Syv måneder til historisk massakre på Venstre

Kommunalvalg påvirkes af bevægelserne i landspolitikken. Ikke i en en-til-en sammenhæng, men som en svagere tendens. Men til gengæld som en stensikker tendens påvist i samtlige kommunale valgstudier siden 1990.

Derfor afgøres det kommende kommunalvalg – ud over af et hav af lokale forhold – også af de skift, der er sket i landspolitikken siden 2017. Selvfølgelig skal der stadig udkæmpes 98 kommunalvalg i 98 kommuner. Og selvfølgelig kan der ske meget i landspolitikken inden november. Men bevægelserne har været så kraftige og entydige, at en rød valgsejr er næsten sikker og et nederlag til Venstre er uundgåeligt, med mindre der sker en revolution i landspolitikken.

Ved kommunalvalget i 2017 fik den røde blok og Socialdemokratiet et flot valg, faktisk det næstebedste i moderne tid, hvilket vil sige siden 1970.

Valget i 2017 er for socialdemokraterne kun overgået af 2009, når det gælder andelen af borgmesterposter. Socialdemokratiet har typisk fået 25-35 procent af borgmesterposterne, men ved valgene i 2009 og 2017 nåede partiet op på 50 og 48 procent af borgmesterposterne.

Som det ses i tabel 1, er den røde bloks styrke i de landsdækkende meningsmålinger siden kommunalvalget i 2017 gået markant opad. Fra 51,5 procent af vælgerne til 52,5-54,5 procent af vælgerne i det seneste halve år.

Før mink-sagen var den røde blok en overgang helt oppe på 55-57 procent af vælgerne.

Tabel 1.

Det er denne udvikling, som skaber positiv og negativ nervøsitet i både rød og blå blok. Neden under blokudviklingen ligger nemlig endnu større skift for de enkelte partier.

På taberholdet står Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som begge har mistet cirka to tredjedele af vælgerne. Endnu værre er det for Alternativet, som har mistet 86 procent af vælgerne!

Enhedslisten har mistet 15 procent, mens de Radikale har mistet 10 procent siden 2017. Når de Radikale i disse uger trækker overskrifter, er det fordi, de næsten er halveret i meningsmålinger siden det meget succesfulde folketingsvalg i 2019.

Tabet siden 2017 er væsentligt mindre – men stadig helt afgørende, fordi radikale mandater en del steder i landet sikrer socialdemokratiske borgmestre. Vigtigst er selvfølge Venstres massive tilbagegang på 40 procent siden 2017, som vi vender tilbage til senere.

Valg og meningsmålinger er simpel matematik – altid lige så store tab som gevinster. Den relativt største vinder er Nye Borgerlige, som er femdoblet i målinger siden 2017. Det Konservative Folkeparti er gået frem næsten med lige så imponerende 236 procent. Fra 4,4 procent i de landsdækkende meningsmålinger til 14,8 i snittet for marts.

Det må glæde konservative borgmestre, men blok-balancen må stadig være meget bekymrende. Omvendt kan Nye Borgerlige næppe bruge den enorme fremgang til det store, da nye partier typisk klarer sig langt dårligere ved kommunalvalgene end ved folketingsvalgene.

Årsagerne er, at nye partier ofte mangler stærke kandidater, og at deres nationale mærkesager sjældent fungerer lokalt. På samme måde som Dansk Folkeparti ikke har kunnet aktivere den kritiske integrationspolitik lokalt, bliver det svært for Nye Borgerlige.

Lav skat er heller ikke et emne, som rigtigt har virket lokalt, så Nye Borgerlige får svært ved at høste sejren.

Tabel 2.

Vil tilbagegangen for Venstre, som i nogle målinger har været tæt på en halvering, og den stærke røde blok skabe en rød jordskredssejr og halvering af Venstres borgmesterposter? Nej, det er helt usandsynligt, fordi de landspolitiske tendenser aldrig slår fuldt igennem.

Det skyldes mange faktorer. Blandet andet lokalpolitikkens betydning – for eksempel den dårlige eller dygtige borgmester, som kan bryde sit partis nationale tendens.

Det er desuden ingen automatik i at løfte nationale vinder- (og taber-) sager ned på det kommunale niveau. De kendte ansigter fra landspolitikken kan heller ikke stille op i mere end én kommune, og faktisk gør de det meget sjældent.

Mere detaljeret står Socialdemokratiet i analysen til at vinde ni borgmesterposter fra Venstre, mens S samtidig står til at tabe tre andre til Venstre og tre til De Konservative.  

Roger Buch og Nils Mulvad
Hhv. ph.d. og forskningschef, DMJX og journalist og partner, Kaas og Mulvad

Partiernes geografiske profiler er også meget forskellige. Nogle partier er styrkemæssigt bredt ud over det meste af landet, andre er bypartier og andre igen er landpartier. 

De store gamle borgmesterpartier – Socialdemokratiet, Venstre og i mindre omfang Det Konservative Folkeparti – er desuden organisatorisk langt stærkere end nye og mindre partier.

Alle disse og mange andre faktorer betyder, at landspolitikkens bevægelser generelt kun slår igennem med cirka 40 procent.

Hvad kan der så forventes ud fra denne baggrundsviden om landspolitikkens relativt svage gennemslag? Som det ses i prognosen i tabel 3 bliver det kommunale gennemslag langt mindre end den landspolitiske udvikling kunne tyde på. Men fremgangen for den røde blok og Socialdemokratiet kan stadig være nok til et af de bedste kommunalvalg nogensinde både for den røde blok og for Socialdemokratiet.

