Tidl. ambassadør: Var galgen på Capitol Hill afslutningen på Trumpisme eller første skridt mod fascisme i USA?

KRONIK: Den republikanske pøbels angreb på Capitol Hill var et stormløb mod demokratiet. Nu er spørgsmålet, om optøjerne satte punktum for Trumps nationsplittelse eller om de indviede en ny fascistisk æra i USA, skriver Claus von Barnekow.

Når blikket rettes mod den nære fremtid i USA, er det afgørende spørgsmål, hvorvidt Trump er et enkeltstående resultat af en langsigtet udvikling, skriver Claus von Barnekow.Foto: Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix

Claus von Barnekow

Historiker, seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder samt forhenværende ambassadør ved Europarådet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den rejste galge på Capitol Hill er et varsel om et yderligere polariseret USA, som er blevet de indre modsætningers land. Forsoning mellem "stammerne" republikanere og demokrater er en forudsætning for at bringe dynamikken i det aktuelle politiske forfald til ophør.

Begivenhedshistorikere, kommentatorer og journalister har kastet sig over forløbet 6. januar for at fastslå, hvad der egentlig skete.

Hvad var årsag og virkning i forbindelse med Trumps tale til den protesterende sammenstimling af valgresultatsbenægtere, det umiddelbart efterfølgende stormløb på Capitol Hill og rejsningen af en galge?

Altså: Hvornår, hvad, hvor, hvem, hvorfor og hvorledes. Og hvilken konkret indflydelse havde den afgående præsident, som lige siden sit valgnederlag fodrede bæstet?

Har underholdnings-programværten Trump, som blev valgt uden nogen politisk erfaring, med sit mediebårne fjendeinstinkt skabt en kult?
Claus von Barnekow
Historiker, seniorrådgiver og tidl. ambassadør

Kan en anden løfte arven fra Trump?
For strukturhistorikere er perspektivet anderledes. Deres ærinde vil være at forklare baggrunden for det amerikanske politiske systems forfald.

Trump er ikke i sig selv årsagen, men virkningen af strukturændringer, udvikling og resultat af tidligere politiske beslutningstageres værdier, handlemåder og beslutninger.

Strukturændringer er ikke i sig selv begivenhedsudløsende, men erkendte eller ikke-erkendte forudsætninger for magthaveres beslutninger, der fører til samfundsændringer og udløser begivenheder. Statsomvæltningen i Danmark i 1660 og Første Verdenskrigs udbrud er eksempler.

Når blikket rettes mod den nære fremtid i USA, altså de kommende årtier, er det afgørende spørgsmål, hvorvidt Trump er et enkeltstående resultat af en langsigtet udvikling.

Om forudsætningerne for at en efterfølger, der kan løfte arven som nationsplitter og demokratibekæmper, er til stede, og om De Uforenede Staters politiske system kan reformeres til gavn for hele befolkningen, og hvad der i givet fald skal til.

Kommentatorer har efter stormløbet på Capitol Hill slået op i fortiden og peget på Frankrig anno 1789 og Rusland anno 1917. Der ses herved bort fra, at det var autoritære systemer, der var genstand for befolkningsgruppers stormløb. Hensigten var frihed, ikke at begrænse friheden.

I et årsag-og-virknings perspektiv kan man med rette reflektere over Mussolinis march mod Rom i 1922. Den var en magtdemonstration, der fik til følge, at kong Victor Emanuel 3. udpegede Mussolini som ny regeringsleder.

Det samme med nazisternes fejlslagne "ølstuekup" året efter medførte anklager for højforrædderi, men milde domme for de dømte, herunder Hitler, som 10 år senere blev rigskansler og afskaffede det tyske demokrati.

Stormløb mod demokratiet
Forretningsmanden Trump har med sit handlingsmønster bekræftet den tyske fascist, kontroversielle jurist, politiske tænker og nazist Carl Schmitts (1888-1985) opfattelse af politik som en relation, hvor det drejer sig om magten til at etablere og handle ud fra en ven/fjende-distinktion.

