Kommentar af 
Johanne Dalgaard

S-regeringen er ikke mere magtfuldkommen end sine borgerlige forgængere

De borgerlige partier lukker øjnene for historien, når de påstår, at Mette Frederiksens regering skulle være magtfuldkommen i en liga for sig, skriver Johanne Dalgaard.

Ingen – heller ikke de store borgerlige partier – var interesseret i at tage det politiske ansvar for at risikere "et nyt Wuhan" i Danmark alene for at redde et skrantende, dyrevelfærdsmæssigt erhverv, skriver Johanne Dalgaard.
Ingen – heller ikke de store borgerlige partier – var interesseret i at tage det politiske ansvar for at risikere "et nyt Wuhan" i Danmark alene for at redde et skrantende, dyrevelfærdsmæssigt erhverv, skriver Johanne Dalgaard.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Johanne Dalgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg orker personligt nærmest ikke at høre mere om minksagen. Som udgangspunkt forekommer hele diskussionen mig at være blæst ubegribeligt langt ud af proportioner set i forhold til den situation, som den centrale fejl blev begået i – og i forhold til konsekvenserne af fejlen.

I den borgerlige diskurs synes det at være en etableret sandhed, at den manglende hjemmel ligefrem var årsagen til aflivningen af minkene. Så én gang til for Prins Knud: Hvis man havde opdaget den manglende hjemmel i tide, ville minkene være blevet slået ned alligevel – blot med få dages forsinkelse.

Ingen – heller ikke de store borgerlige partier – var nemlig interesseret i at tage det politiske ansvar for at risikere "et nyt Wuhan" i Danmark alene for at redde et enkelt, skrantende, dyrevelfærdsmæssigt og mildest talt betænkeligt erhverv. 

Selve den manglende hjemmel har altså alene afstedkommet modvind til regeringen, Mogens Jensens ministerafgang, et halmstrå at gribe efter til en sejlende oppositionsamt en formodentlig noget større kompensation til minkavlerne, end de ellers havde fået.

Selvom jeg er ganske heftigt uenig i, at den aktuelle regering er synderligt mere "magtfuldkommen" end eksempelvis 00'ernes VK-regeringer, så er der selvfølgelig en relevant diskussion at føre

Johanne Dalgaard

En anden etableret borgerlig sandhed synes at være, at den socialdemokratiske etparti-regering er i særklasse magtfuldkommen sammenlignet med sine forgængere, og at dette blandt andet hænger sammen med dens lidt for tætte relation med højtstående embedsfolk, herunder i særdeleshed Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

Selvom jeg er ganske heftigt uenig i, at den aktuelle regering er synderligt mere "magtfuldkommen" end eksempelvis 00'ernes VK-regeringer, der var baseret på Dansk Folkepartis villige mandater, så er der selvfølgelig en relevant diskussion at føre om, hvornår relationen mellem politikere og embedsværk bliver problematisk.

Ved regeringens tiltræden blev det gjort klart, at man ønskede at flytte noget af den enorme magt, der havde koncentreret sig i Finansministeriet gennem årtier, til Statsministeriet. Samtidig placerede man Martin Rossen i den hidtil ukendte rolle som "stabschef" i Statsministeriet.

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet har haft til hensigt at styrke den politiske magt i forhold til embedsværket. Men den borgerlige kritik går videre end det.

Den går på, at selve embedsværket er politiseret. At Barbara Bertelsen har en ledelsesstil, hvor hun med kontante sms'er banker fagministeriernes ledelser på plads, fordi hun vil redde "regeringens liv". Og at det er problematisk, at hun og ni andre ledende embedsfolk, der fik kritik i Minkkommissionsens rapport, ikke er blevet sendt hjem, men i stedet passer deres arbejde, mens behandlingen af deres tjenstlige sager varetages af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

I det omfang, at hele minkmisæren rejser spørgsmål om tilliden til embedsværket, har det imidlertid næppe meget at gøre med spørgsmålet om hjemsendelse eller ikke-hjemsendelse i kølvandet på kommissionens rapport.

Snarere handler det om de generelt flydende grænser i arbejdsdelingen mellem politikere, spinfolk og (top)embedsfolk, som er en meget længere historie end den om regeringen Mette Frederiksen. 

Læs også

Professor Tim Knudsen har siden 00'erne skrevet spalte op og spalte ned om politiseringen af embedsværket, og DR-journalist Jesper Tynells 'Mørkelygten' dokumenterede de metoder, som visse embedsmænd tog i brug for at fremmanipulere den virkelighed, der blev efterspurgt af ministre under VKO-flertallet.

Da Venstre og Konservative genvandt regeringsmagten i 2015, var noget af det første, den foretog sig, at lukke den kommission, der skulle undersøge, hvordan Danmark kom med i Irak-krigen på et fejlbehæftet grundlag. Det overrasker vel ikke umiddelbart, at pleaser-kultur tilsyneladende stadig er fremherskende i toppen af embedsværket. Men findes der en kur?

Som man siger: "Culture eats strategy for breakfast." Når først der er etableret en kultur, hvor ryggesløse yes men uden problemer flyder til tops i hierarkierne, så kræver det nok mere end et slag over næsen til en håndfuld individuelle embedsfolk at ændre den.

Det kræver en mere gennemgribende kulturforandring. Og i tilfældet med embedsværket i centralforvaltningen ville det kræve, at den til enhver tid siddende regering ønsker den forandring og sætter sin vilje bag den.

Problemet er jo så, at det har den til enhver tid siddende regering ikke ret meget interesse i, fordi den til enhver tid siddende regering gerne selv vil bruge embedsværket til sin egen fordel i videst muligt omfang.

Det vil sandsynligvis kræve en større omkalfatring af hele systemet at gøre op med det. Altså en forfatningsændring, som jeg umiddelbart ikke er optimistisk over for, at der vil opstå politisk stemning for lige foreløbig. Men man kan jo altid drømme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00