Debat

Jarlov om dårlig kultur i Folketinget: Saglighed vægter ikke tungest hos ret mange politikere

En kultur, hvor mærkesager vægter tungere end saglighed og grundighed, hvor Folketinget og regering i praksis er smeltet sammen, hvor partiernes gruppedynamik spiller dem ud mod hinanden, skaber dårlige arbejdsvilkår for MF'erne, skriver Rasmus Jarlov (K).

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rasmus Jarlov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er hen over sommeren lykkedes at rejse en debat om arbejdsforholdene i Folketinget. Jeg tror også, det er lykkedes at få de fleste til at forstå, at denne debat ikke handler om, at det er synd for os 179 folketingsmedlemmer, men om at det går ud over 5,8 millioner danskere, hvis vores arbejdsvilkår resulterer i dårlige love og ugennemtænkte beslutninger. Hvis vi forhandler til klokken kvart over fire om natten, selvom det ikke haster, og ikke får tid til at læse forslag igennem, inden vi skal tage stilling til dem, bliver kvaliteten af beslutningerne dårlig, og lovene ugennemtænkte.

Sommerserie

Sigge Winthers 'Entreprenørstaten' og Anders Langballes 'Forfra' har kickstartet en debat om demokratiets tilstand og vilkårene for politikere, embedsmænd og journalister. 

Senest blev bolden grebet af Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, der i sin tale til Folketingets afslutningsdebat stillede spørgsmålstegn ved arbejdsforholdene på Christiansborg. 

Altinget giver i sommerserien 'Har vi et dysfunktionelt demokrati?' ordet til embedsmænd, journalister og politikere, som i debatindlæg vil komme ind på, hvorvidt vi har et dysfunktionelt demokrati, og hvordan vi får demokratiet og det politiske system ud af kniben.

Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, kan du skrive til [email protected].

Der er dog ét spørgsmål, som jeg tror, mange gerne vil have svar på: Hvorfor siger I ikke bare nej?

Ekstra Bladet skrev en leder med titlen 'Klynkerne', som kørte på temaet, at vi jo bare kan mande os op og sige fra. Og det har Ekstra Bladet fuldstændig ret i. Folketinget gør det mod sig selv. Vi lader os køre over, selvom vi har magten til at sige fra.

Regeringerne kan ikke gennemføre aftaler og afholde udgifter uden vores accept. De uacceptable arbejdsvilkår ville stoppe det øjeblik, Folketinget meddelte regeringerne, at vi ikke vil acceptere dem. Fra det øjeblik Folketingets medlemmer sagde til regeringen, at vi ikke kommer til forhandlinger efter midnat, ville der ikke være nogen forhandlinger efter midnat. Og det øjeblik Folketinget meddelte regeringen, at ingen store beslutninger kan træffes, medmindre vi har haft tid til at læse forslagene igennem mindst et døgn i forvejen, ville vi begynde at få papirerne i bedre tid. Så simpelt er det.

Hvorfor mander Folketinget sig så ikke op? Det er der to hovedårsager til.

Folketing og regering er smeltet sammen
For det første, at Folketinget og regeringerne er smeltet sammen. Vores grundlov havde tiltænkt, at regeringen og Folketinget skulle være adskilt fra hinanden og holde hinanden i skak. Men efterhånden som den parlamentariske praksis har udviklet sig sådan, at man skal kontrollere Folketinget for at sidde i regering, er det jo blevet sådan, at regeringen består af Folketingets stærkeste koalition. Folketinget er derfor i praksis regeringens forlængede arm og ikke det stærke kontrolorgan, som det burde være.

Hvis man tager den nuværende mandatfordeling som eksempel, så er Folketingets formand, som burde gå i spidsen for at kræve ordentlige vilkår for Folketinget, socialdemokrat til benet og i praksis udpeget af statsministeren. Ingen af de mange socialdemokratiske medlemmer af Folketinget kommer til at give regeringen noget som helst modspil, for så bliver de straffet af Socialdemokratiets partitop og kan miste deres levebrød.

Jeg tror, den dårlige kultur er så indgroet, at den bliver svær at ændre.

Rasmus Jarlov (K)
MF

De eneste, som kan sætte regeringen på plads, er støttepartierne. Men også de har en stor interesse i, at regeringen ikke kommer i for store vanskeligheder, for hele deres relevans og magt afhænger grundlæggende af, at regeringen består og klarer sig godt. Derfor skrider de kun ind over for dårlig regeringsførelse, når det bliver så pinligt, at deres troværdighed ikke kan klare det længere. Dette punkt nåede vi blandt andet i minkskandalen, men ellers skal vi vel tilbage til, da Konservative fyrede Eva Kjer Hansen i 2016, før et støtteparti sidst for alvor har sat grænser for dårlig regeringsførelse.

