Biolog og tidligere embedsmand: Dansk naturpolitik er forsømt og uden proportioner

Man skulle tro, at en stor NGO, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening med sine langt over 100.000 medlemmer, ville få øget opbakning, inklusiv fra ungdommen, til at ændre på situationen. Men foreningen har svært ved at skaffe nye medlemmer og især med at engagere de unge.

Medlemmerne udgøres i dag mest af seniorer på over 55 år, som ikke rigtig har erkendt, at man også har et personligt ansvar og eksempelvis ikke bør indtage så meget kød og mejeriprodukter, hvis man vil efterleve sine ambitioner om at hjælpe den danske natur.

Indtil for nylig blev det i foreningens medlemsblad, Natur & Miljø, bragt reklamer for grisekød, og stadig for mælk og ost, og til møder i foreningen er der ofte oksesteg på bordet.

Det er således ikke lykkedes foreningen, hverken udadtil eller internt, for alvor at erkende sammenhængen mellem naturbeskyttelse og klimakamp, hvilket jo nok er en forudsætning for at appellere til mange yngre og veluddannede borgere.  

Underholdningsprogrammer fjerner fokus

Men der er nu større opmærksomhed på naturproblemerne end før, siges det. Ordet ”biodiversitet” er ved at være noget, flere og flere kan udtale uden at kløjs i det, og noget, som de fleste nok forstår, er stærkt truet.

Både Frank Erichsen og Sebastian Klein er ude i et ganske sympatisk ærinde, men de bidrager ikke til at henlede vores opmærksomhed på de afgørende forhold.

Søren Mark Jensen
Biolog og tidligere embedsmand, Miljøministeriet.

Populære mediefigurer som eksempelvis Frank Erichsen, også kendt som Bonderøven, og tv-værten Sebastian Klein har fået mere sendetid på det seneste, og de slår et slag for de vilde planter, insekter og lignende. Det er naturligvis meget bedre, end budskaberne er fra andre mediedarlings som brødrene Price, der i deres evindelige madprogrammer åbenlyst modarbejder de officielle kostråd og lovpriser klima- og naturskadeligt indtag af kød, fedt og smør.

Men Bonderøvens og Sebastian Kleins fokus er i høj grad på private haver og offentlige arealer, som skal gøres vildere, og de undgår at fortælle om proportionerne - at grunden til, at den danske natur går tilbage, ikke skyldes, at folk slår deres græsplæner, men at Danmark har en af verdens største og eksportorienterede industrielle produktioner af grise, høns og kreaturer.

Det er en produktion, som forudsætter, at hovedparten af vores landskab udgøres af pløjede, gødede og sprøjtede marker med majs, byg, raps og hvede, som går til opfedning af 200 millioner husdyr årligt. Både Frank Erichsen og Sebastian Klein er ude i et ganske sympatisk ærinde, men de bidrager ikke til at henlede vores opmærksomhed på de afgørende forhold.

Ny havplan spænder ben for naturen

Ser vi på naturen i havet, står det desværre endnu ringere til. I juni vedtog regeringen med et bredt flertal en havplan, som ikke gør noget ved hovedproblemet - landbrugets udledning af gødningsstoffer.

Planen udlægger store havområder til forurenende havbrug og udpeger zoner til etablering af store havvindmølleparker i nogle af Danmarks biologisk mest værdifulde havområder. Dette indbefatter eksempelvis det sydlige Lillebælt og i Jammerland bugt.  

Så hvordan kan vi ændre på denne helt igennem triste situation?

Søren Mark Jensen
Biolog og tidligere embedsmand, Miljøministeriet.

Det er også slemt, at fiskeri med bundtrawl ifølge havplanen kun begrænses ganske lidt og fortsat vil være tilladt i hovedparten af de områder, som tænkes udlagt til ”havnatur”. Nærmest fortvivlende bliver det, når man medtænker, at langt hovedparten af den mængde fisk, som den industrielle danske fiskeflåde lander årligt, går til fodring af dansk landbrugsgrise, høns og køer og til norske havbrugslaks.

Havplanen spænder desværre ikke ben for, at vi også fremover tømmer store danske havområder for liv for at holde gang i den ikke-bæredygtige animalske husdyrproduktion og norske lakseproduktion.

Situationen kræver handling

Så hvordan kan vi ændre på denne helt igennem triste situation?

Det vil nok kræve, at vores politikere, NGO’er, mediedarlings og flere aktører hanker op i sig selv, åbent fokuserer på de reelle problemer og dropper håndskyheden over for danske erhvervsinteresser. Men det kræver nok også, at vi alle hver især gør en større indsats.

Det kan eksempelvis være ved at reducere vores verdensrekord store indtag af kød og mejeriprodukter og ved aktivt at bakke op om ideen om mere plantebaseret kost.

Flere internationale studier fremhæver, at fra et klimamæssigt perspektiv er den vigtigste enkelthandling, man kan foretage sig som forbruger. Det siger sig selv, at det i en dansk sammenhæng er vejen frem mod en mere bæredygtig brug af vores landskab.