Tabel 3.

Hvordan vil den røde valgsejr, så slå igennem på borgmesterposterne? Med afsæt i tabel 3 og det faktum, at borgmesterposten i ni ud af ti tilfælde går til det største parti i den største blok, ses i tabel 4 en borgmesterprognose.

Igen er bevægelserne ikke så voldsomme, som det måske kunne forventes. Med 50 borgmesterposter vil Socialdemokratiet være tæt på resultatet ved kommunalvalget i 2009-valget. Venstre står med det i særklasse ringeste kommunalvalg i 30 år med kun lige over 20 procent af stemmerne, men vil alligevel kunne fastholde mange borgmesterposter. 

Forklaringen er, at Venstre stadig vil være det største parti i en blå blok, som i mange kommuner stadig er større end den røde blok. Faktisk står partiet i vores analyse til at få to borgmestre mere end ved 2009-valget, men stadig otte færre end i dag. De konservative bliver den helt store vinder ved at komme tilbage på 2009-valgets 14 borgmestre – seks flere end i dag.

Mere detaljeret står Socialdemokratiet i analysen til at vinde ni borgmesterposter fra Venstre, mens S samtidig står til at tabe tre andre til Venstre og tre til De Konservative.

Nye S-borgmestre kommer i kommunerne Glostrup, Frederikssund, Faxe, Stevns, Haderslev, Esbjerg, Silkeborg, Skive og Mariagerfjord, mens partiet mister Kerteminde, Ærø og Thisted til De Konservative samt Hillerød, Hedensted og Struer til Venstre. 

De Konservative står til at vinde Dragør, Allerød og Vesthimmerland fra Venstre. Venstre står omvendt til at vinde Læsø fra Dansk Folkeparti. Der er mange sving-kommuner, mange tætte opgør og men også markante skift. Her skal blot to nævnes.

I Vesthimmerland Kommune var den konservative Knud Vældgaard Kristensen borgmester i 2009 og 2013, men blev erstattet af Per Bach Laursen fra Venstre i 2017, hvor Venstre fik otte mandater og de konservative syv mandater i byrådet.

Med to fra Dansk Folkeparti havde blå blok 17 byrødder bag sig efter seneste valg, mens S og SF tilsammen havde ni byrødder. Herudover én øvrig. Der er slet ikke udsigt til at magtbalancen tipper til rød blok, men derimod, at den interne styrkefordeling i blå blok tipper kraftigt til de konservative.  

I vores analyse står de konservative til at få 36 procent af stemmerne til november i Vesthimmerland, mens Venstre står til 20 procent. Der er selvfølgelig en del usikkerhed, og der kan ske meget inden valget. Men Vesthimmerlands Kommune er et ret sikkert bud på et partiskift til de konservative på borgmesterposten.

Nøgleforklaringen er her ikke alene de seneste to års politiske kaos i blå blok og Venstre, men derimod især kommunalreformen i 2007.   

Roger Buch og Nils Mulvad
Hhv. ph.d. og forskningschef, DMJX og journalist og partner, Kaas og Mulvad

Anderledes tæt er det i Esbjerg. Kommunen havde socialdemokratisk borgmester fra 1970 til 1994, hvor Venstremanden Johnny Søttrup kom til. Han fortsatte som borgmester efter udvidelsen af kommunen ved kommunalreformen i 2007, og han sad helt frem til udgangen af 2017, hvorefter Jesper Frost Rasmussen – også fra V – tog over.

Blå blok talte på det tidspunkt 11 fra Venstre, tre fra Dansk Folkeparti, én konservativ og én tidligere konservativ, der stor i spidsen for en ny borgerliste – i alt 16 byrødder. I rød blok var der 15 byrødder: 11 socialdemokrater, to fra SF, én fra enhedslisten og én radikal.

I vores analyse står rød blok nu til at blive størst, men det er meget tæt, så her er der langt større usikkerhed om udfaldet end i Vesthimmerland. Esbjerg er en af de svingkommune, der er grund til at følge meget tæt op til og under valget.

Tabel 4. 

Set over de seneste fire kommunalvalg er der sket et kommunalt politisk systemskifte på borgmesterposter. Venstre var storebror ved alle valg undtaget ét valg i periodens 1970-2001, men er nu lillebror. Socialdemokratiet vil med prognosen ligesom ved 2009-valget være dominerende storebror.

Nøgleforklaringen er her ikke alene de seneste to års politiske kaos i blå blok og Venstre, men derimod især kommunalreformen i 2007. 

Dermed står Lars Løkke Rasmussen som Venstres banemand. Ikke blot i landspolitikken, hvor hans mange sager – bilags-, rejse- og hotelsagerne, GGGI-sagen, tøjsagen, kvotekongerne, formandsopgøret – gennem ti år langsomt undergravede Venstres styrke, men også i kommunalpolitikken, hvor han som kommunalreformens arkitekt fik nedlagt mange af Venstres lokale bastioner i de små kommuner. Senest har Løkke så med det kommende LLR-parti, drejet kniven endnu en omgang i Venstres sår.

Selvfølgelig bygger prognosen på den politiske situation, som den er lige nu. Prognoser syv måneder før et valg holder aldrig. Meget kan ske i landspolitikken. Og der skal stadig udkæmpes 98 kommunalvalg i 98 kommuner.

Men sat hårdt op skal der nok en minksag mere til for at redde den blå blok og Venstre. Eneste trøst for Venstre er, at kommunalvalget ikke kommer til at gå helt så galt som de landsdækkende meningsmålinger kunne tyde på.