Tarek Hussein: Unge muslimer er fanget mellem hadefulde politikere og forstokkede imamer

INTERVIEW: Kan man være både dansker og muslim på én og samme tid? Ja, selvfølgelig kan man det. Men angrebslystne politikere og gammeldags imamer gør det meget svært – og har negative konsekvenser for integrationen, mener Tarek Ziad Hussein, der er aktuel med bogen Det sorte skæg – Om at være dansk muslim.

"Selvfølgelig skal vi kunne blive gift på kryds og tværs af etnicitet. Men troen fylder så meget for mig, at det er vigtigt, at jeg har en partner med samme referenceramme," siger Tarek Ziad Hussein.
"Selvfølgelig skal vi kunne blive gift på kryds og tværs af etnicitet. Men troen fylder så meget for mig, at det er vigtigt, at jeg har en partner med samme referenceramme," siger Tarek Ziad Hussein. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Det er ikke let at være ung muslim i Danmark.

Som en lus klemt mellem to negle har man på den ene side et kor af meningsdannere og politikere, der ikke vil anerkende én som ligeværdig medborger. På den anden side har man et religiøst bagland, der er elendigt organiseret og intolerant over for kritik – og som styres af imamer, der hverken kan tale dansk eller har forståelse for de unge muslimers hverdag.
Det er analysen fra den 26-årige debattør, jurastuderende og forfatter Tarek Ziad Hussein, der er aktuel med debatbogen Det sorte skæg – Om at være dansk muslim.

Tarek Ziad Hussein, der selv er praktiserende muslim, retter i sin bog en sjælden intern kritik af de muslimske religiøse autoriteter, der er afkoblet det danske samfund, og som kan ende med at trække de unge i en helt forkert retning – væk fra arbejdsmarkedet og i sidste ende sende dem i armene på radikaliserede kræfter.

”Den verden, de ældre imamer befinder sig i, er simpelthen for langt væk fra de unge muslimers hverdag. De er kommet til Danmark i 1980’erne, mange af dem taler ikke dansk, har aldrig været på arbejdsmarkedet og prædiker ikke ind i en dansk kontekst,” siger Tarek Ziad Hussein.

Når du som minoritet er blevet bokset til i det meste af dit liv, og du hele tiden får at vide, at du ikke er dansker, finder du sammen om det eneste, du har tilbage; og det er din religion og din kultur.

Tarek Ziad Hussein

”De ældre imamer kan finde på at prædike om, hvordan et får skulle slagtes for 1.400 år siden. Men unge muslimer bekymrer sig jo om noget helt andet. Om at gå i gymnasiet, at gå til fester, drikke alkohol og have kærester – og hvad man må og ikke må.”

Det er ikke kun de enkelte imamer, den er gal med. Hussein beskriver også et generelt problem med de muslimske organisationer i Danmark, der er så ”elendigt organiserede og intolerante over for andre religiøse fortolkninger”, at hvert eneste forsøg på samarbejde er brudt sammen.

”Hvis tingene ikke går efter deres hoved, så vil de ikke samarbejde. Og det er et problem, at vi unge muslimer ikke har et forum, hvor vi kan debattere nogle af de strukturelle udfordringer, der findes.”

I mange af moskéerne opstår der derfor konflikter mellem den yngre og den ældre generation.

”Når unge nydanskere, der for eksempel er uddannet jurist, revisor eller læge, dukker op i en moské, så forventer de, at der er styr på tingene. De forventer, at moskéen ikke ligger nede i en eller anden suspekt kælder eller i et industrikvarter. Og de forventer, at der er styr på vedtægter, økonomi og kontingent. Og der er rigtig mange af moskéerne bare slet ikke i dag,” siger Hussein.

Og hvad er konsekvensen?

”Konsekvensen er, at unge muslimer ser sig nødsaget til at søge svar andre steder. Ofte på digitale platforme som for eksempel Facebook, Youtube og Twitter, hvor der er en sandsynlighed for, at de bliver radikaliserede og udvikler en meget bogstavtro fortolkning af islam.”

Google-imamerne
Det er en problematik, der i muslimske kredse bliver kaldt for ”Google-imamer”, fortæller Hussein.

”På Facebook har du sider med 20-30.000 medlemmer, hvor helt unge muslimer på 15-16 år stiller teologiske spørgsmål. Det kan virke uskyldigt, men det kan også være ekstremt farligt. Det er med til at give de unge en meget sort-hvid opfattelse af religionen, hvor der ikke er plads til fortolkning. Du ser for eksempel spørgsmål som: ’Må jeg læse jura?’ Og så sidder der gudhjælpemig en, der svarer: ’Nej, det må du ikke, for Guds love er over al lovgivning’,” siger Tarek Ziad Hussein.

Ifølge Hussein er tiden derfor inde til, at den ældre generation af imamer giver slip og lader unge og bedre uddannede imamer komme til, så de unge får den rette vejledning uden at skulle ty til hjælp på internettet.

