Scavenius vil indføre rationering: Det er et mildt politisk instrument i forhold til klimakrisens omfang

Der er ikke noget hokus-pokus over klimakrisen. Vi ved, hvad problemet er. Vi kender de tekniske løsninger.

Det, vi mangler, er de politiske instrumenter, som kan gribe om problemets rod og gennemtvinge en omstilling på en effektiv, hurtig og retfærdig måde.

Ét af de instrumenter er rationering.  

Ordet rationering lyder ekstremt. Det fører vores tanker hen på Anden Verdenskrig. Og det er også ok, hvis det får dig op af stolen. Det er vigtigt, at alle forstår, at det er alvor nu. 

Rationering er det milde instrument
De fleste borgere og politikere i Danmark anerkender, at klimaforandringerne er en af menneskehedens største kriser. Men det virker som om, de alligevel ikke helt har taget den erkendelse ind. Deres krisebevidsthed er simpelthen alt for lav. Måske fordi de har svært ved at tage den fulde konsekvens af deres viden, værdier og følelser. 

Ordet rationering er ment som et wake-up-call. Som en måde at fortælle borgerne og politikerne på, at klimakrisen er ikke noget, vi blot skal snakke om, have gode intentioner om, men som vi rent faktisk også skal handle på.

Og handling er ikke blot spredt fægtning, som hvis der er hul i taget og det drypper ind, og man blot sætter et par spande op. Nej, handling er at bestille en håndværker til at lappe taget, således at der ikke går skimmelsvamp i hele huset.  

Vi bidrager med vores adfærd og overforbrug af CO2-udledning direkte til, at andre mennesker vil dø og blive tvunget fra deres hjemegne.

Theresa Scavenius
Talsperson, Momentum

Klimakrisen er i sin essens det problem, at vi har et begrænset mængde CO2, som vi kan udlede i atmosfæren uden at det skaber større forandringer i klimaet. Men alligevel fortsætter vi med at investere i fossil infrastruktur. 

Den politiske klimakrise handler med andre ord ikke om, at vi ikke har værktøjer til at løse krisen. Eller at vi ikke ved, hvad der skaber klimaforandringerne.

Den politiske klimakrise er det basale problem, at politikerne ikke har haft rettidigt omhu til at omstille vores samfund i tide. Det betyder, at vi har en meget begrænset mængde CO2 tilbage at udlede. 

Drastiske instrumenter
Rationering af det resterende CO2-budget er ligesom at bestille en håndværker, der fikser hullet i taget. Én gang for alle. 

Men på en skala fra 1-10, så tror jeg det store flertal i praksis ligger på under en 5’er. Ja, de overvejer at købe en elbil, ja, de tænker over at spise mindre kød, ja, de læser bekymret artikler om klimakrisen, men alligevel kræver de ikke, at vi som nation lever inden for vores CO2-budget.

Det samme gør politikerne heller ikke. Ja, de siger klimakrisen er vigtig at håndtere, men der kommer hele tiden ting i vejen, som er vigtigere. Og i mellemtiden bruger de tiden på at udbygge den fossile infrastruktur med for eksempel en gasledning til Lolland. 

Men på kriseskalaen skal vi helt op på en 8-9-10’er, hvis folk skal forstå, hvorfor vi som klimaparti foreslår rationering af vores resterende CO2-budget. Så hvis man ikke har forstået krisens omfang, vil man heller ikke kunne forstå vores politiske løsninger af krisen.  

Men hvorfor er det nu, at klimakrisen er en så stor krise, at vi skal gribe til drastiske instrumenter for at løse den?

Klimaforandringer giver mindre demokrati og frihed
Klimaforandringer handler om, at planeten bliver varmere. Men hvad betyder det egentligt? Er det ikke meget rart at få lidt varmere somre i Danmark, ville nogen måske tænke? Jo det er det måske. Men blot to ting viser det dystre bagtæppe, den sommervarme har. 

Når det bliver varmere, smelter den is, som har samlet en masse vand, der tidligere havde oversvømmet en masse land. Mange af de landområder vil igen blive oversvømmet. Det gælder selvfølgelig særligt kysterne, og i dag er det sådan at langt størstedelen af alle store byer ligger ved kysterne. Det betyder, at for eksempel New York vil blive oversvømmet mange gange om året. 

Her kan man gøre to ting: sætte en hel masse dyr kystbeskyttelse op eller flytte byerne. Der er for eksempel en forsker på DTU, som har foreslået at flytte Danmarks hovedstad til Roskilde. 

En anden pointe er, at vi snakker gennemsnitstemperatur, når vi snakker opvarmning på 1,5, to, tre eller fire grader. Mange steder vil temperaturerne stige markant mere i længere perioder.

Det betyder, at lande som Indien, Pakistan, Mellemøsten og Nordafrika vil blive ramt af flere og flere hedebølger. Scenariet er, at der vil blive flere og flere perioder, hvor mennesker ikke kan gå ude på gaden, fordi det er for varmt.

Og det er ikke et scenarie langt ude i fremtiden. Sådan er det allerede. I sommeren 2019 kom temperaturen op omkring 50 grader i Indien blot for at nævne et eksempel. 

Mange mennesker vil dø
Hvad betyder det så for os i Danmark? Er det vores problem? Eller er det blot noget som udvider listen af den uretfærdighed, som vi i forvejen har vænnet os til er meget lang?

Ud fra et moralsk synspunkt bør vi forholde os til det, fordi vi selv er med til at skabe den temperaturstigning, som helt naturligt og konkret vil dræbe en masse mennesker. Vi bidrager med vores adfærd og overforbrug af CO2-udledning direkte til, at andre mennesker vil dø og blive tvunget fra deres hjemegne.

Den politiske klimakrise er det basale problem, at politikerne ikke har haft rettidigt omhu til at omstille vores samfund i tide. 

Theresa Scavenius
Talsperson, Momentum

Ud fra et sikkerhedspolitisk og økonomisk synspunkt bør vi også forholde os til det. Prøv at forestille dig, hvad der sker, når store dele af de landområder, hvor der i øjeblikket bor millioner af mennesker, i lange perioder bliver for varme til, at folk kan opholde sig udendørs.

Mange mennesker vil dø. Og mange mennesker vil forsøge at søge mod det køligere nord. Det er igen en hel naturlig og forudsigelig udvikling. 

Det betyder, at hvis vi ikke vil ændre vores forbrug for CO2-belastende teknologier og inspirere resten af verden til at følge trop, så skal vi begynde at forholde os til, hvad vi gør økonomisk og sikkerhedspolitisk i en situation, hvor en milliard mennesker har brug for nye steder at bo og få mad.

Det vil udfordre vores fødevaresikkerhed, økonomiske handel med disse lande, forsyninger af medicin og så videre. Det vil helt naturligt skabe et ekstremt stor pres på vores politiske system. I sidste instans vil det betyde mindre demokrati, mindre frihed, mere krig og ustabilitet. 

Ikke langt ude i fremtiden
Og hvornår vil alt dette så ske? Ja, det vil ske i slutningen af dette århundrede. Det lyder jo som noget, der ligger langt ude i fremtiden. Men det er det faktisk ikke. Det er om under 80 år. Det vil sige, at det er i mine og dine børn eller børnebørns levetid.

Det kan måske føles, som at konsekvenserne ligger langt ude i fremtiden, men det er os nu, der er de eneste, der kan gøre noget. Hvis vi ikke sænker vores CO2-forbrug drastisk de næste ti år, så er det for sent. Så vil vi have ændret jordens klima uigenkaldeligt de næste mange tusinde år.