Mange børn og unge, der vokser op på et børne- eller ungehjem, har kun få relationer til betydningsfulde voksne.

De knytter sig måske til en særlig pædagog eller kontaktperson, men relationen er sårbar, fordi relationen ofte bryder sammen, når der sker ændringer i barnets eller medarbejderens liv – eksempelvis når den unge skal ud og bo i egen bolig.

Konsekvensen er desværre, at vi taber rigtig mange unge med anbringelsesbaggrund i overgangen til voksenlivet. Samtidig får mange børn og unge med anbringelsesbaggrund ikke en indsigt i, hvad det vil sige at vokse op i en helt 'almindelig' familie, fordi de kun har professionelle voksne omkring sig.

Vi gør børnene en bjørnetjeneste, hvis vi ikke forsøger at bygge et netværk omkring dem, der fortsat er der, når den professionelle indsats ophører.

Mads Espersen Lyager
Sekretariatschef i Mentorbarn

I Mentorbarn tilbyder vi børn og unge med et begrænset voksennetværk en frivillig venskabsfamilie. Venskabsfamilien åbner sit hjem og familiefællesskab op for barnet, og relationen mellem barn og venskabsfamilie bliver skabt igennem en grundig screenings- og matchproces.

Vive har evalueret Mentorbarns venskabsfamilie-indsats, og evalueringen viser, at det netop har stor betydning for børnene, at relationen til venskabsfamilien er ulønnet. For mange af børnene er det første gang, de føler sig valgt til uden forbehold.

Ikke-betalte relationer er afgørende

Derfor er det også virkelig glædeligt, at kommunerne fremover med Barnets Lov bliver pålagt at finde en venskabsfamilie eller støtteperson til barnet.

Forskning har påvist, at det at have et netværk og personer omkring sig, man har tillid til, er afgørende for børns trivsel og sociale integration. Samtidig ved vi, at anerkendelse gennem nære relationer har betydning for børns personlighed og selvværd og dermed stor betydning for, hvordan de klarer sig som voksne. Derfor er det vigtigt, at en styrkelse af barnets netværk nu får en mere central rolle i lovgivningen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mange af de mest sårbare børn og unge har brug for en professionel indsats. Men den professionelle indsats kan aldrig stå alene, og vi gør børnene en bjørnetjeneste, hvis vi ikke forsøger at bygge et netværk omkring dem, der fortsat er der, når den professionelle indsats ophører.

Derfor var det også virkelig fremsynet og nytænkende, da Børnene Først-reformen understregede, at børn og unge, der vokser op på et børne- eller ungehjem fremover ”får adgang til kærlighed og omsorg fra relationer, også uden for anbringelsesstedet. Derfor skal vi sikre, at civilsamfundet blandt andet i form af venskabsfamilier, spiller en mere markant og varig rolle i udsatte børns liv”.