Så meget får din kommune fra værdighedsmilliard

KORT: Landets kommuner har de seneste to år modtaget midler fra den såkaldte ældremilliard. Se her, hvor meget din kommune har modtaget.

Placeholder image
Dansk Folkeparti fik i forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 forhandlet en såkaldt værdighedsmilliard til de ældre hjem. Foto: /ritzau/ Kaare Smith

To milliarder mere til de ældre fordelt på to år og 98 kommuner. Det giver i gennemsnit omkring 20 millioner kroner til hver kommune.

Men pengene falder vidt forskelligt, alt efter om man ser på fordelingen gjort op i forhold til hver kommunes indbyggertal eller per ældre borger på over 65 år.

Det viser Altingets opgørelse på baggrund af tal fra Ældreministeriet for, hvor mange penge hver enkelt kommune har modtaget samlet for 2016 og 2017 fra værdighedsmilliarden.

 

 

Ser man på fordelingen gjort op i forhold til antallet af indbyggere, er det særligt en række landkommuner, som har fået mere end gennemsnittet.

Ud over de tre små økommuner Læsø, Samsø og Ærø så ligger også Langeland, Lolland Bornholm og Odsherred et godt stykke over gennemsnittet. Alle får mere end 500 kroner per indbygger set i forhold til et landsgennemsnit på godt 350 kroner per indbygger.

I bunden finder man ikke mindst storbykommuner som Aarhus og København. Indtægterne for sidstnævnte er under 200 kroner per borger.

Velhaverkommuner ligger højt
Værdighedsmilliarden fordeles ud fra objektive kriterier for kommunernes udgiftsbehov til ældre, som Økonomi- og Indenrigsministeriet står for.

Og ser man på, hvordan penge er fordelt ud fra antallet af ældre over 65 år i kommunen, så er der langt mindre variation på tværs af kommunerne.

I den høje ende finder man flere mere velhavende kommuner som Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Frederiksberg og Gentofte, som alle har indtægter på mere end 2.000 kroner per indbygger over 65 år.

Det samme gælder også for kommuner som Langeland, Ærø, Hvidovre og Glostrup.

Landsgennemsnittet er på cirka 1.950 kroner. Og de kommuner, som får mindst fra værdighedsmilliarden målt per ældre over 65 år, har indtægter for lige omkring 1.700 kroner for hver borger i denne aldersgruppe.

Den samlede variation går fra 2.258 kroner per borger på over 65 år til 1.695 kroner. Det vil sige med et udsving på plus/minus 250 kroner i forhold til landsgennemsnittet på 1.949 kroner.

Dokumentation

Værdighedsmilliarden

Den tidligere V-regering har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative  i Aftalen om finansloven for 2016 permanent afsat 1 mia. kr. årligt, som skal understøtte prioriteringerne i værdighedspolitikken. 

Alle kommuner i Danmark skal lave en værdighedspolitik, der beskriver de overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet for den enkelte kommune. 
 

Kommunerne skal i fire år redegøre for, hvordan de ekstra penge vil blive brugt. Redegørelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside og indsendes til Sundheds- og Ældreministeriet.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet



Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser