Kommentar af 
David Trads

David Trads: Verden er lige nu fuld af helte. Lad os hylde dem

Verden er fuld af helte, der tør, når det er allerfarligst. En af dem er Loujain al-Hathloul, den 31-årige saudi-arabiske dissident og kvindesagsforkæmper. En anden er Eugene Goodman, den sorte politimand, der under stormløbet på USA's Kongres formentlig reddede adskillige kongresmedlemmer og senatorers liv.

Videoovervågning i Senatet har fanget det øjeblik, hvor politimand Eugene Goodman får senator Mitt Romney i sikkerhed under angrebet på Kongressen 6. januar.
Videoovervågning i Senatet har fanget det øjeblik, hvor politimand Eugene Goodman får senator Mitt Romney i sikkerhed under angrebet på Kongressen 6. januar.Foto: U.s. Senate/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Martin Luther King i sin tid holdt sin ikoniske tale – ’I Have A Dream’ – var den så fuld af håb, optimisme og tro på fremtiden:

”Jeg har en drøm…om at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på, hvordan de er som mennesker. Jeg har en drøm i dag.”

Det er derfor, vi husker talen – en af verdenshistoriens allerbedste, fordi den var så fænomenalt inspirerende. King holdt sin tale i 1963, mens sorte amerikanere formelt var udsat for racisme, og hvor sorte ledere, der turde sige deres mening højt, beskæmmende ofte blev lynchet, gennemtævet, indespærret, og, ja, alt for ofte slået ihjel.

Det mod, det kræver at turde handle, når det vitterligt er livsfarligt for en selv, er naturligvis udtryk for det allerstørste mod. Den slags, der inspirerer os alle, fordi vi, når vi oplever det, håber, at vi selv ville besidde det samme mod, hvis vi stod i samme situation. I de her dage er verden fuld af helte, der netop tør, når det er allerfarligst.

Tillad mig at hylde bare to af dem, som jeg selv får tårer i øjnene over at følge:

For det første Loujain al-Hathloul, den 31-årige saudi-arabiske dissident og kvindesagsforkæmper, som netop er løsladt fra sin politiske indespærring i Saudi-Arabien, dette modbydelige regime. Hun var fængslet, fordi hun, hold nu fast, insisterede på kvinders ret til at køre bil!

Regimet lokkede hende med frihed…hvis bare hun ville sige offentligt, at hun var blevet godt behandlet, og, allervigtigst for banditterne, at hun afviste, at hun havde været udsat for tortur. Hun holdt fast – og nægtede at hvidvaske de islamistiske bødler.

Under sine 1.001 dages fængsling blev hun ifølge sine forældre og organisationer for menneskerettigheder udsat for tortur, inklusive stokkeslag, elektrochok, waterboarding og voldtægt. Regimet, der frygter kvinders rettigheder (og alle andres i øvrigt) så uendeligt meget, gjorde alt, hvad de kunne for at lukke hendes kæft. De mislykkedes. Hun lykkedes.

Blå bog
David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I dag er hun sat fri. Ikke rigtigt fri, for hun har rejseforbud og må ikke udtale sig om sagen, men hun nægter omvendt at lyve om torturen. Vi ved, at Saudi-Arabien med glæde slår deres kritikere ihjel – tænk bare på likvideringen af journalisten Jamal Khashoggi – og derfor er det enestående, simpelthen enestående, at Loujain al-Hathloul står fast. Tak!

For det andet Eugene Goodman, den 41-årige sorte politimand, der under den hvide terroristpøbels stormløb på USA's Kongres den 6. januar med livet som indsats formentlig reddede adskillige kongresmedlemmer og senatorers liv den skæbnesvangre dag. Ene mand lokkede han pøblen i den forkerte retning, så de tabte kostbare minutter, inden politikerne blev evakueret.

Goodman er også en helt, som vi bør hylde dagen lang. Han satte sit liv på spil for at redde noget, der var større end ham selv – selve ideen om et demokrati.

David Trads
Kommentarskribent

Vi kender deres intentioner – for de råbte ’Hæng, Mike Pence’ og ’slå Skøre Pelosi ihjel’ om USA's vicepræsident og Kongressens flertalsleder. Vi ved, at de medbragte våben, og vi så deres fråde om munden, mens de vandaliserede parlamentets gange. Vi ved også, at de var nogle forbandede racister, iklædt hadefulde slogans mod alle andre end hvide.

Alligevel stod Goodman – tænk at skæbnen ville, at det lige akkurat var en mand ved navn Den Gode Mand, der var på vagt, da det gjaldt – fast. Sikken et mod. I dag ved vi, at han oven i købet snarrådigt også konkret nåede at redde Mitt Romney, en af de republikanske senatorer, som pøblen afskyede mest, væk fra de rasende masser. Romney ville have været prisgivet ellers.

Goodman er også en helt, som vi bør hylde dagen lang. Han satte sit liv på spil for at redde noget, der var større end ham selv – selve ideen om et demokrati. Han reddede det. Tak!

Og så er der også en politisk skurk og politisk helt i de to fortællinger, som dokumenterer, at det betyder noget, hvem der indtager de største embeder:

Mens Donald Trump var præsident, omfavnede han det saudi-arabiske regime på skammeligste vis. Derfor kunne de fastholde Loujain al-Hathloul bag tremmer. Mens Trump var præsident, opildnede han sine hjemlige terrorister til at storme Kongressen og udsætte demokratiet, folkevalgte og betjente som Eugene Goodman for livsfare. Tak for ingenting!

Da Joe Biden tiltrådte, fik piben en anden lyd, for han havde i hele sin kampagne kritiseret Saudi-Arabien og krævet Loujain al-Hathloul frisat. Det er hun nu blevet. Da Biden tiltrådte, blev der iværksat enorme undersøgelser af de forbrydelser, som Trump og hans bøller stod for, så demokratiet, folkevalgte og betjente som Eugene Goodman igen kan passe på hinanden. Tak!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00