Det sker uhyre sjældent, og det er ikke, fordi hverken den ene eller anden side af Folketinget har noget at lade hinanden høre i den henseende. Kig bare på, hvor meget der skulle til, før Inger Støjbergs tilsyneladende ulovlige praksis om adskillelse af flygtningepar blev undersøgt. Eller hvordan Anette Vilhelmsen (SF) i sin tid fik lov at forære Lisbeth Zornig en million kroner uden om alle regler, som om statskassen var hendes private husholdning, uden at det fik nogen konsekvenser for hende.

Gruppedynamik
Den anden hovedårsag til, at Folketinget ikke siger fra over for dårlige arbejdsvilkår, er gruppedynamikken i Folketinget, og at partierne lader sig spille ud mod hinanden.

Lad os tage et eksempel. For en måneds tid siden forhandlede vi om Danmarks infrastruktur. Vi skulle beslutte, hvilke veje og togbaner der skal bygges de næste 15 år. En gigantisk aftale til et trecifret milliardbeløb.

Forhandlingsforløbet var indledningsvis meget grundigt og ordentligt. Der blev taget god tid og besvaret rigtig mange spørgsmål, inden forhandlingerne blev afsluttet til sidst. Men dagen før forhandlingerne skulle afsluttes, blev det pludselig smidt på bordet, at der skal bygges en letbane på en af Danmarks travleste veje, nemlig Frederikssundsvej i København. Der findes kun foreløbige analyser af, hvad det vil betyde for trafikken og boligerne i området, eller om der overhovedet er et behov*.

Det indebærer åbenlyse udfordringer, for Frederikssundsvej er smal. Hvis der skal være en letbane, kan der ikke også køre biler og busser, og det er ikke nemt at pege på, hvilken vej de så skal køre.

Det rigtige havde været at få analyseret projektet og træffe en beslutning om tre-fem år, når vi havde et ordentligt beslutningsgrundlag. Men en række partier og regeringen insisterede på, at vi skulle skrive under nu på, at vi vil gennemføre projektet og først bagefter få projektet grundigt analyseret*. Regeringen gjorde det klart for Konservative, at vi enten kunne sige ja til letbanen eller også kunne vi ikke være med i aftalen.

Her kunne Konservative godt have trukket en streg i sandet og sagt, at så vil vi ikke være med. Det havde været godt for vores integritet, men det havde også kostet dyrt i indflydelse. De andre partier ville så have indgået aftalen uden om os. Hans Engell ville have siddet på TV2 News og fortalt, at Konservative var politisk tonedøve og besværlige, ikke forstår politik og satte sig selv uden for indflydelse. Og de næste 15 år ville der blive afholdt møder i aftalekredsen, hvor partierne bag aftalen detaljeret ville udmønte alle trafikprojekterne, uden Konservative ville have nogen indflydelse på det. Vi ville i praksis være sat helt af og uden for døren i dansk trafikpolitik.

De uacceptable arbejdsvilkår ville stoppe det øjeblik, Folketinget meddelte regeringerne, at vi ikke vil acceptere dem.

Rasmus Jarlov (K)
MF

Det enkelte folketingsmedlem og det enkelte parti kan ikke tage opgøret med den form for usaglighed og uacceptable arbejdsmetoder alene. Det kræver, at et flertal bakker op. Også når det ikke umiddelbart gavner deres politiske sag.

Og det kræver lige som med alle andre forandringer i politik først, at vi tager debatten, så alle forstår problemet og bliver klar til en forandring. Derefter skal der være et bredt flertal, som forpligter sig til forandring og ikke er klar til at tillade dårlig regeringsførelse og uacceptable beslutningsprocesser, hvis de dermed kan få en letbane eller noget andet presset igennem.

Saglighed vægter ikke tungest
Jeg er ikke optimistisk. Jeg tror, den dårlige kultur er så indgroet, at den bliver svær at ændre.

Alle partier er skyldige. Vi konservative er ikke bedre end andre, og de gange jeg selv har forsøgt at sige fra og starte et bondeoprør mod dårlig regeringsførelse, er det sjældent gået godt.

I afvejningen mellem at træffe saglige, velovervejede beslutninger eller at få sine mærkesager igennem, vægter sagligheden ikke tungest hos ret mange politikere.

-----

Rettelse, 6. august, klokken 12.45: Altinget har efter henvendelse fra Rasmus Jarlov rettet to afsnit. "Der er ingen analyser af, hvad det vil betyde for trafikken og boligerne i området, eller om der overhovedet er et behov," er rettet til, at der "findes kun foreløbige analyser". Og "en række partier og regeringen insisterede på, at vi skulle skrive under nu på, at vi vil gennemføre projektet og først bagefter få projektet analyseret," er rettet til, at partierne ville senere have "projektet grundigt analyseret".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00