Interview: "Hvis klimaet alene betød noget, så skulle vi alle sammen bo i byen"

I landsbyen Torup i Nordsjælland ligger økosamfundet Dyssekilde.

Her lever et par hundrede beboere efter bæredygtige principper med egen affaldssortering, delebilsordninger, fællesspisning og selvforsyning med fødevarer fra den lille landsbys syv hektar store sprøjtefri mark.

Tilværelsen i det nordsjællandske økosamfund virker idyllisk - måske endda bæredygtig. Men der er en langt bedre og mere simpel måde at leve et liv, der harmonerer med de presserende klima- og naturkriser: Livet i byen.

Sådan lyder hovedargumentet i en ny debatbog forfattet af Simon Kjær Hansen, der er nytiltrådt leder af et nyt politikcenter på Københavns Universitet og forhenværende direktør i bysammenslutningen C40, der repræsenterer 97 storbyer fordelt over hele kloden.*

”Der er en myte om, at de fleste er sig selv nok i byerne, men i virkeligheden er det i byerne, at man deler det meste med de fleste andre. Det er både synlige ting som legepladser og bybusser, men også alt det, som vi slet ikke ser. Med en enkelt rørledning kan man sende grøn fjernvarme til hundredvis af husstande. Det er alle de egentlig helt uerkendte deleordninger, som folk benytter sig af, der gør byen utroligt bæredygtig,” siger Simon Kjær Hansen.

Kræver ingen ofre

Bogen, der bærer titlen ”Et forsvar for storbyen”, er fyldt med argumenter, der taler til fordel for byerne, men i bund og grund kan pointen koges ned til et enkelt tal:

Den gennemsnitlige københavners CO2-udledning er med et årligt udslip på tre ton cirka halvt så stort som gennemsnitsdanskerens. Hver gang et ungt menneske flytter fra provinsen til storbyen, er det altså et lille bidrag til at løse klimakrisen, lyder konklusionen.

Det har i noget tid undret mig, at der er så meget negativitet i debatten om Københavns og de andre større byers vækst og udvikling. Det er ærgerligt, fordi byerne kan noget helt særligt i de store kriser, vi befinder os i. Politikerne burde hilse urbaniseringen velkommen

Simon Kjær Hansen
Forfatter, centerleder ved Københavns Universitet og forhenværende direktør i C40

Det bedste af det hele er, at det er grønne gevinster, der kan indløses uden ofre. Menneskestrømningerne mod byerne skal nemlig ikke presses igennem, men skyldes alene unge menneskers lyst til at bo der.

”Det er slående, at den stærke tendens, der har været til flytning mod byerne, er grøn omstilling, hvor man ikke skal lokke eller tvinge nogen til at træffe det grønne valg. Når man taler om behovet for mindre kødforbrug eller færre flyrejser, kræver det, at man ansporer folk til at ændre deres livstil. Men her sker det jo helt af sig selv. Når vi endelig har et hjørne af den grønne omstilling, hvor udviklingen faktisk spiller positivt med, så er det synd, at man trækker i den anden retning politisk," siger han.

De grønne resultater af urbaniseringen kommer næsten helt af sig selv, fordi byboerne per definition er nødt til at bo på mindre plads end i provinsen, selv vælger at cykle til job i stedet for at sætte sig ud i en bil og deler byrummet i stedet for at eje hver deres have med fliseterrasse og springtrampolin.

Det gør bylivet langt mere bæredygtigt end selv det mest mest fundamentalistiske økosamfund. 

”De løsninger, man selv er i stand til at skabe, kan slet ikke matche de løsninger, som det store kollektiv kan skabe. Det er derfor, at man skal være varsom med drømmen om selvforsyning på landet. Det er ikke virkningsfuldt i den krise, vi befinder os i. Klimakrisen handler om at få udledningerne for masserne ned så hurtigt som muligt,” siger han.

Dertil kommer, at byboerne optager mindre plads i landskabet. De bor ganske enkelt hver især på færre kvadratmeter. Det betyder lavere ressourceforbrug til både byggeri og opvarmning.

Samtidig fylder byens etagebyggeri ganske enkelt mindre og efterlader dermed mere jord, der kan bruges på at løse en anden af tidens store kriser; biodiversitetskrisen.

”Når vi koncentrerer bebyggelsen, infrastrukturen og menneskene i byen, så skaber vi plads til, at der kan være grønt udenfor byen. Byens rolle i forhold til biodiversitet er først og fremmest at skabe plads, så vi kan få store, vilde og sammenhængende naturarealer uden for de kompakte og tætte bebyggelser i byen," siger Simon Kjær Hansen.

Modarbejder grøn effekt

Bogen er skrevet i frustration over tidens politiske vinde, som ifølge forfatteren for ofte blæser i retning af provinsen.

"Det har i noget tid undret mig, at der er så meget negativitet i debatten om Københavns og de andre større byers vækst og udvikling. Det er ærgerligt, fordi byerne kan noget helt særligt i de store kriser, vi befinder os i. Politikerne burde hilse urbaniseringen velkommen," siger han.

