Kommentar af 
Marie Holt Hermansen

Vi taler for lidt om forældres betydning for, om man får studenterhuen eller ej

Den sikre vej gennem gymnasiet er hårdt arbejde, held og ressourcestærke forældre. Men i den politiske iver efter at få flere elever på erhvervsuddannelserne, har man glemt at sikre muligheden for, at elever fra mindre ressourcestærke hjem kan gennemføre gymnasiet, skriver Marie Holt Hermansen.

Sandsynlighed for at gennemføre gymnasiet afhænger blandt andet af, om man kommer fra et ressourcestærkt hjem. Der skal politisk handling til for at sikre, at alle elever får den nødvendige undervisning til at gennemføre gymnasiet, skriver Marie Holt Hermansen.&nbsp;<br>
Sandsynlighed for at gennemføre gymnasiet afhænger blandt andet af, om man kommer fra et ressourcestærkt hjem. Der skal politisk handling til for at sikre, at alle elever får den nødvendige undervisning til at gennemføre gymnasiet, skriver Marie Holt Hermansen. 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Marie Holt Hermansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden jeg afleverer min matematikaflevering, skimmer min far den lige igennem. Når jeg skal skrive en fortolkning af en tekst, vender jeg lige indholdet med min mor først. Og når jeg kommer hjem fra skole efter en hård dag, kommer min lillebror mig i møde med et kram. Alt sammen ting, der føles fuldstændig essentielle for mig, når det kommer til at have en god og tryg hverdag.

Min sidemand, hvis forældre ikke selv har gennemført gymnasiet, har til gengæld kun 77 procent sandsynlighed for at gennemføre. 

Marie Holt Hermansen
Gymnasieelev

For halvanden måned siden startede jeg nemlig i gymnasiet, og selvom jeg elsker at gå i skole, er det en vild omvæltning i min hverdag.

Heldigvis kan jeg ånde lettet op, når det kommer til chancen for succes. Fordi mine forældre har en lang videregående uddannelse, er der nemlig 93 procent sandsynlighed for, at jeg gennemfører min gymnasiale uddannelse.

Min sidemand, hvis forældre ikke selv har gennemført gymnasiet, har til gengæld kun 77 procent sandsynlighed for at gennemføre. Altså allerede inden vi starter, er der en væsentlig forskel på, om vi kan forvente at stå med en hue på hovedet om tre år eller ej.

Hjælp derhjemme

Det er på ingen måde big news, at adgangen til uddannelse er nødvendig for at kunne bryde den sociale arv. Ligesom det også er ret veldokumenteret, at os unges forældres uddannelsesniveau har betydning for vores mulighed for at fuldføre den ungdomsuddannelse, vi starter på.

Alligevel slog det mig, hvor lidt vi unge snakker med hinanden om de vidt forskellige udgangspunkter, vi kommer med. Når jeg får min matematikaflevering tilbage, proklamerer jeg ikke overfor min sidemand, at jeg altså også fik hjælp derhjemme. Ligesom han ikke fortæller mig, at hans eneste ven i forsøget på at løse opgaverne rigtigt var Google.

Nogle vil måske mene, det er ligegyldigt navlepilleri at sidde i spisepausen og vurdere, hvem der har det sværest, og det er heller ikke det, jeg mener, der er brug for. Men der er nogle elever, der slet ikke opdager, at de andre er ti skridt foran, før de selv er faret vild.

Det kan være vildt svært at række hånden op og bede om hjælp, hvis man tror, at alle de andre bare er langt klogere end en selv. Men hvordan skal man vide, hvad man mangler, når man ikke ved, hvad alle de andre får hjælp til?

Fra livskvalitet til arbejdskraft

Jeg oplever, at uddannelsesdebatten har ændret sig ret væsentligt de seneste år. Førhen har målet med uddannelse været, at flere skulle tage mere og mere af det, fordi uddannelse ledte til bedre og rigere liv. 

Derfor gjorde man også en kæmpe indsats for, at flere unge skulle gennemføre en gymnasial uddannelse. Men nu mangler vi arbejdskraft, håndværkere og sosu’er, og så må den enkelte unges udvikling tydeligvis vige.

Formålet med uddannelse har simpelthen ændret sig. Fra at skulle sikre bedre livskvalitet, er det kommet til at handle om at sikre mere arbejdskraft

Marie Holt Hermansen
Gymnasieelev

Nu skal flere tage en erhvervsuddannelse, tiende klasse skal skrottes og kandidaten skal forkortes, så vi får flere igennem hurtigst muligt. Formålet med uddannelse har simpelthen ændret sig. Fra at skulle sikre bedre livskvalitet, er det kommet til at handle om at sikre mere arbejdskraft, og det kan i den grad mærkes.

For tallene 93 procent og 77 procent kommer til at fortsætte deres udvikling i hver deres retning, hvis ikke man politisk gør en indsats for få alle med og sikrer, at vores gymnasier og folkeskole er indrettet på en måde, hvor alle elever får nødvendige færdigheder med sig i værktøjskassen og bliver stillet overfor opgaver, der stemmer overens med den viden, vi har fået i undervisningen.

Det bør ikke være tilfældigt, om der er tilgængelig lektiehjælp til alle elever. Ligesom lærerne også bør have ordentlig tid til at hjælpe og spare med os elever – især når det gælder elever, der ikke har andre at spare med.

Min tid som gymnasieelev tæller cirka syv uger, og jeg har indtil videre haft 11 afleveringer. Det er ikke en klagesang om, hvor hårdt det er at være gymnasieelev, for selvfølgelig skal det kræve en indsats at klare det godt i skolen.

Men det er et lille reality-tjek til dem, der sidder og tænker, at jeg har skrevet mig op til tre år med studieture og gymnasiefester. At alle og enhver kan gå ind og gennemføre. For at lykkes med en gymnasial uddannelse kræver en indsats, men det kræver i den grad også held.

Fokus på erhvervsuddannelser

Når man sidder 30 elever i en klasse, og alle sammen skal være klar til en prøve i almensprogforståelse tre måneder efter skolestart, så kan jeg da lige love dig for, at man har vundet i lotteriet, hvis ens forældre har en videregående uddannelse og ved, at når substantivet fungerer som direkte objekt i en sætning, så er kasus akkusativ.

Jeg mener i den grad, at det er vigtigt at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Ikke fordi jeg gerne vil have en lækker udestue og en fed ældrepleje, men fordi jeg kan se det opgivende blik i de af mine klassekammerater, som virkelig ikke bryder sig om at gå i skoles, øjne.

Men i den politiske iver efter at sikre flere på erhvervsuddannelserne, glemmer man, hvor vigtigt det er stadig at sikre, at børn og unge fra mindre ressourcestærke hjem også får muligheden for at lykkes med en gymnasial uddannelse.

Det er en forglemmelse, vi som unge ikke bør tage til takke med. For når jeg om tre år forhåbentlig kan kalde mig selv student, vil jeg fejre det sammen med min sidemand. Alt andet vil simpelthen være en falliterklæring af vores uddannelsessystem. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Holt Hermansen

Fhv. formand, Danske Skoleelever









0:000:00