Vi taler for lidt om forældres betydning for, om man får studenterhuen eller ej

Nogle vil måske mene, det er ligegyldigt navlepilleri at sidde i spisepausen og vurdere, hvem der har det sværest, og det er heller ikke det, jeg mener, der er brug for. Men der er nogle elever, der slet ikke opdager, at de andre er ti skridt foran, før de selv er faret vild.

Det kan være vildt svært at række hånden op og bede om hjælp, hvis man tror, at alle de andre bare er langt klogere end en selv. Men hvordan skal man vide, hvad man mangler, når man ikke ved, hvad alle de andre får hjælp til?

Fra livskvalitet til arbejdskraft

Jeg oplever, at uddannelsesdebatten har ændret sig ret væsentligt de seneste år. Førhen har målet med uddannelse været, at flere skulle tage mere og mere af det, fordi uddannelse ledte til bedre og rigere liv. 

Derfor gjorde man også en kæmpe indsats for, at flere unge skulle gennemføre en gymnasial uddannelse. Men nu mangler vi arbejdskraft, håndværkere og sosu’er, og så må den enkelte unges udvikling tydeligvis vige.

Formålet med uddannelse har simpelthen ændret sig. Fra at skulle sikre bedre livskvalitet, er det kommet til at handle om at sikre mere arbejdskraft

Marie Holt Hermansen
Gymnasieelev

Nu skal flere tage en erhvervsuddannelse, tiende klasse skal skrottes og kandidaten skal forkortes, så vi får flere igennem hurtigst muligt. Formålet med uddannelse har simpelthen ændret sig. Fra at skulle sikre bedre livskvalitet, er det kommet til at handle om at sikre mere arbejdskraft, og det kan i den grad mærkes.

For tallene 93 procent og 77 procent kommer til at fortsætte deres udvikling i hver deres retning, hvis ikke man politisk gør en indsats for få alle med og sikrer, at vores gymnasier og folkeskole er indrettet på en måde, hvor alle elever får nødvendige færdigheder med sig i værktøjskassen og bliver stillet overfor opgaver, der stemmer overens med den viden, vi har fået i undervisningen.

Det bør ikke være tilfældigt, om der er tilgængelig lektiehjælp til alle elever. Ligesom lærerne også bør have ordentlig tid til at hjælpe og spare med os elever – især når det gælder elever, der ikke har andre at spare med.

Min tid som gymnasieelev tæller cirka syv uger, og jeg har indtil videre haft 11 afleveringer. Det er ikke en klagesang om, hvor hårdt det er at være gymnasieelev, for selvfølgelig skal det kræve en indsats at klare det godt i skolen.

Men det er et lille reality-tjek til dem, der sidder og tænker, at jeg har skrevet mig op til tre år med studieture og gymnasiefester. At alle og enhver kan gå ind og gennemføre. For at lykkes med en gymnasial uddannelse kræver en indsats, men det kræver i den grad også held.

Fokus på erhvervsuddannelser

Når man sidder 30 elever i en klasse, og alle sammen skal være klar til en prøve i almensprogforståelse tre måneder efter skolestart, så kan jeg da lige love dig for, at man har vundet i lotteriet, hvis ens forældre har en videregående uddannelse og ved, at når substantivet fungerer som direkte objekt i en sætning, så er kasus akkusativ.

Jeg mener i den grad, at det er vigtigt at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Ikke fordi jeg gerne vil have en lækker udestue og en fed ældrepleje, men fordi jeg kan se det opgivende blik i de af mine klassekammerater, som virkelig ikke bryder sig om at gå i skoles, øjne.

Men i den politiske iver efter at sikre flere på erhvervsuddannelserne, glemmer man, hvor vigtigt det er stadig at sikre, at børn og unge fra mindre ressourcestærke hjem også får muligheden for at lykkes med en gymnasial uddannelse.

Det er en forglemmelse, vi som unge ikke bør tage til takke med. For når jeg om tre år forhåbentlig kan kalde mig selv student, vil jeg fejre det sammen med min sidemand. Alt andet vil simpelthen være en falliterklæring af vores uddannelsessystem.