Når du beskriver bogen som et forsvar for storbyen, må der være nogen eller noget, du forsvarer den imod. Hvad er det?

”Det er først og fremmest det, jeg oplever som en meget dominerende undertone i debatten om byen. At nu er det blevet for meget med væksten i byerne, og der skal arbejdes for vækst andre steder i landet. Det er en dagsorden, man oplever ret stærkt på Christiansborg fra alle fløje af det politiske spektrum. Jeg kan da godt forstå, at man gerne vil gøre noget for den kommune, der har oplevet faldende befolkningstal i ti-tyve år, men jeg synes, at man mangler øje for, at der er nogle enorme gevinster ved, at vi har væksten i byerne og ikke spreder den ud i landet,” siger Simon Kjær Hansen.

Når vi endelig har et hjørne af den grønne omstilling, hvor udviklingen faktisk spiller positivt med, så er det synd, at man trækker i den anden retning politisk

Simon Kjær Hansen
Forfatter, centerleder ved Københavns Universitet og forhenværende direktør i C40

Eksemplerne på tidens provinsvenlige politik står i kø: Infrastrukturplanen, der poster milliarder og atter milliarder i jyske motorvejsprojekter trods tvivlsomme samfundsøkonomiske beregninger, udflytningen af statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner fra hovedstaden eller kørselsfradraget, der også tilskynder en tilværelse uden for byerne.  

Altsammen er det med til at gøre det mindre attraktivt at bosætte sig i byen. Og det er trist, når al logik tilsiger, at det er netop, hvad kloden har behov for, at flere gør, argumenterer Simon Kjær Hansen.

Er der ikke risiko for, at landet knækker over, hvis man satser yderligere på hovedstaden fremfor at forsøge at udligne forskellene mellem land og by?

”Nej, jeg er ikke bekymret for, om vi får amerikanske tilstande i Danmark. Vi er et land, der hænger meget bedre sammen både geografisk og politisk. Jeg kan godt dele bekymringen for, at der i byerne kommer en lidt for ensidig befolkning. Omvendt synes jeg, at kritikken af byens sociale ulighed rammer skævt, fordi den tager udgangspunkt i de forandringer, der er sket over de sidste tyve år, hvor der er kommet mange flere velhavende mennesker i byerne. Men det er jo ikke sådan, at det samlede billede er blevet helt skævt. Tværtimod er København ret gennemsnitlig målt på indkomster." 

En noget ensidig kritik

Der er bare ét problem, hvis byen skal realisere sit fulde potentiale som grønt værktøj i klima- og naturkampen. Der mangler boliger. Derfor skal der ifølge Simon Kjær Hansen bygges mere i særligt København. 

Faktisk skal der bygges så meget, at de store byer kan sluge så stor en del af befolkningstilvæksten over de kommende år som overhovedet muligt, mener han.

”Jeg vil ikke bo i et teknokrati, men hvis klimaet alene betød noget, så skulle vi alle sammen bo i byen,” siger Simon Kjær Hansen.

Derfor ærgrer han sig gevaldigt over den kritik, som nye byggeprojekter i byerne typisk mødes med.

Han er særligt forundret over den overvældende modstand, som byggeriet på Amager Fælled er blevet mødt med anført af Amager Fælleds Venner og naturfolket i Danmarks Naturfredningsforening.  

De mange kritikere mangler blik for, hvad konsekvenserne af deres modstand risikerer at være, mener Simon Kjær Hansen.

”Jeg kunne godt tænke mig, at den noget ensidige kritik af byggeriet på Fælleden tog med i betragtningen, hvor man ellers skulle bygge. Hvis ikke det skal være tæt på metrolinjen og byernes kollektive transportformer, hvor så? Det vil hverken være godt for naturen eller klimaet, hvis det endte med at blive i mere spredte bebyggelser i landområderne i stedet for der, hvor byerne allerede er tættest og mest intense. Hvordan ville det ikke stille naturen og lærken, hvis det blev konsekvensen af modstanden mod byggeri på fælleden?,” siger han.

I en meningsmåling, som Epinion lavede for Danmarks Naturfredningsforening i vinter, erklærede tre fjerdedele af de over 500 adspurgte københavnere sig som modstandere af byggeprojektet på Fælleden.

Hvorfor tror du, at modstanderne har fået så stor gennemslagskraft hos københavnerne?

”Jeg tror, at der er mange, der kigger på det nye byggeri, der er kommet i København og Aarhus, som synes, at det ser vildt kedeligt, tungt og ikke ret bæredygtigt ud. Men problemet er, at billedet snyder. Selvom nybyggeriet i Ørestad kan se meget kasseagtigt og gråt ud, så gemmer det på nogle enorme grønne gevinster,” siger han.

Simon Kjær Hansen: Et forsvar for storbyen – Tæt, højt og fælles er vejen til bæredygtighed  i det 21. århundrede: 243 sider, Gads Forlag, udkommer 22. september 2021.

*Artiklen er rettet den 22. september klokken 20.00. I en tidligere udgave fremgik det, at Simon Kjær Hansen er direktør for C40. Det er nu rettet til forhenværende direktør, efter at han i september måned har fået nyt job på Københavns Universitet.