Hvad er socialdemokraternes pointe med at dæmonisere landets forældre?

Man skal høre meget, før ørerne falder af, lyder et gammelt mundheld. Og det er godt at huske på. Ikke mindst hvis man frekventerer Socialdemokraternes favorit-medie Facebook.  

Lige nu cirkulerer en kampagnevideo af social- og ældreminister Astrid Krag nemlig, som skal understøtte partiets satsning på flere tvangsfjernelser og tvangsbortadoptationer. Det er den satsning, der foreløbig er udmøntet i det nyligt fremsatte forslag til ”Barnets lov”. Og kampagnevideoen er ikke for svage sjæle.

I den bevæger en patosstyret, alvorstung og dog så rutinepræget minister sig rundt i en ”helt almindelig” bolig, mens hun fremsiger meningsløsheder og floskler fra regeringens parole-katalog. Astrid kigger ind i køleskabet og siger: ”ulighed i opvæksten for børn er den værste uretfærdighed der findes,” og væk er justitsmord, ofre for grov kriminalitet og andre urimeligheder, nej, det forhold, at nogen er mindre lige er den største uretfærdighed. Nuvel.

Og sådan går det slag i slag, med regeringens standardfraser om, at børnene skal høres, og at forældrene er fordrukne, og forældrene har for mange rettigheder, og så videre og så videre. I det store hele løst og faktafrit.

Er der på baggrund af den pågældende undersøgelse belæg for at sige som Socialdemokratiet, at godt 100.000 børn har været udsat for grov vold? Nej det er der ikke.

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Der er for eksempel tale om ”tusindvis af børn”, og at ting sker ”alt for ofte”. Men så optræder der pludselig i dette tal-frie, postulerende rum, et fakta-ark, der er klippet ind, hvor der står, at ni procent af alle børn har været udsat for grov vold i hjemmet. Videoen ulejliger sig ikke med en kilde. Så dette løse faktum hænger og funkler aldeles u-underbygget i sammenhængen.

Der er over 1.100.000 børn under 18 i Danmark. Så ifølge Socialdemokratiet og Astrid Krag er der begået grov vold imod godt 100.000 af dem.

Men hvad er grov vold? Normalt sondres der mellem almindelig og grov vold. Det er en sondring, som hidrører fra straffelovens kapitel om forbrydelser mod liv og legeme.

§ 245 omhandler såkaldt grov vold. Den anvendes typisk i tilfælde, hvor volden kan karakteriseres som værende af rå, brutal eller farlig karakter. Strafferammen understøtter alvoren. Den er seks års fængsel.

§245 anvendes ofte i sager hvor der er brugt våben, hvad end disse er reelle våben eller blot genstande anvendt med det formål. Det kan også være slag med eller kast af glas eller flasker eller andre tunge genstande mod ansigtet, uagtet at glasset knuses eller ej.

Den skal ses i modsætning til Straffelovens § 244, som er den almindelige voldsparagraf, som omhandler simpel vold. Den bruges i sager vedrørende slag, spark og den slags. For at være simpel vold er det også en betingelse, at følgerne af volden har været af et begrænset omfang. Strafferammen er fængsel i tre år, men det mest almindelige i praksis er mellem 30 og 60 dages ubetinget fængsel.

Det var jo alligevel bekymrende, tænkte jeg. Tænk hvis der går 100.000 børn rundt, der har været udsat for vold med våben eller for at få smadret glas imod deres små ansigter, eller noget andet tilsvarende voldsomt.

Så kunne det være, at den udtalelse som børne- og undervisningsminister Rosenkrantz-Theil kom med i et Radio24syv-program ('55 minutter', 4. december 2018) om, at hun sagtens med en række forbehold kunne forestille sig et firedobbelt niveau af anbringelser i forhold til det nuværende, eller ca. 50.000 børn, svarende til en hel årgang, begyndte at give mening.

Alarmeret begyndte jeg at søge på "ni procent" og "grov vold".

Og så vidt jeg kan se, har Socialdemokratiet tallet fra det statslige råd, Børnerådet, og en udskældt undersøgelse, som de publicerede fra 2016, i hvilken ni procent af cirka 4000 børn i 7. klasse havde svaret, at de havde været udsat for det, som undersøgelsen kategoriserer som ’grov vold’ i forbindelse med en konfrontation med forældre.

Og her ligger katten begravet. Undersøgelsen definerer nemlig grov vold som slag med flad eller knyttet hånd eller spark eller slag med en genstand, for eksempel en sko eller en bøjle. 

Det vil sige hovedsageligt det, alle andre ville definere som almindelig vold, og der skal lægges til den undersøgelse, at det er selvrapporterede svar fra 13-14-årige børn om de teenagekonflikter, de har haft med deres forældre de seneste 12 måneder. Disse børn er ikke sjældent lige så store som den forælder, de står overfor.

Og lad mig bare sige med det samme, før jeg bliver mødt med en stråmandshær: Jeg mener, man skal lade være med at slå sine børn. Lad for Guds skyld være med det. Også hvis der står en tudetosset teenager og tæver løs på dig, så lav en Gandhi, det er både mere værdigt, og så lever det op til tidens krav til forældreskabet. Det sen-moderne forældreskab kommunikerer som bekendt aldrig i affekt, hverken verbalt eller nonverbalt.

Men er der på baggrund af den pågældende undersøgelse belæg for at sige som Socialdemokratiet, at godt 100.000 børn, det vil sige ni procent af alle børn, har været udsat for grov vold? Nej det er der ikke.

Det er uredeligt, hvis tallet stammer fra denne undersøgelse. Man kan ikke på baggrund af en enkelt aldersgruppe konkludere, at sådan er det i alle aldersgrupper. Og man bør kvalificere, at udtrykket "grov vold" hovedsageligt dækker over det, vi andre forstår som almindelig vold, det vil sige et slag eller spark udøvet under en fysisk konflikt med en person i voksenstørrelse.

Og så bør man søge anden statistik også.

Der er anbragt cirka 14.000 børn lige nu i Danmark. Ifølge en undersøgelse, der er nyere end den Krag og Socialdemokratiet sandsynligvis har brugt ovenfor, så angives vold eller misbrug alene i 13 procent af begrundelserne bag anbringelser i kommunerne. Resten af begrundelserne er langt mere diffuse og subjektive, "bekymrende adfærd" hos børn eller forældre f.eks.

Det er konkret seks procent af iværksatte fjernelser i 2018, hvor overgreb imod barnet er årsagen.

Ikke desto mindre, er det vold og misbrug Socialdemokraterne zoomer ind på i videoen, når de skal begrunde deres politik om at fjerne flere børn. En politik, der savner et solidt videnskabeligt grundlag.

Indtil videre ved vi bare, at når barnet først er fjernet, så taler statistikken voldsomt imod ham eller hende.

Er dette så et kvalificeret indlæg i debatten fra det regeringsbærende parti? Det synes jeg faktisk ikke. Man må spørge sig selv hvad Socialdemokratiet og ministeren får ud af at overdrive vold imod børn herhjemme?

Hvad er pointen med at dæmonisere landets forældre og tilsyneladende fordreje og misbruge tal og begreber?

Er det umuligt for ministeren at tage en nuanceret debat om et emne, som er mange-facetteret, svært og hvor der alene er tabere, hvis man ikke går til det med varsomhed og respekt for de mennesker, det handler om.

Er der ikke længere nogen minimumskrav til politiske partiers saglighed?