Vi skal vende det døve øre til lighedsfanatismens bannerførere

Hvorfor? Fordi det vil øge de flittigste og dygtigste personers incitament til at arbejde hårdere eller stifte nye virksomheder, som sender flere penge i statskassen, skaber nye arbejdspladser og beriger os med teknologiske nyskabelser, som kommer os alle til gode.

Alligevel lever topskatten som bekendt stadig i bedste velgående, og vores nuværende regering barsler endda med en ny top-top-skat, som kun vil forværre problemet. 

For hvis én ting er sikkert i jantelovens hjemland, er det, at lighedsfanatismen til hver en tid vil trumfe sund fornuft. Men hvorfor skulle ulighed egentlig i sig selv være et problem?

Forestil dig, at Bill Gates, Jeff Bezos og Elon Musk i morgen besluttede sig for at flytte til eksempelvis Københavns Kommune.

Hvis verdens tre rigeste mænd bosatte sig i vores hovedstad, ville uligheden eksplodere!

Men forhåbentlig ville ikke mange andre end de mest tossede, tilbageværende munkemarxister i Enhedslistens bagland kunne påstå, at kommunen var blevet et dårligere sted på grund af den stigende ulighed.

Så længe alle bliver bedre stillet, gør det ikke noget, at nogen bliver bedre stillet end andre

Mads Strange

Tværtimod ville kommunen i vores hypotetiske eksempel alt andet lige faktisk blive et bedre sted, eftersom den stigende velstand må forventes at føre til højere forbrug og flere skatteindtægter.

Dét betyder godt nok ikke, at ulighed ikke på et teoretisk plan kan være et problem.

For hvis uligheden opstår som et produkt af, at nogen opnår velstandsstigninger, der ikke kommer befolkningen som helhed til gode, fordi andre bliver efterladt på perronen, kan det føre en masse dårligt med sig. 

Denne form for ulighed kan afføde højere kriminalitet, svække den nationale sammenhængskræft og puste til mistillidens og polariseringens gløder.

Men hvis den stigende ulighed derimod blot skyldes, at alle bliver bedre stillet, men at de mest hårdtarbejdende bliver bedre stillet end gennemsnittet, er uligheden ikke et hverken etisk eller praktisk problem.

For frie mennesker er ikke – og kan aldrig være – helt lige, ligesom at mennesker, der er helt lige, aldrig kan være rigtig frie.

Mennesker er nemlig komplekse væsener med forskellige præferencer, interesser, talenter og evner, hvilket uvægerligt vil føre til vidt forskellige udfald – så længe vi altså har friheden til at udfolde os. 

Så når lighedsfanatismens bannerførere forsøger at ofre vores tids fremskridt på lighedens alter, på samme måde som fortidens luditter forsøgte at hindre industrialiseringen, skal vi ikke lytte til dem.

For så længe alle bliver bedre stillet, gør det ikke noget, at nogen bliver bedre stillet end andre.