Signild Vallgårda: Mange overvurderer sundhedsvæsenets betydning for levetiden

Sundhedsvæsenet æder en stadig større andel af BNP, men måske ville man opnå bedre velfærd ved at prioritere skoler, plejehjem eller børnehaver, skriver Signild Vallgårda.

Hvis man vil gøre noget for levealderen, skal man hæve tobaksafgifterne, frem for at poste flere milliarder i sundhedsvæsenet, skriver Signild Vallgårda. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Signild Vallgårda

Professor emerita, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når vælgerne skal prioritere, hvilke politikområder der skal have flere ressourcer, scorer sundhedsvæsenet ofte meget højt. Det samme gælder for politikerne. Hvad kan det skyldes? Hvorfor er sundhedsvæsenet vigtigere end skoler, plejehjem og børnehaver?

Fra årtusindeskiftet frem til 2019 steg sundhedsudgifterne med 69 procent og deres andel af bruttonationalproduktet (BNP) voksede fra 7,9 procent til 9,8 procent i løbet af 16 år.

Pengene blev brugt på langt flere ansatte, som kunne tage sig af det stigende antal ambulante behandlinger og indlæggelser. Aktiviteten voksede dog ikke så meget som udgifterne. Den andel af BNP, som blev brugt på andre velfærdsområder, stagnerede eller faldt.

Måske prioriteres sundhedsvæsenet så højt, fordi mange har den opfattelse, at sundhedsvæsenet har en afgørende betydning for, hvor længe vi lever. Ved at bruge penge på det, kan vi holde døden fra døren lidt længere.

Vækst begyndte i 50'erne
Ser man over en længere tidsperiode, kan man se, at den store vækst i udgifterne til sundhedsvæsenet begyndte i 1950’erne, og at den kom samtidig med, at væksten i mænds middellevetid stagnerede. Den største vækst i middellevetiden fandt sted i perioden fra år 1900 til århundredets midt, da steg den med 19 år, uden at sundhedsvæsenet voksede i nær samme omfang som de følgende 50 år.

Hvis man tror, at det fremfor alt er sundhedsvæsenet, der er med til at lægge år til vore liv, kan det være en skræmmende tanke, at væsenet ikke bliver ved med at vokse.
Signild Vallgårda
Professor, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet

Antibiotika og en række vacciner blev tilgængelige efter Anden Verdenskrig. De har givetvis haft indflydelse på dødeligheden siden da, men på det tidspunkt var infektionsdødeligheden allerede meget lav. I anden halvdel af 1900-tallet steg middellevetiden kun med 5,5 år, samtidig med at udgifterne til sygehusvæsenet femdobledes og en lang række nye behandlinger blev udviklet.

I årene 2000-2020 steg middellevetiden med 4,5 år - det vil sige næsten lige så meget som i de foregående 50 år. Her havde sundhedsvæsenets indsats givetvis haft betydning. Kræftbehandlingen har medvirket til længere overlevelse i de senere år.

Hvor stort bidraget har været er svært at sige, ligesom det er svært at sige, hvorfor udviklingen var så langsom i anden del af 1900-tallet. En forklaring, som er fremsat på den langsomme udvikling, er andelen dagligrygere, som var meget høj i 1950’erne.

Læs også

Regioner klar med milliardkrav til sundhedsvæsenet

Overvurderer effekt
Fra 1970 faldt den fra knap 60 procent til 13 procenter i 2020. Det varer lidt før et fald viser sig i sygelighed og dødelighed. Det er sandsynligvis blandt andet effekten af færre dagligrygere vi ser på middellevetiden i de senere år.

Mit bud er, at mange mennesker tror, at sundhedsvæsenet har bidraget, og stadig bidrager, væsentlig mere til at reducere dødeligheden, end det faktisk gør. Når jeg holder foredrag og spørger tilhørerne, hvorfor de tror, at middelevetiden for nyfødte steg så voldsomt i den første halvdel af forrige århundrede, er svaret meget ofte lægernes indsats og antibiotika og vacciner.

Viden om, at de først kom på et sent stadium i dødelighedsnedgangen, er ikke udbredt. Heller ikke blandt forskere. Forebyggelseskommissionen skrev i 2009: "Den væsentligste årsag til reduktionen i dødelighed af infektionssygdomme er antibiotikabehandling, som i perioden alene skønnes at have øget middellevealderen med ti år".

Den samlede middellevetid voksede i hele perioden efter anden verdenskrig, hvor antibiotika var tilgængeligt, i alt med omkring ti år, og infektionssygdomme spillede en lille rolle.

Sundhedsvæsenet har sikkert bidraget til at forlænge liv. Mange behandlinger bevirker, at mennesker lever længere, andre behandlingers effekt har man ikke nogen viden om, da den er aldrig undersøgt.

Dødsangst er en stærk faktor
Det er klart, at sundhedsvæsenet også kan meget andet end at udskyde døden. Det kan gøre livet mere tåleligt gennem eksempelvis operationer, som forbedrer syn og rørlighed, og det bidrager i allerhøjeste grad til at gøre døden mindre smertefuld.

Omkring 10 procent af sundhedsudgifterne bruges på mennesker i deres sidste leveår. Måske kunne debatten om sundhedsvæsenet og dets udgifter vinde på, at man ikke så ofte talte om at undgå (eller rettere udskyde) død, og talte mere om at skabe bedre liv. Så kunne proportionerne i forhold til andre velfærdsområder måske blive mere rimelige.

Gode skoler, daginstitutioner og plejehjem skaber også bedre liv. Hvis man tror, at det fremfor alt er sundhedsvæsenet, der er med til at lægge år til vore liv, kan det være en skræmmende tanke, at væsenet ikke bliver ved med at vokse.

Angsten for døden er en stærk faktor i vore liv. Men hvis man virkelig vil gøre noget for at udskyde døden, ville en meget effektiv måde være at sætte tobaksafgifterne væsentligt op. Det ville ovenikøbet ikke være dyrt.

Mit budskab er ikke, at man skal holde op med at bruge penge på sundhedsvæsenet, men spørgsmålet er, om man ikke ved at prioritere andre velfærdsområder lidt højere end nu, og sundhedsvæsenet lidt lavere, samlet set kunne opnå en større forbedring af menneskers liv.

Politik har aldrig været vigtigere