"Vi var generationen, der forsvandt. For det var ikke os, der væltede muren."

FEATURE: De fik bekræftet deres værdier og deres små ungdomsoprør på den største scene, da Muren faldt 9. november 1989. Siden blev de del af establishmentet, mens de store drømme blev blakkede. Hvad så nu? Altinget tegner et portræt af Generation 89. 

Der holder to blå turistbusser på parkeringspladsen foran det gamle Kommunehospitalet på Nørre Farimagsgade i København.

Rundt omkring busserne roder det med tunge kufferter, sportstasker, dåseøl og unge, solbrændte mennesker, der snart tager hul på statskundskabsstudierne på Københavns Universitet, der har haft filial i de brune murstensbygninger over for Botanisk Have siden årtusindeskiftet.

Fra et mobilt højtaleranlæg spiller et populært dansk rockband, mens augustsolen skinner ned på de nye studerende. Om lidt sætter de sig ind i busserne for at tage på rustur.

Et stenkast derfra på anden sal på kontor nummer ni sidder professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard ved sit skrivebord. Mange vil formentlig kende hans navn fra avisernes debatspalter, hvor han især har markeret sig som en stærk stemme i det borgerlige Danmarks idépolitiske korps af debattører.

Selvom det efterhånden er mere end 30 år siden, Peter Kurrild-Klitgaard selv havde første dag på Københavns Universitet, kan professoren godt huske, hvordan det er at være ung mand og ny elev på statskundskabsstudiet. Og det er derfor, jeg er kommet for at besøge ham.

Min interesse for hans formative år skyldes, at den blonde professor med den blå skjorte er en fremtrædende del af den såkaldte Generation 89. En mere eller mindre officiel betegnelse for den gruppe af unge, borgerlige, liberale ildsjæle, der blev født i midten og slutningen af 1960'erne, som i 1980'erne hang ud med hinanden i Venstre og Konservatives ungdomsorganisationer, og som var i starten af tyverne, da Berlin-muren faldt 9. november 1989.

89'erne var en generationsgruppe, hvor der ikke var noget underligt i at gå til KU-møde iført slipsenål og dannebrogspin om dagen og til punk-koncert med læderjakke om aftenen.  
Det var en generation, der så op til Reagan, Thatcher, Ellemann og Schlüter om dagen, og som læste filosoffer som Karl Popper, Friedrich von Hayek, Robert Nozick og Ayn Rand om natten.

Det var en generation, der ifølge dem selv var med til at effektuere det, som historiker og 89'er Mikael Jalving kalder en "ikke-revolution til fordel for det prosaiske, liberale demokrati uden store forkromede projekter og eksperimenter", som Sovjetunionens ensrettede kommunisme i deres øjne repræsenterede.

Og sidst, men ikke mindst så de unge oprørere, der i årene efter 1989 skulle indtage ledende positioner i erhvervslivet, i regeringskontorerne, i tænketankene, i medierne og på universiteterne, sig som et korrektiv til 68'ernes apologetiske, naive og statsforherligende verdensbillede, hvor de røde var gode, og de blå var onde.

Til november er det 30 år siden, at professor Kurrild-Klitgaard og resten af 89'erne kan fejre Berlin-murens fald, som i deres fortælling udgjorde det endegyldige symbol på, at deres ideologi, tankegods og verdenssyn havde udmanøvreret det socialistiske og kommunistiske ditto, der nu kunne lade sig rådne op på historiens losseplads.

Spørgsmålet er, om det gik, som de havde håbet på, da murbrokkerne faldt til jorden, og østberlinerne strømmede ind til Vestberlin.

Peter Kurrild-Klitgaard. Foto: Arthur J. Cammelbeck

In your face-attituden  
"I 1960'erne og 1970'erne havde ungdommen et relativt venstreorienteret image," begynder Peter Kurrild-Klitgaard, da jeg beder ham om at fortælle om sin politiske vækkelse i starten af 1980'erne.

