Tidligere Etisk Råd-formand: Sådan gennemskuer du politikernes kneb og tricks i valgkampen

Vi skal ganske snart vælge de politikere, som vi ønsker skal styre landet. Undervejs vil selvsamme politikere kæmpe for vores stemme, hvilket til tider kan være et uskønt syn. 

Moral angår værdier og den vigtigste værdi i politik er troværdighed. Den moralske politiker er derfor værd at tro på og én vælgerne har tillid til. Modsat kan vi fornemme, hvis der stikker noget under, hvis budskaberne eksempelvis mest skal fremme et genvalg og derfor kun handler om det politikeren tror, at vælgerne gerne vil høre.

Men hvad kendetegner en moralsk politiker, og hvilke kneb skal vi som vælgere være opmærksomme på, når vi lytter til de politiske budskaber?

I det følgende vil jeg præsentere nogle af de mest gængse kneb, som politikere bruger i den politiske debat.

Det mest benyttede – og måske mest irriterende kneb – som politikere benytter sig af i debatten er de såkaldte 'stråmænd'. Her præsenteres oppositionens politik mere eller mindre direkte i forsimplet form, så deres politik er lettere at kritisere.

Forskellen mellem den moralske og den umoralske politiker er et forhold mellem det ægte og det fordækte

Jacob Birkler
Tidligere formand, Det Etiske Råd

Eksempler, som vi givetvis kommer til at høre, kan være: "Ufinansierede skattelettelser" eller "misundelsesafgifter". Kombineret med en præsentation af egen politik fremstilles et karikeret billede af de andres politik, så ens egen politik er det eneste oplagte valg.

Med til stråmandsargumentation hører også angreb på modparten. Det er sjældent, at politikere går direkte efter personen. Til gengæld angribes omstændigheder forbundet med personen, hvilket kaldes 'brøndpisserargumenter'.

Har man først pisset i modpartens brønd, vil ingen efterfølgende hente politik derfra. Det kan handle om alder, uddannelse eller erfaring, men også en tidligere begået fejl, som dybest set er irrelevant i den konkrete sammenhæng. Mest typisk er dog at gå efter en tidligere ført politik, hvilket eksempelvis kan være under en tidligere regeringsperiode. Lødigt bliver det sjældent.

Handler argumentationen om egen politik kan politikerne også ignorere modargumenter. Selvom modparten således fremhæver et gyldigt argument, kan samtalen drejes i anden retning. Hertil hører forskellige former for forførelse eller distraktioner.

På engelsk kaldes det for red herring, hvor politikeren trækker en interessant pointe henover debatsporet, så debatten fordrejes og pludselig kommer til at handle om noget helt andet.

Noget vi også kommer til at høre i debatten er henvisninger til autoriteter, hvilket kan være helt legitimt som rygdækning for ens politik. Men ofte henvises til mere eller mindre diffuse autoriteter, hvilket man som vælger skal være opmærksom på.

Det kan være udtryk såsom "førende eksperter på området anbefaler", men måske er der andre eksperter, som anbefaler det modsatte. Måske er der tale om et fagligt stridspunkt, hvor man kun inddrager dele af analysen, som passer til politikerens budskab.

Her kan man som vælger ofte blive forført, fordi politikeren alene har valgt at henvise til de personer, som kan understøtte egen politik

Jacob Birkler
Tidligere formand, Det Etiske Råd

I mange tilfælde henvises også til irrelevante autoriteter, hvilket kan handle om politikerens samtale med menigmand. Derfor hører vi ofte udtryk såsom "i går besøgte jeg en virksomhed, et plejehjem, en skole" eller lignende, hvor politikeren talte med Ida eller Egon, som sagde det ene eller det andet. Men her kan man som vælger ofte blive forført, fordi politikeren alene har valgt at henvise til de personer, som kan understøtte egen politik. 

Et almindeligt kneb er også at appellere til danskerne på fordækt vis. Eksempelvis kan man begynde en sætning med: "Jeg tror, de fleste danskere vil give mig ret i, at...". Dette kneb kaldes ofte for populisme, hvor der spejdes efter synspunkter såvel som forenklinger, der hurtigt kan vinde gehør i befolkningen. Men selvom de fleste danskere er enige, er det ikke nødvendigvis mere rigtigt af den grund. Argumentet er ganske enkelt ugyldigt. 

Under en valgkamp kan vælgerne også være opmærksomme på urimelige generaliseringer. Det kan være i omtalen af grupper i samfundet såsom indvandrere, direktører eller danskere på overførselsindkomst. Det kan også være forsimplede polariseringer såsom Øst- og Vestdanmark eller Nordsjælland og Sydjylland. 

Til slut vil jeg kort nævne nogle sproglige kneb, som man skal være opmærksom på i den politiske debat. Eksempelvis kommer vi til at høre politikere tale om det at være "ude i virkeligheden". Nogle vil tilmed tale om den "virkelige virkelighed". Men det er noget vås. Der findes kun én virkelighed, som vi alle lever i. Til gengæld har vi forskellige opfattelser af denne virkelighed, hvilket vi kan hjælpe hinanden med at blive klogere på.

Blandt de sproglige kneb vil mange politikere også tale i tautologier – det vil sige sætninger som kun er sande. Eksempler er det at føre en "stram udlændingepolitik". Men hermed siger man ingenting. Der er således ingen som ønsker at føre en "løs udlændingepolitik". Fra samme skuffe vil vi høre udtryk og slogans såsom "øget velfærd", "Danmark i balance" eller "et Danmark, som hænger sammen". Udtryk som er upræcise og dermed ligegyldige.