Tempoet i politik er latterligt højt og uansvarligt

Jeg havde i mange år min daglige gang på Christiansborg. Jeg var der bogstaveligt talt næsten hver eneste hverdag i 15 år. Det var en udsøgt fornøjelse. Som jeg har sagt før; vi har dygtige, slidsomme politikere, og jeg har haft det privilegium at arbejde for, og imod, de dygtigste af dem.

Men jeg havde kun været kort tid på Borgen, da jeg første gang studsede over, at hverken Folketinget eller, og dét var næsten værre, ministerierne brugte tid på at følge op på alt det, de lavede. Ja, min oplevelse var faktisk, at de end ikke rigtigt reflekterede over, om dette eller hint lovgivningsarbejde faktisk virkede. Nu er det vedtaget og den ged barberet, videre fremad mod nye nederlag!

I det lederjob, jeg forlod, inden jeg kom på Borgen, havde opfølgning på effekten af trufne beslutninger og indsats i årevis været en del af den ledelsesmæssige dagligdag. Men ikke på Slotsholmen.

Det blev bekræftet, da en journalist fra Altinget dykkede ned i, hvad effekten mon var af en af flere folketingsvedtagne stramninger af straffen for personfarlig kriminalitet. Var dommene nu også blevet skærpede sådan som folketingsflertallet ønskede det?

Nej, det var de ikke. Som i: slet ikke. Af talrige årsager.

Man kan have en lang diskussion om den træghed, der er i domstolssystemet, når straffe skal skærpes, og talrige har meninger og vurderinger. Tro mig, det var noget af det, jeg arbejdede med i 15 år. Men det er ikke pointen her.

Pointen er, at ingen, hverken retsordførere, retsudvalg eller justitsministerium, følte, at de skulle bruge tid på en banal registrering af domme før og efter. Først da Altingets altid bundsolide og ihærdige journalist Erik Holstein fremlagde resultatet af sin research, reagerede Slotsholmen.

Hvorfor man ikke kan sætte yngste fuldmægtig i et ministerium til at foretage simpel registrering af noget så enkelt som domme, der er offentlige og lette at finde, så ministeren har et løbende overblik over, hvordan effekten er af de trufne beslutninger, som pågældende er ansvarlig for føres ud i livet, har jeg aldrig begrebet. Men jeg har heller aldrig arbejdet i et ministerium, så måske er jeg bare en indsigtsløs ignorant. Bundlinjen er under alle omstændigheder, at ministeren bliver et let offer for politisk kritik af, at der ikke er sket en dyt, selv om et folketingsflertal har besluttet det.

Om den manglende opfølgning skyldes det stadigt opskruede lovgivningstempo eller andet, er uklart, men det er nok mest resultat af en kultur, der er opstået. Tempoet i lovgiveriet er så højt, at det bedste råd er, at politikerne letter foden lidt fra speederen og giver plads til omtanken og forberedelsen. Der er en ånd på Borgen, skabt i fællesskab mellem medierne og partierne, at der skal handles på alt, stort og småt, og at det skal gå stærkt. Har man ikke et her-og-nu bud på en politisk handling som svar på en aktuel sag, kommer man ikke på i nyhedsfladen og betragtes som bovlam, tøvende, rådvild, uden kompas – vælg selv.

Tempoet i lovgiveriet er så højt, at det bedste råd er, at politikerne letter foden lidt fra speederen og giver plads til omtanken og forberedelsen. 

Søren Søndergaard

Tempoet er til tider helt nødvendigt, men generelt latterligt. Og uansvarligt. Jeg vil undlade at trampe i mink-skandalen, dét bliver der rig anledning til senere. Men at hastværk var lastværk, uanset hvad intentionerne end var, ligger i min optik helt fast.

To andre store, komplekse sager med stor konsekvens for mange, er omlægningen af Skat og etableringen af Familieretshuset. To professorer i statskundskab konkluderede for nyligt, at det faglige grundlag for omlægningen af Skatteministeriet var både ”lemfældigt” og ”løsagtigt”.

Det samme så man i etableringen af Familieretshuset, som vicedirektør i Djøf, Sigge Winther Nielsen i bogen ”Entreprenørstaten”, der udkom i forsommeren, kalder ”både intellektuelt og økonomisk underfrankeret”. Sagsbehandlingen er ganske enkelt gået ad helvede til, siden man nedlagde Statsforvaltningen, med store konsekvenser for ulykkelige børn og fraskilte forældre. Det var slemt før, nu er det bare endnu værre.

Jeg erindrer tydeligt den politiske begejstring, da man etablerede Familieretshuset og et trafiklys-system. Hurra! Jeg har ikke klogere indsigt end andre, men har desværre været igennem en skilsmisse i det gamle system med tilhørende samværs-trakasserier, og jeg anede ikke den store forbedring i horisonten. Forbedringen kom så desværre heller ikke; det er værre end før.

Den forhenværende radikale leder Morten Østergaard har deltaget i talrige reformer og aftaler, før han forlod politik sidste efterår. Han erkender i Sigge Winther Nielsens bog, at politikerne ”… går direkte til at forhandle en løsning, uden at have en ordentlig ide om, hvad problemet er”.

Nu kunne en og anden jo have den mistanke, at her taler en radikal leder, som han var, da interviewet blev lavet, med vanligt radikalt bedrevid og svirp til de åndeligt mindrebemidlede fra alle andre partier.

Det er en etableret forestilling i de fleste andre partier på Borgen, fra Enhedslisten over Socialdemokratiet til DF, at Radikale ser sig selv som lidt bedre end andre gode oste, og helt ved siden af skiven er betragtningen nok ikke. Men det vil være for dumt ikke at lægge sig Østergaards ord på sinde i denne sag, radicoolt svirp eller ej.

For der ér en aktivitetskløe på Christiansborg, et behov for daglige meldinger og løsninger på dit og dat. I mine år i erhvervslivet kaldte vi det ”aktivitetskløe på direktionsgangen” – en trang til at ”gøre noget”, når der opstod problemer. Og handle skal man, men analyse og eftertænksomhed først lønner sig.

En dygtig leder, som dengang i 90’erne og 00’erne, var officer ved Forsvarets Center for Lederskab og Forsvarsakademiet, Claus Holland, lærte mig igennem en årrække en masse. Blandt andet, at danske ledere lider lidt af handleiver. ”De går i gang!,” som han sagde. Det kan jo være godt og handlekraftigt. Men en plan, god forberedelse og høj faglighed – for eksempel at have en ”ordentlig idé om, hvad problemet er” – er nyttig og sikrer et bedre resultat.

Hvis man skal angribe noget, er det jo en rigtig god idé at vide, hvad det er, og hvordan man vil angribe det, før man stormer fremad. Der bliver i reglen god anledning til at revidere planen undervejs, men planen sikrer dog viden om mål og midler.

Som min mor sagde gentagne gange ”God forberedelse er den halve gerning, uanset om man bager eller studerer”. Dét gad jeg ikke høre på som barn med aktivitetskløe, både i forhold til bagværk og videnssøgning. Men med alderen og erfaringen er jeg nået til erkendelsen: Min mor havde ret.

Det er med godt bagværk som med politik; det bliver bare bedre med en god, tålmodig forberedelse.

På samme måde, som vi live-tester kvaliteten af surdejsbrødet eller Napoleonshattene, når vi spiser dem, og vi håber, at værkstedet har kontrolleret vores bremser, inden vi henter bilen fra service, så skulle politikerne tage sig tid til både at forberede sig ordentligt og have modet til at teste resultaterne af det, de laver.