Kommentar af 
Mads Strange

Vi skal vende det døve øre til lighedsfanatismens bannerførere

Den målte ulighed i Danmark har aldrig været højere, hvilket forudsigeligt nok vækker forargelse. Men ulighed er ikke i sig selv et problem, så længe alle i samfundet løbende bliver bedre stillet, skriver Mads Strange.

Frie mennesker er ikke – og kan aldrig være – helt lige, ligesom at mennesker, der er helt lige, aldrig kan være rigtig frie, skriver Mads Strange.
Frie mennesker er ikke – og kan aldrig være – helt lige, ligesom at mennesker, der er helt lige, aldrig kan være rigtig frie, skriver Mads Strange.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Mads Strange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under den industrielle revolution besluttede en masse britiske arbejdere i begyndelsen af 1800-tallet ved navn 'ludditerne' (på dansk: maskinstormere) at organisere en række opstande mod anvendelsen af maskiner på landets fabrikker.

Luditterne anså nemlig maskinernes overlegne produktionskapacitet for at føre til arbejdsløshed, og derfor forsøgte de at stikke en kæp i hjulet på den gryende industrialisering ved at ødelægge fabrikkernes materiel.

For maskinstormere var det nemlig vigtigere, at de selv kunne få en høj indtægt og et sikkert job, end at maskinerne kunne bidrage til den velstandsforøgelse, der ville følge i kølvandet på den industrielle revolution.

Hvis én ting er sikkert i jantelovens hjemland, er det, at lighedsfanatismen til hver en tid vil trumfe sund fornuft

Mads Strange

Men luditternes maskinstormeri ophørte imidlertid brat, da den britiske regering besluttede sig for at give bevægelsen et skud for boven ved at indføre dødsstraf for at ødelægge fabrikkernes maskiner.

Nu til dags skal man gudskelov lede længe efter luditter, der trænger ind på andres ejendom for at ødelægge deres maskiner. Men det betyder ikke, at fænomenet ikke stadig lever i bedste velgående.

Nutidens luditter møder vi nemlig jævnligt i den offentlige debat, når venstrefløjen slår på tromme for, at vi skal prioritere lighed over økonomisk vækst.

Ligheds-luditternes ræsonnement lyder, at situation a) hvor alle dårligere stillet, men til gengæld er lige, er at foretrække frem for situation b) hvor alle er bedre stillet, men hvor nogen dog er bedre stillet relativt til andre. Dette er eksempelvis årsagen til, at vi her til lands stadig har topskat.

En afskaffelse af topskatten vil ifølge Finansministeriet kun reducere statens indtægter med sølle 11,8 milliarder ud af et årligt budget på 1.300 milliarder kroner, hvilket svarer til 0,9 procent af de offentlige udgifter.

Men som produktivitetskommissionen tidligere har dokumenteret, er det ikke usandsynligt, at en afskaffelsen af topskatten faktisk på sigt vil være selvfinansierende og måske sågar ende med at sende flere penge i statskassen.

Læs også

Hvorfor? Fordi det vil øge de flittigste og dygtigste personers incitament til at arbejde hårdere eller stifte nye virksomheder, som sender flere penge i statskassen, skaber nye arbejdspladser og beriger os med teknologiske nyskabelser, som kommer os alle til gode.

Alligevel lever topskatten som bekendt stadig i bedste velgående, og vores nuværende regering barsler endda med en ny top-top-skat, som kun vil forværre problemet. 

For hvis én ting er sikkert i jantelovens hjemland, er det, at lighedsfanatismen til hver en tid vil trumfe sund fornuft. Men hvorfor skulle ulighed egentlig i sig selv være et problem?

Forestil dig, at Bill Gates, Jeff Bezos og Elon Musk i morgen besluttede sig for at flytte til eksempelvis Københavns Kommune.

Hvis verdens tre rigeste mænd bosatte sig i vores hovedstad, ville uligheden eksplodere!

Men forhåbentlig ville ikke mange andre end de mest tossede, tilbageværende munkemarxister i Enhedslistens bagland kunne påstå, at kommunen var blevet et dårligere sted på grund af den stigende ulighed.

Så længe alle bliver bedre stillet, gør det ikke noget, at nogen bliver bedre stillet end andre

Mads Strange

Tværtimod ville kommunen i vores hypotetiske eksempel alt andet lige faktisk blive et bedre sted, eftersom den stigende velstand må forventes at føre til højere forbrug og flere skatteindtægter.

Dét betyder godt nok ikke, at ulighed ikke på et teoretisk plan kan være et problem.

For hvis uligheden opstår som et produkt af, at nogen opnår velstandsstigninger, der ikke kommer befolkningen som helhed til gode, fordi andre bliver efterladt på perronen, kan det føre en masse dårligt med sig. 

Denne form for ulighed kan afføde højere kriminalitet, svække den nationale sammenhængskræft og puste til mistillidens og polariseringens gløder.

Men hvis den stigende ulighed derimod blot skyldes, at alle bliver bedre stillet, men at de mest hårdtarbejdende bliver bedre stillet end gennemsnittet, er uligheden ikke et hverken etisk eller praktisk problem.

For frie mennesker er ikke – og kan aldrig være – helt lige, ligesom at mennesker, der er helt lige, aldrig kan være rigtig frie.

Mennesker er nemlig komplekse væsener med forskellige præferencer, interesser, talenter og evner, hvilket uvægerligt vil føre til vidt forskellige udfald – så længe vi altså har friheden til at udfolde os. 

Så når lighedsfanatismens bannerførere forsøger at ofre vores tids fremskridt på lighedens alter, på samme måde som fortidens luditter forsøgte at hindre industrialiseringen, skal vi ikke lytte til dem.

For så længe alle bliver bedre stillet, gør det ikke noget, at nogen bliver bedre stillet end andre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)









0:000:00