"På det her tidspunkt var vi mange, der mente, at medierne, gymnasierne og samfundsbatten var meget domineret af det, mine nuværende studerende ville kalde 'en venstreorienteret diskurs'. Derfor blev det pludselig oprørsk og frækt at være borgerlig. I 1982 var det ligeså rebelsk at tage slips på i skole, som det var at tage partisantørklæde på i 1970," siger han og fortsætter:

"Man snakkede om nykonservatisme og nyliberalisme. Etiketten er ikke så vigtig. Men der kom en blå generation, som blev teenagere omkring 1980, og som kørte derudad til et stykke op i 1990'erne. Og de var mere blå, end dem, der kom før, og var mere blå, end dem der kom efter," siger han og henviser til en Gallupundersøgelse fra 2003, der siger, at generationerne, der er født fra 1958 til 1989 er markant mere blå end dem udenom.

Peter Kurrild-Klitgaard var i 1980'erne selv aktiv i KU, der dengang husede karakterer som Niels Krause-Kjær, Brian Mikkelsen og Lars Seier Christensen.

Sidstnævnte har fortalt til flere medier, at han selv tilhørte den mere alternative del af foretagendet. Her hørte man punkmusik og hang ud på Christiania. I en artikel i Politiken har erhvervsmanden og den tidligere direktør i Saxo Bank sågar fortalt, at han i en periode anlagde sig en sort hanekam.

"Der var en ekstrem grad af pluralisme i KU. Vi havde alt lige fra traditionelle borgerlige, der gik op i gud, konge og fædreland til mere anarkistiske typer, der hørte punk, og som kom på Christiania. Jeg færdedes selv i den type miljøer i Odense. Jeg lyttede til Sex Pistols og The Clash. I virkeligheden var det ikke specielt borgerligt, men der var en gnist af oprør. Det der antiestablishment var noget, der tændte folk. Vi havde sådan en in your face-attitude."

Peter Kurrild-Klitgaard husker især en episode fra starten af 1980'erne på datidens yuppie-højborg, Café Victor, i det indre København. Her var den daværende socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, inviteret til at holde et oplæg og debattere med de unge.

"Han holdt en tale om, at han blev meget nervøs, når han så de her unge mennesker, der gik med slips. De mindede ham åbenbart om nazisterne i 1930'erne. Han mente, at det var langt mere demokratisk at gå med cowboybukser. Og det var jo som at hælde benzin på bålet," husker Kurrild-Klitgaard.

På KU's landsmøde et par uger efter mødte samtlige medlemmer selvfølgelig op i slips og blazer.

Og som 'en tak for sidst' sendte de unge konservative et par cowboybukser til Anker Jørgensen, så han kunne tage sig lige så nydeligt ud som deres store helt Ronald Reagan, der i 1981 prydede en ikonisk forside af Time Magazine.

På billedet står den daværende amerikanske præsident med hænderne dybt begravet i baglommerne på sine mørkeblå jeans, mens han kigger ned i jorden med et forsigtigt smil.

"Vi syntes, Anker repræsenterede det forstokkede og det bestandige. Og så gjorde han grin med os. Så er det klart, at man skruer op for lydstyrken," erindrer Kurrild-Klitgaard. 

Kirkesangeren Søren Pind var en oprører  
Samtidig med at han, Brian Mikkelsen, Lars Seier og resten af KU'erne drillede arbejderklassens foreløbig sidste statsminister, kogte det også i den liberale gryde på 1980'ernes Bornholm.

Det fortæller Mads Lundby Hansen, da jeg møder ham i konferencelokalet i Cepos' domicil på Landgreven i det indre København.

Mads Lundby Hansen. Foto: Niels Ahlmann Olsen/Ritzau Scanpix 

Cheføkonomen i den borgerligt-liberale tænketank er i dag kendt som en højlydt og konsekvent fortaler "for vækstreformer og alle slags politiske tiltag, der forsøger at ændre på det faktum, at Danmark kæmper om at have det højeste skattetryk i OECD."

"Men jeg kan godt mærke, at jeg bliver mere passioneret, når jeg snakker om det her, end når jeg argumenterer for en lavere topskat. This means more. Men nu har jeg fundet mig en ny mur, som jeg forsøger at rive ned ... Det er skattemuren," griner Mads Lundby Hansen.

"Jeg var stor fan af Schlüter, men jeg kunne ikke finde KU i Bornholm Amts telefonbog. Nogle år senere meldte jeg mig ind i VU i stedet, da jeg løb ind i Søren Pind på gymnasiet," lyder det fra Mads Lundby Hansen, da jeg spørger til hans politiske vækkelse.

"Det, der fyldte dengang i VU i Rønne, det var ikke skat. Der var antikommunisme, Sovjetunionen, Østeuropa, Kina, menneskerettigheder, frihed og retfærdighed," siger han.  

Her er vi tilbage i 1987.

Ligesom Peter Kurrild-Klitgaard og de andre 89'ere oplevede Mads Lundby Hansen, at hans lærere i folkeskolen og gymnasiet var "frygteligt naive" over for "kommunismens og Sovjetunionens uhyrligheder."

"En del af 68'ernes pædagogik, som jeg voksede op med, var, at der skulle være højt til loftet. Og det var jo et privilegie at få lov til at diskutere politik med voksne venstreorienterede. Men jeg syntes, at de var frygteligt naive. Det, de støttede i deres naivitet, var nogle af de mest blodige og morderiske diktaturer. Jeg opfattede dem som gode mennesker, men hvordan kunne de forsvare det, der skete?"

Politisk kommentator, radiovært på 24Syv (og medlem af Venstre), Jarl Cordua, der gik på Bornholms Amtsgymnasium i den samme periode som Mads Lundby Hansen, er enig.

"Jeg er stadig måbende over for, at man kunne finde lærere, folk i civilsamfundet og medierne, som seriøst forsvarede kommunismen. Vi havde lærebøger, der fuldstændig ignorerede, at der var tale om et udemokratisk styre. Man skal have levet i den tid for at vide, hvor massivt ensrettet det var," siger han.

Uafhængigt af hinanden beretter de to bornholmere begge om den lidt ældre Søren Pind – senere toppolitiker og minister i Venstre, i dag forfatter og klummeskribent i Berlingske – som en stor inspiration.

"Han gjorde oprør mod en lang tidsånd på gymnasiet, der stadig kørte på dampene fra 1970'erne ved sammen med mange andre at klæde sig og udtrykke sig meget borgerligt, så det virkede provokerende på lærerstaben og de stadigt ret overvejende venstreorienterede elever på stedet," siger Jarl Cordua.

"Der, hvor jeg første gang så oprøret, det var i Søren Pind. Han lignede en kirkesanger med slips og pullover," supplerer Mads Lundby Hansen.  

En hyldest til det småborgerlige samfund  
Nogenlunde samtidig i Vejen gik en ung Edith Thingstrup rundt med nogle af de samme tanker og kvababbelser som de tre liberale bornholmere.

På en telefonforbindelse fra sit præstekontor i Ledøje-Smørum fortæller hun, at hun voksede op med en konstant angst for, at Den Kolde Krig snart blev varm. På side et i telefonbøgerne kunne hun sågar læse om, hvad man skulle gøre, hvis ulykken var ude, og russerne kom. Samtidig voksede den økonomiske krise i Anker Jørgensens 1970'ere, og finansminister Knud Heinesen advarede om den økonomiske afgrund, der kom nærmere og nærmere.

Så da hun begyndte i gymnasiet i starten af 1980'erne, tilsluttede hun sig hurtigt en lille gruppe ligesindede borgerlige.

"Overalt i samfundet var der en idyllisk, omklamrende tanke om socialismens overlegenhed. Jeg kan huske, at mine lærere gik rundt i Kansas-arbejdstøj. Og de mente, at vi skulle drikke øl af flasken for at udtrykke vores solidaritet med arbejderklassen. Min samfundsfagslærer sagde sågar til mig, at jeg nok ville blive spion for amerikanerne, fordi jeg var så borgerlig," siger Edith Thingstrup, der ud over præstegerningen er debattør gennem mange år og tidligere medlem af byrådet for Venstre i Egedal Kommune.

Edith Thingstrup. Foto: Arthur J. Cammelbeeck 

Edith Thingstrup fremhæver, da Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen får fravristet regeringsmagten fra Anker Jørgensen og Socialdemokratiet i september 1982.

"De gjorde det lidt sjovt og lidt grinagtigt at være borgerlig. Det føltes som at ligge under isen, og så kom der et åndehul, man kunne kravle op af."

Mikael Jalving, der sammen med Nikolaj Gammeltoft står bag antologien "89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution" fra 2010, husker 1980'erne som "ekstremt politiseret" og som "en evig strid mellem de sorte og de røde."

Han beskriver 89'erne som en gruppe, der er i konstant opposition til alt, hvad 68'erne repræsenterer.

"For vi ville ikke flip!" understreger Mikael Jalving, der i dag er historiker og samfundsdebattør.

"Vores 'ikke-revolution' handlede om, at der netop ikke var en revolution i Danmark, som der var i 1968. Vores oprør var en accept af de småborgerlige samfund. Vi gik op i økonomisk udvikling, betalingsbalance, og at den offentlige sektor skulle kunne finansieres," siger han og fortsætter:

"Vi voksede op med kapitalismekritik og visheden om, at vi var 'fremmedgjorte forbrugere'. Det forandrede sig op gennem 1980'erne og 1990'erne. I dag er vi et helt andet sted, hvor vi for længst har accepteret markedskræfterne, og hvor vi svælger os i materielle goder helt uden skam, " lyder det fra Mikael Jalving, der også slog sine folder i KU.

"Marx tog fejl"  
Efter gymnasietiden flyttede Jarl Cordua og Mads Lundby Hansen begge til København for at studere nationaløkonomi på Københavns Universitet.

Og Jarl Cordua havde ikke været væk fra barndomsøen i meget mere end et par måneder, før han kunne følge Berlin-murens fald fra sort-hvid-fjernsynet på sit lille kollegieværelse.

"Jeg var ikke særlig politisk aktiv. Jeg brugte det meste af min tid på at gå til forelæsninger. Men jeg skrev dagbog i den periode. Jeg sad på mit værelse og skrev om de ting, jeg så ske omkring mig i verden."

Han begynder at læse op fra dagbogen.

"20. november 1989. Ufatteligt at leve i en tid, hvor Den Kolde Krig er ved at tø fuldstændig op. I Prag, Leipzig, Dresden og Berlin demonstrer folk for demokrati, ytringsfrihed og afskaffelsen af kommunistpartiernes magt. (…) Aviserne er fyldte med reportager fra ludfattige byer, hvor folk udtaler sig om regering, kirken og fortiden. (…) Dette ville være umuligt at tro på for bare få måneder siden. Hvilken lykke at leve i denne tid, hvor selveste Berlin-muren fra 1961 er fyldt med huller, og folk i øst besøger vest (…) snart falder Muren ved Brandenburger Tor."

"Det skrev jeg i spontan glæde og fornøjelse."

Det var i den samme periode, han meldte sig ind i Venstre, hvor formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen personificerede "The Wind of Change" – hymnen til Murens Fald, som det tyske tungrockband Scorpions indspillede i 1990. For eksempel da han som en af de første udenrigsministre anerkendte de tidligere Sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen som selvstændige nationer.