Er det ikke en gammeldags måde at gribe problemerne an på? Er det overhovedet nødvendigt med imamer? De fleste etnisk danske børn benytter sig jo ikke af præster.

”Det er meget vigtigt at bide mærke i, at imamerne kun skal spille en rolle for de muslimer, der selv vælger det. Der er masser af muslimer, som ikke er praktiserende, og hvor religion bare er en kulturting. Men for andre unge betyder det noget, så jeg er bare realistisk. Jeg ved, at rigtig mange unge muslimer kommer til at søge svar på de her spørgsmål. Og så må vi spørge os selv: Vil vi have, at det er kvalificerede kræfter, der svarer dem, eller ej,” siger Tarek Ziad Hussein.

Ja eller nej til kvindelige imamer?
Du skriver i din bog, at kvinder burde spille en større religiøs rolle i det muslimsk miljø? Mener du, at kvindelige imamer er en god ide?

”Der er helt sikkert en kæmpe stor udfordring med kvindernes rolle i moskéerne generelt. Kvinderne har typisk en tiendedel af den plads, mændene har, og de har hverken indflydelse eller magt. Ud af de cirka 170 moskéer, vi har i Danmark, er der kun omkring 15-20, hvor der er ét kvindeligt bestyrelsesmedlem,” fortæller Hussein.

”Det er er også et problem, at de rent teologisk ikke spiller en større rolle. I de moskéer, jeg kommer i, er kvinderne ti gange dygtigere end mændene teologisk. Så vi har faktisk kvindelige lærde og religiøse autoriteter, men de skal bare skubbes frem. I fremtiden, hvor den nye generation af muslimer har mere at skulle have sagt, kommer kvinderne helt sikkert til at spille en langt større rolle. Både i bestyrelserne, men også religiøst og teologisk,” siger han.

Men hvad med de kvindelige imamer?

”Jeg tror ikke, at det er løsningen, at kvinderne laver deres egen moské, hvor mændene ikke er en del af det. Et eksempel er Sherin Khankan, som har Femimam (en moské for kvinder med kvindelige imamer, red.). Det er også vigtigt, at der kommer noget ud af synergien mellem mænd og kvinder – fordi vi også til daglig er en del af hinandens liv. I og for sig er der ikke noget galt i at have kvindelige imamer eller autoriteter, der prædiker – og som også udleder religiøse tekster. Det har man altid haft i islam.”

Så var det et ja eller nej til kvindelige imamer?

”Det var et sted midtimellem. Kvinderne kan og skal spille en større rolle som religiøse autoriteter. Der, hvor jeg og mange andre muslimer har en udfordring – og det er faktisk det eneste område, hvor det er et problem – er, hvor kvinderne skal lede bønnen for både mænd og kvinder. Det er der simpelthen ikke tradition for i islamisk teologi, og du kan heller ikke finde belæg for det, hvis du vil. Så med den undtagelse – at de ikke kan lede bønnen – kan jeg mere eller mindre på alle andre områder forestille mig kvinden spille en rolle,” siger Tarek Ziad Hussein.

”Og her er det vigtigt at have for øje, at bønnen kun er en meget lille del af imamens rolle. Den religiøse rådgivning og det at være sjælesørger ude på sygehuse, plejehjem og fængsler er meget vigtigere. Så det er bønnen, der er en udfordring.”

Men hvad synes du helt personligt om kvindelige imamer?

”Det bliver et spørgsmål om semantik. Det kommer an på, hvordan man definerer ordet ”imam”. I Danmark bliver imam hurtigt oversat til præst, men det er det slet ikke. Imam betyder ”en, der leder bønnen”. Dermed betyder det ikke, at du nødvendigvis har en teologisk baggrund. Så jeg er langt større fan af, at man bruger udtrykket ”lærd” eller ”autoritet”. Og der mener jeg, at kvinder skal spille en større rolle. Så grundlæggende er det et ja til dit spørgsmål.”

Vi bliver kaldt alt andet end danskere
Så vidt den ’interne’ kritik. Det andet ben handler om dansk politik og den rolle, som muslimer og islam har fået i den offentlige debat og som et politisk emne, vælgerne stemmer efter.

Et af de seneste eksempler fra forsommeren var integrationsminister Inger Støjbergs berygtede ramadan-udmelding, hvor hun opfordrer muslimer til at tage ferie under ramadanen – da de ellers kan være til fare for andre. En bemærkning, der typisk betyder, at Tarek Hussein sidder nonstop i radio- og tv-studierne og konstant ringes op af avisernes journalister.

”Inger Støjbergs ramadan-forslag er et klassisk eksempel på de daglige angreb, man som muslim bliver udsat for. Selvfølgelig er der problemer, der skal tages hånd om. Men problematikker som badeforhæng, halalkød og ramadan løser man ganske udmærket i praksis, da det ikke er et problem i den virkelige verden. Men man taler stadig om det på Christiansborg,” analyserer Tarek Hussein.

Hvorfor?