Han mente, at tænkning, refleksion, viden og forståelse i sig selv ingen rolle spiller i den forbindelse. Den anerkendte italienske semiotiker og filosof professor Umberto Eco opregnede 14 karakteristika ved fascisme. Lægges Ecos karakteristika til grund, er Trump med sine manifestationer efter præsidentvalget slået ind på den retning.

Den republikanske pøbels stormløb mod Kongressen, opildnet af den afgående præsident under en splittet kongres' afsluttende bekræftelse på Joe Bidens tydelige valgsejr, var et stormløb mod demokratiet. Den rejste galge er et varsel om det, der kan komme.

Fascisten, der spøger i baggrunden
Disse handlinger ses hidtil ikke at anfægte hverken Det Republikanske Parti eller de 45 republikanske senatorer, der ved afstemningen i Senatet afviste den med 55 stemmer vedtagne anklage mod Trump om "tilskyndelse til oprør" - og slet ikke flertallet af partiets vælgere. En dom kræver to tredjedeles flertal, altså 67 stemmer.

Udfaldet synes umiddelbart klart. Trump vil klare frisag, taberen bliver demokratiet, parlamentarismen og den politiske kultur i det republikanske parti.

Trump aflagde ved sin overtagelse af præsidentembedet den traditionelle ed: "I do solemnly swear (or affirm) that I will faithfully execute the Office of President of the United States, and will to the best of my Ability, preserve, protect and defend the Constitution of the United States."

Til sine tilhængere før marchen mod Capitol sagde han blandt andet: "walk down Pennsylvania Avenue (...) we are going to try and give our Republicans the kind of pride they need to take back our country."

Under den kommende retssag mod Trump kan der blive argumenteret for, at begivenhederne 6. januar var et forsvar for forfatningen, da valget var blevet stjålet fra ham. Men i så fald spøger Carl Schmitt på ny i baggrunden. Han konstruerede begrebet den absolutte undtagelsestilstand i sit forsvar for Hitlers blodige opgør med SA i 1934 - uden sammenligning i øvrigt.

Læs også

Kronik: Er vi vidner til et værdiskred i retning af 30’ernes fascisme?

Gamle travere kan give perspektiv
Spørgsmålet er, hvordan de indre modsætninger i USA har nået det aktuelle stadium af fjendtlig konfrontation mellem de to kongrespartier og deres vælgere; et stadium som har nået nye højder under Trump.

Man kan trække nogle af de sædvanlige politiske travere frem fra stalden. Flere er i en vis forstand hinandens forudsætninger.

Globalisering, ændrede erhvervsstrukturer, nedlæggelser af erhverv, sundhedsvæsenet, vandring fra land til by i det lange perspektiv, demografien, racisme, indvandring, uddannelsesniveauet i befolknings- og aldersgrupper på landet og i byer, kultur og normer, stigende ulighed i indkomst- og formueforhold indbyrdes og mellem befolkningsgrupperne.

Alle trækker lange tråde bagud til en fortid præget af regelret racisme i lovgivning og adfærd. Alt i alt et uensartet samfund baseret på en særegen og kortvarig historie om kolonisering fra begyndelsen af 1600-tallet samt indvandring og import af slaver.

Men hvad med det føderale politiske system og lovgivning?

Kongressen er igennem flere årtier blevet stedse mere polariseret. Topartisystemet markerer sig i hovedsagen gennem konfrontation. Det tog sin begyndelse, da villigheden til at indgå kompromisser mellem partierne langsomt forsvandt, og ideologien tog over.

Der er ikke enighed om, hvorvidt det skyldes en afsmitning fra befolkningen eller omvendt, men en afgørende ændring indtraf ved præsidentvalget i 1964. Hvide vælgere i syden sluttede sig overordnet til republikanerne, medens sorte vælgere overordnet valgte demokraterne.

Siden 1970'erne er mere moderate eller liberale republikanere i nordøst og konservative demokrater i syden endvidere visnet bort, må det forstås.