Og ligesom en række andre af de andre 89'ere købte Jarl Cordua sig en Interrail-billet for at rejse ned gennem det befriede Østeuropa i den førstkommende sommerferie.

"1990'erne var en slags lykkerus. Man var ung, og man kunne bare se, at alting blev bedre og bedre. Da vi rejste ned gennem Østeuropa året efter, var der den fornemmelse af, at nu skulle ungdommen samles, og at de kunne blive ligesom os."

Jarl Cordua. Foto: Arthur J. Cammelbeeck 

I takt med, at Churchills "europæiske jerntæppe" blev flænset i stumper og stykker, og mens østeuropæerne satte foden ned over for de kommunistiske regimer, der eroderede for øjnene af verdenssamfundet, oplevede de unge liberale, at de fik bekræftet deres ideologis totale overlegenhed.

Og de fik med ét en vished om, at deres naive, docerende, politisk korrekte samfundsfagslærere tog fejl, da de belærte dem om, at de vesteuropæiske demokratier i princippet kunne være ligeså onde som de menneskefjendske østeuropæiske regimer.

Vi havde ret, og I tog fejl, lød 89'ernes mantra.

"Det var jo en bekræftelse af vores verdensbillede. Vi vandt! Kommunismen var de facto død. Marx tog fejl, og Sovjetunionen forsvandt," som Mads Lundby Hansen udtrykker det.

"Liberalismen havde allerede gået sin sejrsgang op gennem 1980'erne med Reagan, Thatcher og Schlüter i spidsen. De vandt over en mere socialdemokratisk, socialistisk politik. Så da Sovjetunionen brød sammen, skete der noget mentalt på venstrefløjen. Utopien var død. Og fremover kunne man ikke tilbyde andet end et større eller mindre korrektiv til kapitalismen," supplerer Jarl Cordua.

Edith Thingstrup oplevede, at det pludselig blev langt mere legitimt at være borgerlig i kølvandet på Murens Fald.

"Den idylliserede lyserøde sky om socialismens overlegenhed, der havde hængt over Danmark, blafrede endegyldigt væk," siger hun.

Fukuyamas arv  
I 1989 – få måneder inden Muren faldt – fremlagde den amerikanske filosof og samfundsforsker Francis Fukuyama sin berømte og berygtede teori om historiens endeligt. Det skete i et essay i magasinet The National Interest, og små tre år senere havde han udfoldet teorien i bogform.

Fukuyamas analyse var, at med kommunismens sammenbrud ville kampen og debatten om, hvilken styreform der bedst kunne sikre frihed og lighed, slutte. Det liberale demokrati med sin universelle anerkendelse af alle som borgere stod nu uden andre konkurrencedygtige alternativer – og med tiden ville lande, der ikke var liberale demokratier, udvikle sig i den retning.

Selvom der i eftertiden har raseret en ophedet akademisk diskussion om, hvad Fukuyama rent faktisk mente med sine teorier – især hvorvidt det var en slags historiens 'lov', at det vestlige demokrati ville sprede sig globalt eller mere som en tendens, der godt kunne stoppe eller møde modstand – er der ingen tvivl om, at sloganet om historiens afslutning var et glimrende sindbillede på den stemning, der herskede i Danmark og Vesten i årene efter 1989.

Det fortæller Lykke Friis, der var 20 år, da Muren faldt.

"Stemningen var på den måde, at nu havde demokratiet vundet over kommunismen, og det liberale demokrati og markedsøkonomien var som siamesiske tvillinger. Man mente også, det kun var et spørgsmål om tid, før oprøret nåede hele vejen til Kina og Den Himmelske Freds Plads," siger Lykke Friis, der tidligere har været klima- og energiminister for Venstre, og som i dag er Berlingskes Europa-korrespondent.

Lykke Friis. Foto: Arthur J. Cammelbeeck 

Eftertiden har dog slået fast, at udrulningen af demokratiet er en langsom og smertefuld proces.

Kina er stadig et brutalt diktatur, om end kommunistisk mere af navn end af gavn. Det Arabiske Forår blev aldrig den succes, som mange havde håbet på. Ruslands overgang til liberalt demokrati gik i stå i cocktailen af autokrati, korruption og personkult, der bliver kaldt putinisme. Og hjemme i Europas egen baghave får den polske og ungarske regering i disse år heftig kritik for deres alvorlige demokratiske tilbageslag.

Så mens 89'erne blev professorer, spindoktorer, højprofilerede avisskribenter, tænketanksdirektører, særlige rådgivere – og ikke mindst ældre og forældre – blev listen over fejlslagne demokrati-projekter længere og længere. 

Blev de skuffede? Har de ændret deres forestillinger om verden? Eller tror de stadig på, at sejren fra 1989 har bud efter evigheden?

Den nye kommunisme 
Det kort svar er, at det er en blanding, og at det afhænger af, hvem man spørger. Og tilsammen er svarene også historien om en fælles borgerlighed, der slår sprækker. Sprækker, der i dag kommer til udtryk helt inde på Christiansborg.

Men først til Berlin. For når Lykke Friis ser tilbage på 1989 fra i dag, får hun øje på særligt én stor fejl.

"På baggrund af et kaotisk forløb omkring Murens Fald kommer man til at drage en konklusion om, at udviklingen går i én retning mod ét endemål. Men læren fra 1989 er, at vi har et uforudsigeligt Europa. Man kunne godt have forestillet sig, at østeuropæerne blev hjemme på sofaen i stedet for at gå på gaden. Og så havde vi haft et andet Europa. Men omvendt har vi også lært, at selvom det ser sort ud, så betyder det ikke, at tingene bare fortsætter ned ad slisken," lyder det fra Lykke Friis.

Jarl Cordua supplerer:

"Jeg tror stadig på, at fred, demokrati og kapitalisme er bedst for alle. Men forestillingen om, at alle lande bare ville overtage vores værdier, som vi har opbygget over 150 år, det var jo naivt."

Mikael Jalving mener ligesom Lykke Friis og Jarl Cordua, at Fukuyamas teorier blegner, når man kigger på dem med nutidens briller.

Men han slår hurtigt fast, at han selv abonnerede på analysen med hud og hår, da han var ung og liberal i starten af 1990'erne. I dag har han for længst rykket teltpælene over i borgerlighedens nationalkonservative lejr.

"Vi var så overbeviste om vores egne idéers gyldighed, at vi glemte at tænke os om. Vi gjorde os næsten til historiens helte, selvom vi i dybeste forstand bare var tilskuere. Vi gjorde ikke noget for, at Muren faldt. Vi heppede bare på den ene fløj, som tilfældigvis vandt. Vi læste Fukuyama i medvind, og vi fik vores historie verificeret."

Mikael Jalving peger på, at man i lykkerusen glemmer at tænke på alle de negative konsekvenser, der kan komme i kølvandet af globaliseringen, immigrationen og udbredelsen af de vestlige værdier.

Han fremhæver terrorangrebet 11. september som øjeblikket, hvor han selv blev bekræftet i, at kultur, religion og etnicitet vil fortsætte med at skabe krig og konflikt mellem mennesker i det 21. århundrede.

"I den militante islamisme ser vi en ny form for totalitarisme, der er ligeså universel som kommunismen. Den indeholder den samme appel og globale fascinationskraft," analyserer han.

Mikael Jalving. Foto: Arthur J. Cammelbeeck 

Ånden fra '89  
Tilbage på kontoret på det gamle Kommunehospitalet er musikken udenfor forsvundet. De nye statskundskabere sidder i bussen på vej mod øl, fest og navneleg.

Jeg spørger Peter Kurrild-Klitgaard, om man i dag kan se efterdønningerne af det momentum, som det borgerlige Danmark fik op gennem 1980'erne, og som kulminerede i 1989 med Murens Fald.