”Det er gået op for mig, at der er visse politiske partier og politikeres eksistensberettigelse, som hviler på at opretholde et modsætningsforhold mellem det at være muslim og dansk. Det lyder næsten konspiratorisk, men jeg tror, der er politikere, der reelt ikke ønsker integrationen.”

Og hvad er konsekvensen?

”Konsekvenserne har været, at min generation er vokset op i en utrolig defensiv position. Vi står i dag med en hel generation af muslimer, der er født og opvokset i Danmark, taler bedre dansk end deres modersmål og føler, at det er her, de hører til. Men ikke desto mindre føler de sig fremmedgjorte og sat uden for det etablerede fællesskab. I Danmark er vi altid blevet kaldt alt andet end danskere: unge med anden etnisk baggrund, etniske minoriteter, perkere osv. Og selvfølgelig gør det noget ved dig, når du er vokset op med udtalelser om, at du voldtager din søster, at din religion er ligesom kræft, og at du sikkert er en ulv i fåreklæder. De ting sætter sig,” siger han og fortsætter:

”Når du som minoritet er blevet bokset til i det meste af dit liv, og du hele tiden får at vide, at du ikke er dansker, finder du sammen om det eneste, du har tilbage; og det er din religion og din kultur. Derfor siger jeg altid med et smil på læben til politikerne: Hvis I vil have, at de unge skal blive mindre religiøse, skal I bare lade være med at tale så meget om islam.”

Hvad med medierne? Har de et ansvar?

”Mediernes proportioner er ofte fuldstændig væk, og det samme gælder også deres fakta. Jeg nævner flere eksempler i bogen. Blandt andet TV 2, der få dage før det seneste folketingsvalg i 2015 interviewede en radikal salafist, der proklamerede, at muslimer ikke må stemme. Han var tilknyttet gruppen Kaldet til islam, som dengang bestod af 10-15 mennesker. Men man fik et indtryk af, at det var halvdelen af alle muslimer, der havde samme overbevisning. Virkeligheden er en helt anden. Ud af Danmarks 170 moskéer er der kun 5, der siger, du ikke må stemme.”

Men er 5 ud af 170 moskéer ikke også for mange?

”Det er stadig et problem jo, men ud af Danmarks omkring 300.000 muslimer, er kun 2.000-3.000 mennesker tilknyttet de fem moskéer. Samtidig har vi 16.000 medlemmer i Jehovas Vidner, som heller ikke stemmer til valg. Men det hører vi ikke om.”

Du kritiserer politikere og medier, de muslimske organisationer og den ældre generation af imamer. Hvad med jer selv? Gør unge muslimer nok for at sikre integrationen?

”Det er faktisk et af de områder, hvor der sker allermest. Da jeg gik ud af gymnasiet i Vejle tilbage i 2011, var vi syv med anden etnisk baggrund. Da min søster gik ud for halvandet år siden, var de 45. Og det samme sker på universiteterne. I dag vrimler det med studenter med anden etnisk baggrund. Vi har selvfølgelig stadig isolerede problemer med bander og unge knægte, der hverken kan læse eller regne efter folkeskolen, men helt overordnet er det fantastisk at se, hvordan unge nydanskere bliver bedre uddannede. Min generation er langt mere tilpasningsparat og begynder i langt højere grad at minde mere om etniske danskere end vores forældre,” siger Hussein.

Men vi gifter os stadig kun meget sjældent på tværs af etnicitet. Hvorfor?

”Når man spørger muslimske forældre og etnisk danske forældre, hvad de ville sige til, at deres barn blev gift med henholdsvis en etnisk dansker eller en muslim, er svarene dybt, dybt deprimerende. Selvfølgelig skal vi kunne blive gift på kryds og tværs af etnicitet. Men troen fylder så meget for mig, at det er vigtigt, at jeg har en partner med samme referenceramme. For andre er det ikke relevant. Jeg tror, mange forsøger at værne om deres religiøse identitet og derfor finder sammen med andre religiøse.”

En lys fremtid?
Hvordan ser du fremtiden? Går integrationen i den rigtige retning?

”Det ser ekstremt positivt ud, når du kigger på min generation. Integration tager tid, og vi har kun været her i to til tre generationer. I takt med at vi kommer ud på arbejdsmarkedet og får højere og højere uddannelser, så kommer vi socioøkonomisk til at minde mere om etniske danskere. Men vi skal samtidig blive ved med at italesætte de ekstreme miljøer og banderne osv. Og vi skal være langt bedre til at stille krav og forventninger til, at alle skal ud på arbejdsmarkedet og lære dansk. Det gør, at man føler sig som en ligeværdig medborger.”

Til gengæld er Hussein ikke særlig fortrøstningsfuld, når det kommer til politikerne:

”Der ser jeg ingen løsning lige rundt om hjørnet. Jeg har dog et spinkelt håb om, at islam-debatten nulstiller sig selv, nu hvor Socialdemokratiet går med på alt, hvad Dansk Folkeparti kommer med. Og at debatten i stedet kommer til at handle om velfærd og klima, som i virkeligheden er endnu vigtigere.”


    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion