Peter Skov-Jakobsen: Politik begynder i skyggefloret

Jeg vil tage jer med ind i et kunstværk, det nye alterbillede i den danske kirke, Frederikskirken, i Paris (se hele maleriet i bunden af indlægget).

Jesper Christiansen har malet et billede af Getsemane Have og givet det navnet ”Skyggeflor”. Jeg er overbevist om, at mennesker i fremtiden vil rejse til Paris blot for at se dette billede, som bliver ved med at drille synet og tanken og ikke slipper sit tag i beskueren.

Men lad mig begynde et andet sted. Jeg vil noget særligt med billedet. Jeg vil vække en tanke om, hvad det vil sige at være borger i et demokrati, og gøre mig en overvejelse over, hvad den politiske samtale egentlig er.

Vi er igennem en valgkamp, og borgerne har delt sig efter anskuelser. Når vi taler om politik, hører vi ofte ”partipolitik”. Mange mennesker synes at mene, at politik begynder med partierne og deres forskellige synspunkter.

Jeg er ikke enig. Det begynder før partierne. Det begynder med en almen drøftelse af, hvad vi vil som mennesker. Hvad er det at være et menneske? Hvad er det, vi skal støtte med økonomien? Når vi uddanner, er spørgsmålet ofte, om vi udstyrer mennesker med kompetencer, eller om vi søger at danne dem til hele tiden at være klar til forandringer, klar til at møde den uoverkommelige verden.

Under forårets valgkamp lykkedes det at etablere en del samtaler, som begyndte dér, hvor den politiske samtale skal begynde, nemlig i den fælles overvejelse, der ikke er partipolitisk bestemt på forhånd. Spørgsmålet om klima fik dette frem i os. Det kom til at smitte af på mange diskussioner.

Under forårets valgkamp lykkedes det at etablere en del samtaler, som begyndte dér, hvor den politiske samtale skal begynde, nemlig i den fælles overvejelse, der ikke er partipolitisk bestemt på forhånd. 

Peter Skov-Jakobsen

Det er, som om vi er ved at få mere fornemmelse af, at der er mange ting, der er vigtige i vores liv, og at alle de ting, der ”ligger imellem” en økonomisk diskussion, ”imellem” en klimadiskussion, ”imellem” indvandrings- og flygtningediskussioner fylder mere i vores bevidsthed.

Alt det, som ligger ”imellem”, er Jesper Christiansens ”Skyggeflor” et billede på.

Billedet er højt, og derfor begynder de fleste nok nedefra. Der er et dækket bord med 13 glas, en kande, nogle druer, der kan blive til vin, og noget korn, der kan blive til brød. Om det er et festbord eller en picnic, ved jeg ikke. Dugens farver slår mig. Der er rødt og hvidt, og der er sandelig også rødt, hvidt og blåt. Her er to nationer samlet og skilt. Når man ser på kanden, er den som et prisme, der samler det hele i fortættet form. Man kan se alt muligt inde i den kande.

Jeg har lyst til at sætte mig ved bordet. Der er ingen mennesker på billedet, så jeg kan tage mine egne med.

Efter at have boet ni år i Storbritannien ved jeg, at intet er mere almindeligt end at elske sit land. Jeg ved også, at intet er mere almindeligt end at være dybt taknemmelig for det land, som byder én hverdag og arbejde. Jeg kender til det, der sker inde i kanden – rødt og hvidt er delt fra rødt, hvidt og blåt, men noget glider også sammen, og det er godt at leve med det delte, det skilte, det samlende, det forenende. Det er til tider kompliceret og mærkeligt, men der leves godt i det.

Foran bordet er der nogle stier. De danner et kors. Måske er det korsveje. Dem kommer der nogle af i løbet af livet. Nogle af dem fører ud i krat og buskads, og måske bliver man revet og må gå ad den samme sti tilbage. Så er der andre stier, der leder andre steder hen i haven.

Haven ligger foran beskueren som en mangfoldig og farverig skønhed og forunderlighed. Man kan ikke lade være med at gå på vandring og spørge: Hvad skal redskaberne til for på billedet? Er det gravmonumenter eller portaler, man ser derude? Alle de indhegninger og stakitter, kan man kravle hen over dem?

Der står også en wienerstige. Er det en Jakobsstige? Har nogen været oppe at slås med sandheden, og er blevet såret? Eller er det bare den stige, der bragte en lille mand højt op i et træ? Deroppe har der i tidens løb siddet mange små og store mænd. Altså højt oppe! Måske er det også en kærlig formaning til ikke at fjerne stigen, så små og store kan komme ned igen. På den anden side ser haven ud, som om kan man godt falde ned fra et træ her, for man lander blødt.

Når vi taler om at leve med hinanden, er det ikke lige meget, om vi har sans for fremkommelighed i tilværelsen. Det er ikke lige meget, om man falder hårdt eller blødt, når man har været oppe i træer eller er blevet straffet for en forbrydelse.

