre en forskel, hvis kvindelige kandidater fører en mere aktiv kampagne end mandlige. Der er ikke noget, som tyder på, at kvinder gør mindre end mænd som kandidater, men kvindelige kandidater skal reelt overpræstere for at kompensere for den systemiske modstand i partierne og blandt vælgerne.

I samspillet mellem valgsystem, partiforeningers udvælgelse, kandidaternes indsats og vælgernes valg står kvinder trods alt stærkere end for 30 eller 50 år siden, men ligestillingen er stadig langt væk. Det gælder endnu mere i borgmesterstolene.

Få kvindelige spidskandidater
Det fjerde og sidste trin mod toppen af dansk kommunalpolitik er nemlig at blive valgt som borgmester.

Borgmesteren vælges af byrådet/kommunalbestyrelsen efter kommunalvalget. Men i virkeligheden ligger magten et helt andet sted: I de lokale partiforeninger.

En til to procent af vælgerne – de aktive i partierne – afgør reelt, hvem der bliver borgmester. Når spidskandidaterne er valgt i Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, så er borgmesteren reelt også valgt i næsten alle kommuner.

Partimedlemmernes forkærlighed for mænd som spidskandidater er altså den primære forklaring på, at der i 2017 kun blev 14 kvinder og en massiv overvægt af 84 mænd på borgmesterposterne.

Old-boys-netværk i partierne vælger altså ikke kvinder som spidskandidater. Og intet tyder på, at partiforeningerne – eller partilederne på landsplan – kæmper for ligestilling på borgmesterposterne.

Et "stort" spring opad
Hvis kommunalvalget 2021 skal styrke ligestillingen, er det i de kommende måneder, at de store slag skal udkæmpes på partiernes opstillingsmøder. Det er nemlig en til to procent af vælgerne – de aktive partimedlemmer – som reelt bestemmer, hvem som bliver valgt.

I de store partier er spidskandidaterne og dermed borgmestrene allerede valgt. Og intet tyder på et skred i retning af ligestilling på borgmesterposterne. Men for de øvrige kandidater er spillet stadig åbent i de fleste lokale partiforeninger.

Er der slet ingen basis for optimisme på ligestillingens vegne? Tjo, kvinder fravælges ikke længere så meget på valgdagen. Men det hjælper ikke meget, før der opstilles flere kvinder.

Ved kommunalvalget i 2017 tog kvindeandelen blandt de valgte dog et "stort" spring opad. Hvor stigningen over 30 år har været på 0,93 procentpoint per valg, var den i 2017 på hele 2,1 procentpoint.

Med det "lyntempo" skal der kun otte kommunalvalg til ligestilling. Så i bedste fald kan vi fejre ligestilling "allerede" om 32 år i 2052 i stedet for i 2089.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)