Steen Gade: Kigger vi virkelig ned i en sort afgrund?

KLUMME: Hvad er det dog, der sker i de her år? Pessimismen ser ud til at vokse til uanede højder, og troen på fremtiden falmer, hvis vi skal tro den mediebårne virkelighed. Og dermed ofte den oplevede virkelighed.

Placeholder image
Har menneskeheden toppet – kan det kun ned ad bakke fra nu af?  Foto: Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er, som om verden i dag opleves som toppunktet af teknologi, udvikling og civilisation. Som om det kun kan gå dårligere fra nu af, og i hvert fald dårligere, når store dele af verden også er ved at nå vores ”teknologiske top”. Men holder det overhovedet?

Lad os tage bilen. En flot BMW eller Mercedes eller en af de andre. Det meste er jo egentlig noget gammelt bras med en grundteknologi, der er mere end 100 år gammel, som jeg forklarede en gruppe unge, engang vi diskuterede grøn omstilling.

Nej, sagde en af de unge. Det er dårligt design. Og ja, bilmotoren er rigtig dårligt design til en verden med op mod 10 milliarder indbyggere om 35 år – og både benzin -og dieselmotorerne er noget gammelt bras på grund af forurening, klimaet og dårlig materialeøkonomi.

Svaret er i stedet elmotorer i elbiler, elfærger, eltog og en dag elfly. Udviklingen af transportsektoren sluttede jo ikke med bilmessen i Frankfurt i 2010!

Er der ikke noget fuldstændigt gammeldags over, at vores afføring bliver ført i rør med mængder af vand til rensningsanlæg langt borte?

Steen Gade

Og hvad med verdens mest energieffektive kulkraftværker, som vi jo har her i landet? Jamen det er jo også gammeldags design og passer ikke til verden af i dag. De næste energikraftværker er jo vedvarende og heldigvis ved at blive bygget, mens vi lever med biobrændsel i en kortere overgangsperiode. Et totalt paradigmeskift, hvor vi bare venter på, at der udskrives en konkurrence om fremtidig anvendelse af de eksisterende kraftværker – måske som kunstmuseum eller sportsmekka?

Når vi tester vores topteknologier, vore vaner og vor politik med en fremtid med tre mia. flere indbyggere, der alle vil stræbe efter det moderne liv, så bliver det ikke vanskeligt at indse, at det meste af det, vi omgiver os med, er præget af dårligt design – eller på mit jyske – noget gammelt bras.

Også vores offentlige infrastruktur. Lige nu er vi på grund af klimaændringerne i gang med at skille regnvand fra spildevand mange steder. Det er bedre design end før.

Nogle steder lægger man planer for ikke bare den grønne by, men også den blå vandby. Meget bedre design. Og nogle få steder udvinder man fosfor og biogas fra vores spildevandsanlæg. Endnu bedre design, når vi kan udnytte vores egen afføring til opvarmning, i gasdrevne lastbiler og som gødning på markerne.

Men her er vi vel heller ikke ved vejs ende? Er der ikke noget fuldstændigt gammeldags over, at vores afføring bliver ført i rør med mængder af vand til rensningsanlæg langt borte, der derefter renser det og sender det videre ud i havet? Mon det er godt design i længden?

Alt det – og meget mere – er samtidig fortællingen om en verden, der i dag ikke er bæredygtig. Så ja, vi kan godt – og skal også – kigge ned i afgrunden, men kun et øjeblik. For hvorfor miste modet af den grund. Når vi kigger op, står vi lige nu med en mængde nye muligheder. Samfundet skal jo bygges helt om til bæredygtighed.

Og det har vi gjort før. Vi byggede hele vores energisystem om efter energikrisen i 1970’erne. Og den klassiske ombygning af Danmark var den store ændring af hele landbrugssektoren i slutningen af attenhundredtallet, fra elendigt kornland til produktionen af svin og mælk. Godt de dengang ikke bare kiggede ned i afgrunden.

Den store grønne omstilling kommer bestemt ikke af sig selv, men hvis vi prioriterer den hele vejen rundt, så kan vi dementere alle historierne om, at robotterne fjerner jobbene, og at der ikke bliver brug for uddannelser, at der ikke bliver en fremtid for vores børnebørn. Og vigtigst lige nu: at vi kan få lidt fremtidstro – ikke en naiv tro på, at tingene kommer af sig selv – men troen på, at vi selv kan gøre noget.

.......

Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Omtalte personer

Steen Gade

Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål, foredragsholder, skribent
Lærer (Herning Seminarium 1969)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser