Seniorforsker: Det rette tidspunkt for svensk og finsk Nato-medlemskab kommer aldrig

Det siges, at timing er ligeså vigtigt som substans i politik. Som regel er politik statisk og tålmodighedsprøvende, men pludselig kan det gå stærkt, hvis timingen er den rette.

Blot inden for den sidste måned har den danske regering og ledende politikere søsat en række sikkerheds- og forsvarspolitiske initiativer, hvoraf de vigtigste tre er: At Stationeringspolitikken - der siden 1953 har betydet ingen fremmede tropper på dansk territorium i fredstid - opgives; At der skal holdes folkeafstemning om opgivelse af det danske forsvarsforbehold i EU fra 1993; Og at forsvarsforligspartierne har vedtaget et nationalt kompromis om varigt at afsætte 2 procent af BNP til Forsvaret inden udgangen af 2033.

Ingen af initiativerne har substantiel betydning i forhold til de aktuelle krigsbegivenheder i Ukraine. Forhandlingerne med USA om stationering af amerikanske styrker, fly og materiel har angiveligt stået på i længere tid og vil fortsætte en tid endnu.

Hele det nordeuropæiske strategiske billede ville være forandret i ét hug.

Hans Mouritzen
Seniorforsker, DIIS

Opgivelse af et dansk EU-forbehold har ingen afskrækkende virkning i forhold til Rusland. Og det nationale kompromis får primært virkning på sigt, selvom der er afsat en reserve til akutte foranstaltninger i år og næste år.

Desuagtet er der ingen tvivl om, at alle tre initiativer er timet i forhold til stemningen i befolkningen. Sjældent eller aldrig har der været en mere forsvarspositiv holdning; det gælder kort sagt om at ’smede mens jernet er varmt’.

Svensk-finsk kattepine

Også i Sverige og Finland er store sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger blevet aktualiseret af krigsbegivenhederne, blandt andet én af mere fundamental betydning end de danske initiativer: Muligt medlemskab af Nato.

Sverige har som alliancefri holdt sig udenfor krige i over 200 år og Finland siden 1944. De to lande har en underhåndsaftale om – i givet fald – at ansøge samtidig om medlemskab; hvis kun Sverige søger, forventes der kompenserende russisk pres på Finland. Og et isoleret finsk medlemskab giver ikke mening rent militærlogistisk.

Opinionsmålingerne i de to lande har flyttet sig markant som følge af krigen, så der nu er et flertal i begge lande for medlemskab. Tænk tanken hvis det skulle realiseres: Hele det nordeuropæiske strategiske billede ville være forandret i ét hug.

Putins felttog i Ukraine ville i så fald stå som et af krigshistoriens største selvmål. Men sådan kommer det næppe til at gå.

Historiske drøftelser

I den finske Rigsdag er i skrivende stund kun de Konservative og Svenska Folkpartiet tilhængere af medlemskab.

Med en reel russerfrygt, specielt i Sverige, befinder Sverige og Finland sig i et penibelt alliancepolitisk dilemma

Hans Mouritzen
Seniorforsker, DIIS

Ifølge den svenske statsminister Magdalena Andersson vil en svensk Nato-ansøgning "yderligere destabilisere situationen i Europa". Forud for denne udtalelse var Finlands præsident Ninistö til forhandling med præsident Biden i Washington, med Sveriges statsminister som deltager per telefon.

En uge efter erklærede Finlands forsvarsminister Kaikkonen sammesteds efter et møde med sin amerikanske kollega, at tidspunktet ikke var det rette. Men alene det at USA og Finland holder forsvarsministermøde er historisk opsigtsvækkende.

Reel russerfrygt i Sverige

Ruslands udenrigsministerium har 12. marts gentaget tidligere trusler om, at svensk Nato-medlemskab vil medføre "alvorlige politiske og militære modforholdsregler" fra Rusland, hvilket enhver jo kan fortolke som man vil.

Sveriges udenrigsminister Ann Linde har betakket sig for den type udtalelser; "svensk sikkerhedspolitik bestemmes af Sverige", slår hun fast. Formelt har hun selvsagt ret, men den russiske reaktion er jo immervæk en vigtig del af den destabiliserede situation, som hendes egen statsminister har talt om.