Tim Knudsen ønsker lovændring: Statsministeren har grebet magten, men efterladt ansvaret

MAGT: Statsministeren har magt uden at stå tilsvarende til ansvar. Det mener professor emeritus, som foreslår ændring af ministeransvarlighedsloven. Dilemmafyldt, men vanskeligt at præcisere loven yderligere, lyder det fra jurister.   

Afgørende regeringsbeslutninger træffes blandt en snæver skare af særligt indflydelsesrige ministre. Men den foreløbige udvikling i minksagen understreger, at den enkelte fagminister formelt står alene med det retlige ansvar efterfølgende.  

Det skaber en ”skrigende” kontrast mellem magt og ansvar.

Sådan lyder det fra professor emeritus Tim Knudsen, der som politolog og historiker har forsket indgående i dansk demokratihistorie og for nylig udgav tre ud af i alt fem bind om danske statsministre.

”I S-regeringen træffes vidtgående beslutninger ofte i Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget blandt en lille håndfuld topministre. Det gør det ansvarsfrit at udøve vidtgående magt, når ministeransvaret formelt set ligger hos en ’juniorminister’," siger Tim Knudsen og tilføjer:

”Det er helt centralt i et parlamentarisk demokrati, at regeringen skal stå til ansvar over for Folketinget. Men det svækker demokratiet, når ministre står til ansvar for beslutninger, som reelt er påtvunget dem af 'seniorministre'. De kan være i en situation, hvor de kun har valget mellem at føje statsministeren eller begære deres afsked."

Mogens Jensen var 'juniorminister'
Tim Knudsen henviser til, at Mogens Jensen måtte trække sig som fødevareminister, da det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til regeringens beslutning om aflivning af alle mink.

”Beslutningen om at aflive alle mink blev truffet i Koordinationsudvalget med Mette Frederiksen for bordenden. Derfor burde hele udvalget have stået kollektivt til ansvar for forløbet. Det understreger, at magt og ansvar i dag er skilt ad,” siger Tim Knudsen.

Konklusionen på din argumentation må så være, at mistillid til en fagminister blot er en symbolsk manøvre, hvis kritikken bunder i en beslutning fra regeringschefen?

”Ja. Det bliver en afledningsmanøvre. For det er nemmere for oppositionen – og ikke mindst støttepartierne – at gøre en fagminister til syndebuk end at vælte statsministeren.”

"Statsministeren var med til at træffe beslutningen. Jeg mener ikke, at Mette Frederiksen - selv under det nuværende forældede ansvarssystem - uden videre kan fritages fra at undersøge, om der er lovhjemmel. Når man over hals og hoved nedlægger et helt erhverv, burde der have været større opmærksomhed hos alle beslutningstagere." 

Statsministeriet er styrket
Ministeransvarlighedsloven blev vedtaget i 1964, og siden da er statsministeren for alvor blevet en styrende kraft i dansk politik, hvor statsministeren udstikker pejlemærkerne for den samlede regeringsførelse, fortæller Tim Knudsen.

Da Mette Frederiksen vandt magten, satte hun yderligere skub på udviklingen med oprettelsen af et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet med to særlige rådgivere og en sekretær.

Og i sensommeren besluttede Statsministeren at styrke sit ministerium med 15-20 nye medarbejdere for at ”sikre, at regeringen kan drive den politiske forandring, som regeringen gik til valg på”.

Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget er nu fora for afgørende regeringsbeslutninger.

Det har ifølge Tim Knudsen forskubbet de interne magtforhold i regeringen, fordi ministre dermed indretter sig efter statsministerens drejebog, idet alt for store dele af det retlige ansvar fortsat ligger hos de enkelte fagministre. 

”På den måde kan det let blive ansvarsfrit at træffe beslutninger for de politikere, der reelt har magten,” siger han.

Ansvar er ikke fulgt med
Ifølge Knudsen skaber udviklingen behov for en ”ansvarsreform”. Ellers risikerer fagministre at stå alene med ansvaret, hvis en regeringsbeslutning ender i en skandalesag, som det er tilfældet med minksagen, lyder det.

Han lægger blandt andet op til, at der i alle ministerier ansættes en ”højtkvalificeret” og uafsættelig jurist som retschef for at undgå tvivl om juridiske vurderinger.

Derudover bør regeringen have et koordinationsudvalg og et økonomiudvalg på hver fem til syv medlemmer, der har fælles ansvar for en række særlige beslutningstyper – eksempelvis vedrørende krig, terrorbekæmpelse, pandemier og særlige økonomiske spørgsmål.

