Tidligere folketingsmedlem: Folkestyret er ikke døende, men gisper efter vejret

"Har vi et dysfunktionelt demokrati?"

Sådan lyder den næsten dystopiske titel for Altingets sommerserie. Som en, der har haft fornøjelsen af at følge dansk politik og Christiansborg tæt gennem mange år, må jeg sige, at jeg i ny og næ også kan være bekymret for udviklingen. Jeg abonnerer dog ikke på, at folkestyret er decideret dysfunktionelt, men at det er udfordret, er hævet over enhver tvivl. 

Og inden jeg bliver skudt andet i skoene, så lad mig slå fast, at jeg har en stor respekt for vores politikere. De er på mange måder bedre end deres rygte, og nej, de er ikke ene og alene optaget af deres genvalg, som mange mennesker ynder at mene.

Jeg har endnu aldrig mødt en – uanset partifarve – der ikke var i politik af idealistiske grunde. Så fundamentet for vores folkestyre, det vil sige politikerne, er ikke så ringe endda og da slet ikke dysfunktionelt.

Og jeg skal hilse og sige, at det ikke blot er noget, som jeg siger, fordi det modsatte vil være dårligt for forretningen – lidt polemisk sagt har vi bedre politikere, end vi fortjener.

Men alt er langtfra fryd og gammen; folkestyret gisper billedligt talt efter vejret. Sigge Winther Nielsen argumenterer i sin bog 'Entreprenørstaten', at tempoet i politik er så vanvittigt, at det har betydelige konsekvenser for selve hjertet i folkestyret nemlig lovgivningen.

Dansk Folkepartis mangeårige pressechef, Søren Søndergaard, er inde på noget af det samme i kommentaren 'Tempoet i politik er latterligt højt og uansvarligt'. Som en, der lever af at følge politik og medier tæt, kan jeg kun nikke genkendende til blandt andre Søndergaards vurderinger. 

Usund kultur mellem medier og politikere  
Politikere og partier har uagtet idealismen selvsagt også et behov for at være mest muligt synlige i medierne – et behov, der uden tvivl også er skærpes af, at stort set ingen danskere er medlemmer af partierne.

Sådan var det også for 20 år siden, da jeg slog mine folder i partipolitik, men i modsætning til dengang er der i dag ikke noget, der for alvor hedder deadline hos medierne – der er deadline 24/7 med et deraf stigende og umætteligt behov for historier.

Det siger sig selv, at denne politiske kultur ikke efterlader megen plads til den eftertænksomme politiker, der er optaget af, at man i Folketinget finder de bedst mulige løsninger

Thorstein Theilgaard
Chef for politisk interessevaretagelse i Holm Kommunikation og tidligere folketingsmedlem for SF

Der har derfor over tid udviklet sig en usund kultur og et særegent samspil mellem medierne og politikerne, hvor intet er for ligegyldigt eller for uinteressant til, at der politisk skal kræves handling – og hellere i går end i dag.

Resultatet af denne evige sydende malstrøm af politik og nyheder skaber et Christiansborg, hvor nuancer og omtanke har mere end trange kår.

Den hårde og gangbare valuta er derimod lynhurtige politiske meldinger, der signalerer handlekraft og konflikt. Det er nok også en væsentlig del af forklaringen på, at vi i dag eksempelvis er vidne til markant flere samråd i Folketinget end tidligere. At indkalde en minister i samråd signalerer politisk handlekraft og, hvis man er heldig, også en overskrift eller to.

Det siger sig selv, at denne politiske kultur ikke efterlader megen plads til den eftertænksomme politiker, der er optaget af, at man i Folketinget finder de bedst mulige løsninger på et teknisk lovgivningsmæssigt problem. Det er der ganske enkelt ikke megen omtale i, hverken i landsdækkende eller i valgkredsens lokale medier.

Det siger også sig selv, at denne kultur meget sjældent giver rum for de mere principielle refleksioner og debatter, men derimod rige muligheder for alene at dække politik som ren taktik og proces, sådan som det udspiller sig tirsdag efter tirsdag på TV 2 News.

Jeg havde – og har måske nok fortsat – en tro på, at de sociale medier ville vise sig at rumme potentialet til at genopfinde den demokratiske samtale og måske ovenikøbet forny forbindelsen mellem partier og vælgere. Men jeg må ærligt indrømme, at indtil videre har jeg ikke meget at have denne tro i – for at sige det mildt. 

Kan man have partier uden medlemmer? 
Når vi er kommet hertil, tror jeg også, at det skyldes en dybereliggende og mere strukturel udvikling i forhold til folkestyret. Nemlig, at der i dag er meget få, der finder det meningsfuldt at være medlem af et parti. Det er langt fra en ny udvikling.

Det er kun gået støt ned ad bakke de seneste fem til seks årtier fra de glade dage i 1950'erne, hvor mere end hver fjerde dansker var partimedlem. Nu om dage er det mindre end fire procent, der har en partibog eller i omegnen af 130.000 alt i alt for samtlige partier i Danmark.

Det er på en god dag mere eller mindre på niveau med Hjerteforeningen og Diabetesforeningen – vel og mærke de to foreninger hver for sig.

I min bog er det en meget alvorlig udfordring for gamle såvel som nye partier, da det stiller spørgsmålstegn ved selve den grundlæggende legitimitet og i øvrigt også stabilitet i forhold til folkestyret, som partierne historisk har repræsenteret.

Det betyder i realiteten, at en meget lille del af befolkningen potentielt kan blive opstillet som kandidater – og at det er samme forsvindende antal borgere, der i realiteten vælger kandidaterne.

Jeg kan selvsagt ikke, og det ønsker jeg heller ikke, løbe fra min partipolitiske fortid, og derfor er det også med en lidt flov smag i munden, at jeg må tilstå, at jeg i dag ikke er et hak bedre end hovedparten af befolkningen for så vidt angår det at være medlem af et parti. 

Vi kan begræde udviklingen, men jeg tror, at det vil være forholdsvist naivt at tro, at udviklingen uden videre kan skrues tilbage – og tilbage til hvad i øvrigt? Det er jo trods alt ikke sådan, at det hele var fryd og gammen i det danske folkestyre i de gode gamle dage. 

Måske er det sådan, når det kommer til stykket med folkestyret og demokratiet, som Winston Churchill er citeret for at sige: Demokrati er den værst tænkelige styreform, når man ser bort fra alle de andre.