Pædagogisk praksis lader sig ikke tøjle af politikere og forskningsevidens

Alle vil noget med pædagogerne – ikke mindst holde på dem i en tid, hvor en gedigen rekrutteringskrise kradser. Det gælder både i praksis og på uddannelserne.

Men hvordan kunne det gå så vidt, og hvorfor vil ingen længere være pædagog?

Pædagogisk arbejde med børn er dybt meningsfuldt, og det tror jeg, at mange pædagoger vil være enig med mig i. For man ser hver dag, at man gør en forskel i små menneskers liv, når man altså har mulighed for det. Men der er samtidig rigtig mange andre, der vil noget med pædagogerne. Og har meninger om, hvad pædagoger skal og bør i deres arbejde med børnene – og ikke altid på måder, som pædagoger kan genkende som meningsfulde.

For det pædagogiske arbejde er i dag også karakteriseret ved en stram hverdag med mangeartede opgaver, som ikke nødvendigvis knytter sig til det nære arbejde med børnene. Det viser sig blandt andet i værktøjer, der er pålagt ude- eller oppefra med formålet om at sikre, at alle børn lærer, trives og udvikler sig, som de skal.

Man kan med andre ord sige, at pædagogernes kendskab til børnene, barnets baggrund, familier, deres forhold til de andre børn skal suppleres af mere præcise værktøjer, der kan vise, hvordan barnet rigtig har det.

Når man som forsker følger de skiftende politiske dagsordener, sidder med på gulvet i vuggestuer og børnehave, og interviewer pædagoger, børn og forældre, får man øje på, at pædagogisk faglighed langt fra er en eksakt videnskab.

Pædagogisk praksis ikke lader sig tøjle. Den er vild, ustyrlig og til tider uforudsigelig

Anja Marschall

Faglighed er naturligvis bygget på viden, men den er også normativt og bygger på værdier, for hvad vi anser for et godt børneliv, hvordan vi forstår små børns behov, og dermed også hvordan vi tænker, at pædagogisk praksis kan og bør understøtte dette.

Politisk har man de seneste 20 år forsøgt at "styrke" den pædagogisk faglighed. Den øvelse har handlet om at "tøjle" pædagogikken gennem sikker viden. Vi skal vide, hvad der virker og have mere af det, der er evidens for. Og det kan man egentlig godt forstå, når man tænker på, hvor mange penge der årligt bruges på daginstitutionsfeltet.

Men humlen her er – og det, tror jeg, er ved at gå op for vores politikere – at pædagogisk praksis ikke lader sig tøjle. Den er vild, ustyrlig og til tider uforudsigelig. Den kan ikke sættes på formel, men må håndteres i sin kompleksitet.

Når vi taler med forældrene, drømmer de om pædagoger, der har blik for deres barn – ikke nødvendigvis et egoistisk blik, hvor det kun handler om deres lille Theodor, men iagttagelser som delagtiggør dem i, hvordan han deltager i daginstitutionen.

Hvordan er han sammen med de andre børn? Hvem leger han med? Hvordan går han til opgaver? Hvad fortæller han hjemmefra? Det giver forældrene ro i maven i de mange timer, hvor de ikke kan være sammen med ham. Det er trygt og godt at vide, at pædagogerne holder øje med børnene – og der er særlig trygt, hvis de også interesserer sig for, hvordan livet i familien er for barnet.