"Det skal sørge for, at fagministre ikke alene risikerer at stå til ansvar for skandaler, de ikke har haft mulighed for at afværge," argumenterer Tim Knudsen.

Søren Pind truede med at gå
Finansministeriets magt er også helt central. Finansministeren kan nemlig i værste fald kaste ministerkolleger ud i penible situationer ved for eksempel at afvise flere penge til håndteringen af en pandemi, afværgelsen af totalt sammenbrud af it eller udbygning af militære foranstaltninger, som bagefter viser sig uundværlige, understreger Tim Knudsen og nævner et konkret eksempel:

”Venstres Søren Pind truede med at gå af som justitsminister, hvis ikke han fik bevilget flere penge til terrorbekæmpelse. En fagminister har reelt kun mulighed for at begære sin afsked, hvis han eller hun ikke vil stå til ansvar for en beslutning fra regeringstoppen.”

Der kan være mange gode grunde til, at fagministrene ikke får medhold i alt, medgiver Knudsen. Men vælger regeringstoppen at sidde en fagministers advarsler overhørig, må regeringstoppen også stå på mål for beslutningen, lyder det.

Ingen retlig betydning
Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, er enig i behovet for at styrke ministeriernes juridiske vurderinger.

”Idéen om en retschef vil sikre, at der ikke er nogen tvivl om ansvaret for de retlige beslutninger,” siger Frederik Waage.

Men han mener, det er vanskeligt at præcisere loven om ministeransvar yderligere.

For selvom det er væsentligt, at nogle ministre betragtes som mere magtfulde end andre, så spiller det dybest set ingen rolle ud fra en statsretlig vurdering. Og man kan ikke forhindre en statsminister i at mødes med folk, drøfte sager og træffe beslutninger. 

Han understreger, at ministeransvarlighedsloven allerede stiller ministre juridisk til ansvar for samtlige beslutninger, de har været med til at træffe.

”Udvalgene har ingen retlig betydning. Inden Poul Schüter som statsminister oprettede Koordinationsudvalget, kunne han bare vælge at træffe samme beslutninger med en flok ministre over en øl. Og det juridiske ansvar ville stadig være det samme,” siger Frederik Waage og uddyber:

”Hvis Koordinationsudvalget i fællesskab træffer en beslutning, så vil samtlige ministre om bordet typisk hænge på ansvaret. Det gælder naturligvis også statsministeren, som sidder for bordenden. Og derfor er der juridisk ikke meget at komme efter,” siger Frederik Waage.

Herfra vil det dog altid være den enkelte minister, der står på mål for sit område. 

Kan det ikke være ligegyldigt at stå til ansvar for en beslutning, når det ofte er det efterfølgende forløb, der får politiske konsekvenser for fagministre?

"Ikke juridisk set. Fordi så handler det om, hvorvidt du kan stilles for Rigsretten for brud på loven. Det er det, vi styrer efter i den juridiske vurdering."

Men er der så ikke et væsentligt skisma mellem politisk og juridisk ansvarsplacering?

"Jo, og det er sandt, at en minister må trække sig, hvis han ikke kan få opbakning fra sin chef og derfor ikke kan stå til ansvar for sit område. Og derfor er det her også interessant, når vi skal forstå politik og magtforholdene."

Kræver ny rigsretssag
Jørgen Albæk Jensen, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet og har forsket i statsret, har også svært ved at se for sig, hvordan ministeransvarlighedsloven ville kunne skærpes.

”Og jeg vurderer faktisk, at formuleringen i ministeransvarlighedsloven ville gøre det muligt for en eventuel rigsret at sige, at statsministerens tilsynspligt med fagministerierne er noget andet og mere i dag,” siger han.

Han medgiver dog, at det står uklart, hvordan statsministerens tilsynspligt løbende skal fortolkes. Men det vil være ”meget vanskeligt” at præcisere, hvad den nærmere går ud på, vurderer han.

”Det vil jeg egentlig trygt overlade til Rigsretten at tage stilling til, hvis man skulle komme i en situation, hvor det bliver aktuelt.”

Men vil det simpelthen kræve en ny rigsretssag, før det står klart, hvordan tilsynspligten skal fortolkes i dag?

"Ja, for det er det eneste sted, vi med sikkerhed kan få det fastslået." 

Forrige artikel Konsulentbesparelser dræner puljer til socialt udsatte Konsulentbesparelser dræner puljer til socialt udsatte Næste artikel Julekalender: Trine Bramsen har udryddet knækkede tarteletter og er Julekalender: Trine Bramsen har udryddet knækkede tarteletter og er "oprigtigt bekymret" over polarisering på Borgen
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.