Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.

Det gik langtfra ubemærket hen, da Mette Frederiksen 4. juli præsenterede sit nyoprettede politiske sekretariat i Statsministeriet, en uge efter regeringens ministre blev præsenteret. 

Lars Løkke Rasmussen kaldte det et frontalangreb på den danske forvaltningstradition, Pia Kjærsgaard undrede sig over hvordan Rossen skulle stilles til ansvar, og Jens Rohde udtalte i forbindelse med indkaldelsen til et møde i Folketingets Præsidium, at "vi er nødt til at vide, om vi har fået en ny vicestatsminister eller ej".  

Derfor tog vi her på Altinget initiativ til en debat om det danske embedsværk og dets placering og magt i det danske demokrati. En debat, hvor tidligere departementschefer, politikere og forskere har bidraget med vinkler på den tendens, Rossens ansættelse repræsenterer. Ud af debatten trådte to perspektiver, der på den ene side ikke er uenige med hinanden om, at det politiske niveau har brug for mere styrke, men på den anden er uenige om, hvordan styrken skal komme til udtryk. 

Debatten tog rigtig fart, efter Altinget dækkede notatet fra Folketingets jurister i Lovsekretariatet, der slog fast, at Martin Rossens rolle ikke var ulovlig. Samtidig skrev chefredaktør her på Altinget, Jakob Nielsen, en kommentar, der betonede, at selvom Rossen kommer ind i Statsministeriet med politisk pondus, er hans ansættelse intet stort juridisk nybrud, hvilket fik DF's Morten Messerschmidt til at fare i blækhuset.

"Er det nyt med embedsmænd i regeringsudvalg, spørger han (Jakob Nielsen, red.). Svaret er et rungende ja, men alligevel bliver spørgsmålet fejet af banen med henvisning til, at det jo er et regeringsanliggende! Er Martin Rossen undtaget for kontrol, spørger da Nielsen. Atter er svaret et rungende ja, men også her viger Jakob Nielsen uden om sit eget spørgsmål. Pinligt," skrev Messerschmidt. 

Debatten har med andre ord ikke skortet på bimlende alarmklokker. 

Modvægten til det politisk farveløse 
Men fra tidligere departementschef Peter Loft er observationen, at ansættelsen af Martin Rossen repræsenterer en tendens, der er "en naturlig følge af mange års udvikling, hvor embedsmænd i stadig stigende grad har udfyldt det tomrum, de selv har været med til at skabe". Et stigende ministerielt behov for politisk rådgivning og ditto innovation har været en mangelvare i embedsværket, og derfor har politikerne set sig nødsaget til at rekruttere med øje for politikskabelse.

Det er også tomrummet, den tidligere særlige rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen, fremhæver i en kommentar. Embedsværket har brug for at blive udfordret politisk af folk som Rossen, fordi der, siden Fogh forlod Statsministeriet, har været et udpræget ledelsestomrum, som embedsmændene har taget til sig: "og det er faktisk demokratisk usundt," som han skriver. 

Styrkelsen af Statsministeriet skal givetvis agere både politisk og faglig modvægt til den finansministerielle logik, som Socialdemokratiet har gjort sig til åbne kritikere af, og som også Loft mener er en stærkt begrænsende kraft i fagministerierne. Opfindsomheden og mulighederne for at iværksætte nye politiske initiativer er blevet dæmpet, er Lofts analyse, og selvom det kan være godt i et strengt økonomisk perspektiv, har det også medført, "at skiftende regeringer er kommet til at fremstå farveløse (…) og fattige på idéer." 

Rossens rolle er ifølge Loft en egentlig nyskabelse, og hans placering i de centrale udvalg viser, at hans ord får større vægt i de politiske drøftelser end de øvrigt tilstedeværende embedsmænd, nemlig departementscheferne. Men det er en nødvendig nyskabelse. 
I denne optik er det neutrale embedsværk ikke blevet kørt over af den politiske mejetærsker, men det er heller ikke en hellig, urørlig størrelse. Embedsværket må ikke ligge brak.  

Viceministre eller politikmagere
Ifølge professor emeritus Tim Knudsen opstår problemet imidlertid, når den politiske styrkelse kombineres med manglende kontrolmekanismer. I hans optik havde det været bedre at ansætte Rossen som vicestatsminister, fordi det havde underlagt ham parlamentarisk kontrol. Rossen har fået "stor magt uden at skulle stå til ansvar for Folketinget og offentligheden".  

Dette problem kan ifølge Knudsen løses ved at udnævne viceministre – men på den rigtige måde, som han understreger med referencer til både H.C. Hansen i 1950'erne og Jens Otto Krag i midten af 1960'erne. Ministrene skal selv have lov til at hyre og fyre viceministrene for at sikre et klart over- og underordningsforhold. På den måde kan de demokratiske fordele ved at styrke den politiske rådgivning i ministerierne høstes, uden den ifølge Knudsen problematiske kontrolfritagelse, som Rossens titel indebærer.  

Men hvad hvis det netop ikke er flere politikere, der er brug for? Og har vi egentlig et problem med ansvarspådragelse, hvis sandheden om Rossen ikke er, at han er en politiker i det gedulgte, fordi han aldrig kommer til at sidde med hænderne på beslutningsknappen?  