Bag ved haven ser man op ad bjergene, op ad højene. Det ser frodigt ud; men alle ved, at der er besvær med at stige op. Dette er Getsemane Have, og derfor falder tanken også på, at øverst på disse bjerge kan der dukke tre kors op. Menneskene har gjort forfærdelige ting på højene.

Ude bagved er der lys. Om det er morgenrøde eller aftensol, ved jeg ikke. Men gør det noget? Det vigtige er vel, at det er lys. Den sorte himmel er fyldt med stjerner. De flækker mørket, vækker tanker og drømme. Der er sprækker i mørket, og mennesker kommer til at længes efter indsigt, kærlighed, sandhed, retfærdighed.

Når vi lever med klimakrise, flygtningestrømme, verdensøkonomisk trussel, atomtrussel, er det ikke lige meget, om man tør se små glimt af lys og stole på morgenrøde og aftenlys og ikke kun sætter sin lid til drøje hug og skarpe ord.

Nede til højre er der en brønd. Salmedigteren Ingemann blev holdt henover brønden af sin barneplejerske i en noget rå form for pædagogik. Han glemte det aldrig. Da han som dreng hang der og var i hendes hænder, så han stjerner spejle sig i brøndens dyb, og det, der skulle have været en trussel, blev et håbsbillede. Hun ville trussel og død. Han så stjerner!

Ovre i venstre side er der et telt. Pudsigt med et telt i Getsemane Have. Mon det skal skjule dem, der faldt i søvn, fordi de ikke orkede at våge med deres bedste ven, som de var brudt op fra deres vante tilværelse for at følge? Eller er det et telt, der peger mod en tom grav, mod en absurditet, som blev udhulet og erstattet af håb og mening? Jeg ved det ikke, men jeg lo, da Jesper Christiansen fortalte, at det i hvert fald var et telt af mærket ”Trespass”.

Efter en vandring i haven kommer jeg tilbage til bordet og er blevet endnu mere sulten efter at have set, mærket og tænkt. Der har været fuglefløjt, morgensang, mænd, der skændtes, kvinder, der anklagede, børn, der legede. Vinden har suset i træerne, og jeg har stridt op ad højene.

Der har været lys og mørke undervejs, morgenlys og aftenrøde. Ind i mellem måtte jeg bane vej med de redskaber, der stod der. Det hændte også, at jeg endte oppe i et træ, og jeg ledte måske efter noget klogt at sige og opdagede, at enten måtte jeg falde blødt eller hårdt – og jeg måtte forlade mig på de andres medfølelse eller overbærenhed.

Jeg har stået og set på alt det, der er ”indimellem” – alt det vigtigste i livet: kærlighed, visdom, barmhjertighed, og jeg har set kors lagt ud i haven, i livet. Det er der alt sammen, og overvejelsen over alt dette går forud for den politiske drøftelse, som endeligt vil føre til, at vi deler os efter anskuelser og partier.

Alt det ”indimellem” kan kunsten sige noget om. Det kan musikken og litteraturen, billedhuggeren og poeten sige noget om. Religioner, filosofi og ideologier kan også sige noget om det, som jeg har brug for, inden jeg har lyst til at dele mig ind efter partierne.

Vi diskuterer det i ny og næ, om kunstnerne skal deltage i den politiske debat. For min skyld ingen alarm. Vi lever i et samfund, hvor ordet er frit. Det eneste, jeg godt vil kvittere for over for musikerne, kunsterne, forfatterne, billedhuggerne osv., er, at de egentlig bare skal vide, at deres bidrag til det at forstå sig selv som menneske i samtiden allerede er stort.

Med musik, poesi og kunst er de med til at udtrykke alt det væsentlige, og jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle blive en demokratisk borger uden deres oplæg, som ligger foran det partipolitiske, men som jeg synes er en del af den offentlige drøftelse af de fælles anliggender, som man kunne kalde politisk.

De åbner for nogle hemmeligheder, der måske er knap så hemmelige, når de har udtrykt sig.

Dem, der ikke efterlader sig hemmeligheder, er de skingre i landet, og deres stemmer dør forhåbentlig ud og går ind i mørket. I det sorte er der bare mørkt og uden nuancer.

Fremover vil jeg tage en tur rundt i Getsemane Have og lade mig udfordre af fantasi, dybde, farve, perspektiv. Jeg vil gå andre veje igennem haven. Jeg vil tage andre mennesker med derind. Om man er religiøs eller ikke-religiøs – jeg tror, dette billede vil vække fantasien og længslen hos de fleste. Om man kender til historien om Getsemanes og Edens Have og vil sætte billedet ind i den sammenhæng, eller man er uvidende om den særlige historie, vil muligvis ikke gøre stor forskel. Jeg ved det ikke.

Men det ærgrer mig, at jeg ikke kan høre, hvad de siger om 200 år, når de står foran billedet! Det ærgrer mig, at jeg ikke kan vide, hvad der bliver sagt i mellemtiden.

Men fantasien og visdommen har fået endnu et udtryk på jorden, og det kan man bare bruge løs af. Ingen politisk debat tager skade af det – intet samfund bliver ringere af den fantasi, der kan tilføje noget varme og menneskelighed til regnearket.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.