Jan E. Jørgensen vil "satse mere på kulturen". Måske burde han tage en tur til Esbjerg

Åbenhjertigt fortæller Fogh om, hvordan han som barn - hos bedsteforældrene i Hammelev - læste Morten Korchs romaner om livet i landbrug og på købmandsgårde. Foghs kærlighed til folkekultur, pop og det, nogle stadig kalder triviallitteratur er inspirerende, fordi han så åbent og ærligt nægter at skelne mellem fin- og lavkultur.

Også nutidens folkekultur i de sociale medier ser Fogh forbavsende positivt på. "De sociale medier har demokratiseret den offentlige debat", skriver han. "Flere og flere får dagligt deres nyheder fra de sociale medier. Vi oplever en udtalt pluralisme, hvor nyhedsformidlingen foregår direkte mellem afsender og modtager uden mellemliggende filtre.

Mange politikere, virksomheder og organisationsledere oplever det som en stor fordel, at de kan nå deres målgrupper med vigtige budskaber uden journalister og kommentatorer til at sortere og fortolke meddelelserne". Selv om jeg som journalist og kommentator ikke deler Foghs anskuelse her, må jeg da indrømme, at den åbner for en relevant, nutidig diskussion.

Ungdomsoprøret i 1968 var ikke umiddelbart noget for den unge Fogh. Alligevel indrømmer han i "At træde i karakter", at den tids provoer og hippier har "bidraget til at forme mine holdninger i langt større grad, end jeg hidtil har været opmærksom på". I erindringsværket lyder det ligefrem fra Fogh, at "frisind og frigørelse har lige siden mine unge dage været en helt central del af mit livssyn".

Ved at kigge lidt tilbage i historien og ved at orientere sig kommunalpolitisk mod vest vil Jan E. Jørgensen kunne hente inspiration til det efterlyste kulturpolitiske nybrud i Venstre

Niels Frid-Nielsen, kulturkommentator

Foghs uforbeholdne og fordomsfrie forhold til folkelig kultur i alle dens fremtrædelsesformer kunne godt inspirere nutidens Venstre. Hans betragtninger peger nemlig frem mod en kulturpolitik, der handler om den kultur, vi rent faktisk forbruger og ikke den, som en kulturelite i et elfenbenstårn mener, vi bør forbruge. Fremtidens kulturpolitik skal ikke opdrage folket, men servicere folket.

I Esbjerg har man med Venstre i spidsen valgt at satse på kultur og oplevelser. I byens netop vedtagne budget investerer man 50 millioner kroner "til implementering og udmøntning af kommunens store satsning på Oplevelser og Kultur", som det lyder på kommunens hjemmeside.

Formålet med Esbjergs kultursatsning er, "at øge antallet af borgere i kommunen ved at tiltrække nye borgere og fastholde nuværende borgere, som på sigt skal være med til sikre et fornuftigt skattegrundlag". Med Esbjergs nye status som europæisk energimetropol vil der komme en masse nye ingeniører og andre til byen.

Hvis de skal blive, slå rødder og ende som solide skatteborgere, må der kultur og oplevelser til. Man kan også sige det sådan, at Esbjerg nu erkender det samme som København gjorde i 1990'erne, nemlig at til den attraktive by hører mangfoldige tilbud om oplevelser i fritiden. Kun den kulturaktive og oplevelsesrige by kan tilfredsstille de krav til bymiljø, som den moderne børnefamilie stiller.

I Esbjerg er der derfor allerede gang i diskussioner om, hvordan man kan gøre herlighedsværdien i byens havn endnu større. En anden diskussion handler om, hvordan gågadens kedelige ende kan udvikle sig i en mere levende, grøn og oplevelsesrig retning. Og så er der mulighederne for synergi ved at forøge samarbejdet mellem eksisterende kulturinstitutioner. Alt sammen sker i et tæt samarbejde med lokale ildsjæle, lokale kulturfolk og relevante fonde.

Kunne man forestille sig, at erfaringerne fra Esbjerg har landspolitisk relevans?  Ikke mindst erkendelsen af, at en konsekvent satsning på kultur giver afkast, i form af tilflytning og fastholdelse af borgere, er et godt markedsøkonomisk argument, der må passe et liberalt parti som Venstre som fod i hose.

Hvis jeg var Jan E. Jørgensen, ville jeg tage en tur til Esbjerg.