Ifølge tidligere departementschef Jørgen Rosted er regeringens nyoprettede politiske sekretariat logisk, set i lyset af regeringens forståelsespapir og de krav, det stiller til klima-dagsordenen og ambitionerne om at lave en differentieret tilbagetrækning. Her får den stadig nye regering brug for at opkvalificere ministerierne politisk – de får brug for 'politikmagere', som Rosted betegner dem. Skal regeringen have en chance for at levere resultater på både klimamål, tilbagetrækning, velfærdsløft, ulighedsopgør og i kampen mod finansministeriets blå regnemodeller, er der brug for politisk power. Her kan et trægt embedsværk, der favoriserer status quo, blive en stopklods, hvis de ikke mødes med klart formulerede, vefunderede politiske krav.  

Disse politikmagere skal ikke holdes politisk ansvarlige, for det er i sidste ende ministeren, der træffer beslutningen. "Er der embedsmænd eller rådgivere, der ikke forstår det, holder de ikke længe," skriver Rosted.  

Det er også den tankegang, statsminister Mette Frederiksen selv lægger op til. Rossens deltagelse indebærer ikke beslutningskraft, men rådgivning og input til drøftelser. "Arbejdet i Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget er sådan, at det er henholdsvis mig og finansministeren, som sidder for bordenden. Når der træffes beslutninger på et givent område, så er det ministeren. Det er i drøftelserne, at han indgår på lige fod," sagde Frederiksen om Rossens rolle til Jyllands-Posten 11. september.  

Politiske kabinetter ind ad bagdøren 
Sophie Løhde (V), Mai Mercado (K) og Peter Skaarup (DF) lufter en række bekymringer i et debatindlæg i Altinget, hvor de inden de åbne samråd 27. september betegner Rossens ansættelse som et demokratisk skred. "Der er ingen, der arbejder på mine vegne," svarede Frederiksen på samrådet og understregede, at hun ikke kunne se det demokratisk problematiske i at nogen havde faste pladser i udvalg, så længe der ingen tvivl er, om hvem der har ansvaret i sidste ende. Hun vurderede også, at de borgerlige partiers kritik ville forstumme, hvis de en dag skulle stå i hendes situation. "Jeg vil tro, at det overlever et regeringsskifte," sagde hun til samrådet.  

Hele debatten om Rossen, viceministre versus politikmagere kommer dog også let til at dække for en besindelse på historien. Nemlig den, at de politiske sekretariater har været undervejs, siden Anders Fogh Rasmussen oprettede politiske sekretariater i Skatteministeriet i slutningen af 1980'erne. Det gør tidligere særlig rådgiver for Kristian Jensen, Christopher Arzrouni, opmærksom på i sin kommentar til Altinget. Nu skal man så ifølge ham bare huske at holde øje med, hvordan ministerierne konkret bemandes: 

"Hvor Foghs sekretariat blev bemandet helt uden ministerens indblanding, risikerer man, at succeskriteriet for nye sekretariater bliver at kunne sympatisere med ministerens politik – og ikke bare forstå den. Hvis det er tilfældet, har de pågældende embedsmænd begrænset brugbarhed for en senere minister. Og så har vi ad bagvejen fået de kabinetter, som er så omdiskuterede," skriver Arzrouni.  

Dermed er vi fremme ved en anden potentiel konsekvens af udviklingen i og omkring embedsværket. For selvom der hverken er noget ulovligt i Rossens ansættelse eller – i hvert fald ifølge visse iagttagere – problemer med den indflydelse, han får, så kan den langsigtede konsekvens være, at kontinuiteten i embedsværket lider et knæk.  

Det er dér, debatten står og det er dér, valget om embedsværkets udvikling skal træffes. Status quo sikrer stabilitet, men risikerer at blive en forhindring for effektiv implementering af demokratisk valgte beslutninger. Et mere politiseret embedsværk kan – er håbet – være mere leveringsdygtige i forhold til de folkevalgte. En positiv afledt effekt heraf kan ligeledes være en øget tillid til politikere, fordi de simpelthen formår at slå igennem. Men risikoen ved den model er at oparbejde en ny træghed fra de mange skift og den mistede erfaring.

I Sverige skifter centraladministrationen flere hundrede politisk udpegede embedsmænd ud efter valg, når magten skifter hænder. Skiftedage i den størrelsesorden medfører uvægerligt en transitionsperiode og en overhængende risiko for erfaringstab. 

Den rette konklusion i denne strid afhænger af øjnene, der ser. Klart står det dog, at Rossens ansættelse har fornyet debatten om embedsværkets rolle i det 21. århundredes danske demokrati. Det er tydeligt, at den nuværende regering vil være sikre på, at de sætter et klart rødt aftryk. Rossen er et eksempel, men det understreges også af den bemærkelsesværdigt høje mængde stillingsopslag, ministerierne lige nu slår op med ansættelser, der er tidsbegrænsede til en valgperiode. 

Tilbage står spørgsmålet, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har nået at stoppe op og tage stilling til dem. Spørgsmålet om, hvorvidt vi faktisk har det embedsværk, vi tror, vi har, er det vigtigste spørgsmål at tage med videre fra denne debat. 

Forrige artikel "Vi står stærkere end længe": Læs hele Isabella Arendts landsmødetale Næste artikel Kristendemokraterne har nu officielt valgt ny landsformand Kristendemokraterne har nu officielt valgt ny landsformand
Fem nedslag fra Venstres landsmøde

Fem nedslag fra Venstres landsmøde

VENSTRES LANDSMØDE: Løkkes og Jensens farvel var blandt de spændende ting på Venstres landsmøde i Herning. Og så var der markeringer i forhold til Venstres værdipolitik.