Statsministeren på Folkemødet: "Vi skal passe på med at gøre vores børn og unge mere sårbare, end de er"

Danske børn og unge har oplevet en stolthed ved at tage ansvar for at få deres bedsteforældre gennem coronakrisen, og derfor skal man passe på med at gøre dem mere sårbare, end de er, lød et af budskaberne fra statsminister Mette Frederiksen på Folkemødet. Fra scenen gentog hun også, at regeringen i den kommende tid har planer om at skabe en folkeskole, der bedre kan rumme de elever, der har svært ved at sidde stille.  

Simon Lessel

Statsminister Mette Frederiksen (S) benyttede et interview på Folkemødet til at rose landets børn og unge for deres indsats under corona, som ifølge Mette Frederiksen har spillet en væsentlig rolle i at bære deres bedsteforældre og resten af samfundet sikkert gennem coronakrisen.

Samtidig advarede statsministeren mod at se alle børn som ofre for pandemien og i stedet fokusere på den stolthed, som de unge ifølge statsministeren også har oplevet på grund af deres indsats under pandemien.

”Jeg tror, vi skal passe på med at gøre vores børn og unge mere sårbare, end de er og mere til ofre, end de er. Jeg oplever også børn og unge, der er stolte," lød det fra statsministeren i et større interview om hendes første to år som regeringsleder, inden hun fortsatte: 

"Prøv lige at tænk over, hvordan det er at være 15 år og vide, at det at man har været hjemme nogle fredag aftener og været i hjemmeskole i stedet for at være ude, har reddet livet på ens bedsteforældre. Det bliver da simpelthen ikke større. Det tror jeg godt, vores børn og unge ved. De ved godt, at de har været med til at få det her samfund igennem. Der er da ikke en større ære som generation end at være med til at løse en samfundskrise,” sagde Mette Frederiksen. 

Der er da ikke en større ære som generation end at være med til at løse en samfundskrise.

Mette Frederiksen
Statsminister, Socialdemokratiet

Anerkendte mistrivsel
Der har løbende gennem pandemien været historier om stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Blandt andet i Berlingske, hvor en række børneorganisationer advarede om stigende mistrivsel. Og i Aarhus Kommune oplevede kommunen et år inde i pandemien også stigende mistrivsel blandt børn fra mere ressourcestærke hjem. 

Statsministeren benyttede også interviewet til at anerkende den problemstilling.

”Vi skal tage vare på de unge, der ikke har det godt. Der er nogle problemer med mistrivsel. Og måske især hvis man havde problemer inden covid-19 med ensomhed eller andre ting, så er det blevet værre undervejs. Det er jeg ikke i tvivl om. Men vigtigst af alt, så har vores børn og unge stået op for Danmark, og de har stået op for deres bedsteforældre. Det er saftsuseme dejligt at se.”

Folkeskole for de ikke-stillesiddende
Interviewet med journalist Søren Dahl, kendt fra radioprogrammet Café Hack på P4, blev også brugt til at se frem mod den resterende del af regeringsperioden.

Her gentog statsministeren sit ønske fra afslutningsdebatten om at foretage ændringer i skolesystemet, der også tilgodeser de elever, der eksempelvis har svært ved at sidde stille og passe ind i den måde, undervisningen er indrettet på lige nu.

”Vi bliver nødt til at have en snak med hinanden, om vi er kommet til at skabe en skole, der måske egner sig bedst til dem, der kan finde ud af at sidde stille og kode det, der bliver sagt. Jeg vil gerne have en skole, der også er god for dem, der ikke er så gode til at sidde stille, og som måske lærer på en anden måde. Det er noget af det, vi kommer til at tage fat på,” sagde Mette Frederiksen blandt andet om regeringens planer efter sommerferien.

Gense hele interviewet med statsministeren her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00