Han lægger armene over kors, inden han svarer.

"På den ene side kan man sige, at de økonomiske tanker fra 1980'erne om udlicitering og deregulering vandt indpas i nogle cirkler, man ikke havde forestillet sig. Mange af de ting, vi i KU foreslog i 1980'erne, blev gennemført under Poul Nyrup Rasmussen, der på mange områder førte en meget liberal økonomisk politik."

Flere betragtere har også peget på Anders Fogh Rasmussens skattestop og den ideologiske ballast, der lå til grund for Danmarks rolle i krigene i Irak og Afghanistan, som eksempler på, at ånden fra '89 ikke har været sat helt ud af spillet i eftertiden.

"Og der er mange fra vores generation, der har fået nogle flotte karrierer med gode indtægter og ridderkors. Men i forhold til den langsigtede påvirkning af samfundet, så lad os bare sige, at the jury is out," griner professoren og fortsætter:

"Samfundsdebatten er langt mere venstreorienteret, end den har været i de sidste 30 år. De borgerlige partier ligger mere til venstre end i 1990'erne og 1980'erne. Kig bare på Lars Løkke Rasmussen, der ikke ville gå til valg på skattelettelser, men på flere penge til den offentlige sektor. Og så vil han lave en regering med Socialdemokratiet. Det er ikke noget, man associerer med klassisk borgerligt liberalt tankegods, vel?"

Foto: Arthur J. Cammelbeck 

Kurrild-Klitgaard påpeger desuden, at splittelsen mellem de liberale og nationalkonservative strømninger i de den borgerlige lejr er blevet mere markante. Ikke bare imellem partierne, men også internt i folketingsgrupperne. For eksempel er der stor forskel på Henrik Dahl og Simon Emil Ammitzbøll-Bille i Liberal Alliance, og Jan E. Jørgensen og Inger Støjberg i Venstre, når det gælder værdi-og udlændingepolitik.

For Kurrild-Klitgaard er det en uforudset arv fra '89.

"Det øjeblik, kommunismen forsvinder som et reelt alternativ, så forsvinder den fælles fjende også. Og så begynder der at opstå nye alliancer og brydninger. Borgerligheden har altid bestået af det konservative og det liberale. Men nu ser man, at forskellene bliver større og større. Mange borgerlige bliver for eksempel mere indvandrerkritiske og globaliseringsskeptiske end tidligere. Det nationalkonservative begynder at titte mere og mere frem," siger Peter Kurrild-Klitgaard. 

89'erne er med andre ord gået i hver deres retning med tiden, og der kan være langt mellem de gamle frænder. Så langt, at de efterhånden kun har Murens Fald som fælles referencepunkt.

Selvom de i deres ungdom blev et fællesskab i modstanden mod 68'erne, blev de aldrig en generation i samme vægtklasse defineret via særlige film, bestemte bøger og plader (eller cd'er, som det jo blev).

Årsagen til det slørede narrativ skyldes ifølge Lykke Friis, at det ikke var 89'erne selv, "der væltede Muren."

"1989 var østeuropæernes revolution. Det var dem, der gik på gaden for at få de samme liberale værdier som os. Det var en copy cat-revolution. Der kom ingen selvstændige tanker ud af 1989. I 1968 gik man jo på gaden i både øst og vest. Det gav en fælles baggrund. Det havde vi ikke. Vi var generationen, der forsvandt. For det var ikke os, der væltede Muren. Og det var jo bare ikke det samme at se det i tv og snakke om det i kantinen som at være der selv."  

Forrige artikel 60 år: Jens Chr. Grøndahl er Danmarks internationale forfatter 60 år: Jens Chr. Grøndahl er Danmarks internationale forfatter Næste artikel Placering af seniorpension under ATP kan betyde op til et års forsinkelse Placering af seniorpension under ATP kan betyde op til et års forsinkelse