Trads: Jeg har aldrig været så bange

Der er noget gravskænderi over dem, som sammenligner Donald Trump med Ronald Reagan – for det er en hån mod en af USA's store præsidenter:

Reagan blev valgt på optimisme. Selve symbolet på amerikanske frihedsværdier. Reagan var en erfaren politiker. Han satte åbenlyst nationen over egne interesser. Reagan omgav sig med dygtige folk. Han var en samlende figur. Reagan kunne skille det gode fra det onde.

Trump er valgt på pessimisme. Et ikon for superriges særinteresser. Trump har ingen politisk erfaring. Han sætter åbenlyst sig selv over nationen. Trump er omgivet af vanvittige mennesker. Han er en splittende figur. Trump kan ikke kende forskel på godt og ondt.

På den helt, helt store klinge: Med Reagan vandt vi friheden – for hans kamp mod det sovjetiske tyranni førte til, at vi fik en liberal verdensorden med mere fred, mere frihed, mere glæde.

Hvad betyder det helt konkret for det transatlantiske samarbejde mellem USA og Europa, der har sikret os fred og vækst? 

David Trads
Kommentator

Med Trump svigter vi friheden – for hans racisme, sexisme, diskrimination, nepotisme og fascination af det autoritære er så langt fra de vestlige værdier, vi kender.

Der er noget naivt over dem, der nu tror, at Trump lader sig tæmme, når først han mærker ’magtens åg’; når han indtager magten i Det Hvide Hus. De samme, der nu beroligende hævder, at Trump slet ikke mente, hvad han sagde, da han førte valgkamp, sagde det også under først det republikanske primærvalg – og siden under selve præsidentvalget – nemlig at han nok skulle rette ind, når han mødte ’virkeligheden’. De tog fejl dengang – og det er forkert i dag.

Se bare på disse fem dybt foruroligende ting, som Trump har foretaget, siden han for en uge siden vandt valget:
1: Det første formelle udvalg, han har udpeget – overgangsrådet for magtovertagelsen, har tre af hans børn og en svigersøn med, som alle er hans forretningspartnere!
2: Den første udenlandske politiker, som han mødtes med, var Nigel Farage, den dybt, dybt uansvarlige britiske UKIP-politiker, som på en løgnekampagne trak Storbritannien ud af EU!
3: Den første officielle udnævnelse, han har foretaget, er af Steve Bannon, en rent ud sagt åbenlys racist og konspirationsteoretiker, der nu skal være chefrådgiver i Det Hvide Hus!
4: Den første statsleder, Trump har ført en lang samtale med, er Vladimir Putin, den russiske halv-diktator, som han beundrer, og som han nu vil ’normalisere’ forholdet til!
5: Den første bølge af twitter-angreb, han han afsendt siden sit valg, er mod New York Times, det fremmeste eksempel på den frie presse, som han håber går nedenom og hjem!

Det er lige til at få kuldegysninger af – og jeg forstår virkelig godt, at EU’s udenrigsministre, da de var samlet mandag i Bruxelles, udtrykte dyb bekymring. Trumps ageren, indtil videre, er en rød klud i ansigtet på EU – hvordan pokker skal man ellers se det?

Trump udpeger sine uerfarne børn til vigtige poster; han hylder manden der vil smadre EU; han forfremmer ham, som står for racismen; han hygger sig i selskab med ham, der er den første siden Anden Verdenskrig, der har invaderet et andet europæisk land; og han truer pressen.

Hvad betyder alt dette for det Vesten, vi har opbygget? Hvad betyder det helt konkret for det transatlantiske samarbejde mellem USA og Europa, der har sikret os fred og vækst? Hvad betyder det for de værdier om demokrati og menneskerettigheder, vi har kæmpet for?
Hvad betyder det for de russere, de ukrainere, de baltere, de georgiere og alle de andre folk i den gamle østblok, at de nu kan se, at den mand, der vil dem det ondt – nemlig Putin, har fået en legekammerat i Det Hvide Hus, som er flintrende ligeglad med dem og deres frihed?

Og hvad betyder det for os? Hvad betyder det helt konkret for os danskere, som i hvert fald siden NATO’s og EU’s oprettelse har nydt godt af at indgå i et interessefælleskab med et Amerika, der – trods dets fejl – bar frihedens fakkel forrest i en kamp for en bedre verden?

Nu er det Trump, der er verdens mægtigste mand. Det er ham – kun ham – der kan trykke på atomknappen. Hans nærmeste rådgivere er en racist og hans egne børn. Fra han måtte trykke på knappen, går der fire minutter, inden missilerne er afsendt. Griber nogen ind, er det statskup.

Jeg må ærligt indrømme, at det giver mig kuldegysninger at tænke på, at det snart er virkelighed. At vi snart skal vende os til at sige ’præsident Donald Trump’. Jeg har taget mig selv i at gå og småsynge en ellers hengemt sang fra 1970erne:
”Vi voksne kan også være bange//og synge lange, lange bange sange//Der er så meget, man skal passe på//Jeg har jo dig, jeg skal passe på.”

Da jeg gik i gymnasiet i midten af 1980’erne, sang vi Bjarne Jess Hansens tekst, når vi gik fredsdemonstrationer. Vi var med rette bange. TV-Avisen var fyldt med opstillinger af Vestens Pershing II-missiler og Sovjetunionens SS20-missiler. Vi frygtede katastrofen.

I dag er jeg endnu mere bange. Trump kan være begyndelsen til enden på den fred, den stabilitet, den vækst, den frihed, vi har oplevet siden Anden Verdenskrig. Det er så tragisk.

---

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.