Et beslutningsudueligt system
Kan en væsentlig forklaring på USA's politiske systems beslutningsuduelighed under de nuværende socioøkonomiske forhold, hvor lighed og frihed ikke danner et harmonisk par, være det fortsatte topartisystem, som overført til en dansk sammenhæng skulle rumme 10 partier og spænde fra Enhedslisten til Nye Borgerlige?

Den fleksible manøvreren fra sag til sag, som det parlamentariske system her i landet muliggør, har i de senere år nærmest været utænkelig i USA. Dertil kan lægges præsidentvalgets valgmandssystem som overtrumfer det personlige stemmetal og dermed tilsidesætter det repræsentative demokrati.

Væsentlige ændringer vil næppe forekomme uanset erkendte svagheder; mange politikere og erhverv har en interesse i, at systemet forbliver som det er af hensyn til parti- og personlig finansiering samt køb af indflydelse.

Ændring af systemets forfald forudsætter, at forfatningen - et helligt dokument - skal gentænkes. Et beskedent lyspunkt er, at Kongressen arbejder på at udvide vælgerregistrering, stemmeadgang og begrænse muligheder for at fjerne vælgere fra valglisterne.

Er Trump fascist?
Har byggeentrepenøren, golfklubejeren og underholdningsprogramværten Trump, som blev valgt uden nogen praktisk politisk erfaring, med sin medieanvendelse og sit mediebårne fjendeinstinkt skabt en kult?

I givet fald er det særligt blandt jævne hvide republikanere, som er tilfredse med Trumps fem adjektiver; dæmonisering, kaotiske ræsonnementer, uvidenhed og - tilsyneladende - handlekraft. Disse republikanere følte sig hverken respekteret af det politiske system eller med noget særligt ansvar for egen tilværelse.

Det ansvar påtog de sig, da Trump valgtes i 2016. Demokratiets fundament af reflekterede, selvstændige og oplyste borgere var nu under tydelig erodering samtidig med, at disse republikanere paradoksalt nok følte sig inkluderet.

Den amerikanske historieprofessor Gavriel Rosenfeld har bogen "Fascism in America - Past and present" på trapperne. Han har peget på, at den uafgjorte debat i USA om, hvorvidt Trump er konservativ eller fascist i mellemkrigsårenes tradition har taget en ny retning efter stormløbet mod Capitol Hill.

Et øget antal amerikanere er blevet overbevist om, at han er fascist. Det er, siger Rosenfeld, dog for tidligt at vurdere. Han slår i øjeblikket til lyd for at kategorisere Trump som en person, der snublede ind i fascismeidentiteten under omstændigheder, der afslørede ham som en mulig, opportunistisk og ultimativt en situationsbestemt fascist.

Trump-arvtager skal overbevise minoriteterne
Med andre ord kan demokratiet i USA ikke tages for givet, hvis Trump og et af ham selv underkuet republikansk parti er ved at skabe en førerkult baseret på hvide vælgere.

Omvendt må selv republikanske valgstrateger indse, at den demografiske udvikling tilsiger, at republikanerne må tiltrække flere ikke-hvide vælgere.

I så fald skal Trump eller en Trumpklonen anno 2024 troværdigt kunne henvende sig både til vælgere fra minoriteterne og til hvide vælgere fra arbejderklassen og den lavere middelklasse.

Disse hvide vælgere føler sig imidlertid som ofre for rettighedsbaseret lighed og truet af de minoriteter, hvis støtte er nødvendig for, at et republikansk parti med Trump eller klon i spidsen kan genvinde Det Hvide Hus i 2024.

Om Trump vælger at træde ind på en fascistisk vej, vil begivenhederne, herunder den nye administrations evne til at varetage den samlede befolknings interesser, vise.

Uanset en mulig målbar succes for præsident Biden er Trump og ligesindede utvivlsomt i stand til at øge en mediebåren polarisering uden respekt for det politiske system og retsstaten.

Hvem husker ikke fra valgkampen Trumps udtalelse, fremprovokeret af studieværten, til den højreekstremistiske voldelige organisation Proud Boys to "stand back and stand by"?

Politik har aldrig været vigtigere