R: Vi skal indse, at vi ikke har gjort nok for at bekæmpe fattigdom

Fattigdom ødelægger liv. Hvad værre er, sådan har det været gennem generationer. Hvorfor? Fordi familiers sociale betingelser ofte går i arv. 

Derfor skal vi gøre alt i vores magt for at bryde fattigdommens onde cirkel ved at ændre det, der skaber og fastholder mennesker i fattigdom. Men forandringerne kræver mod.

Flere end 60.000 danske børn lever under Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse, fordi deres forældre er fattige. Endnu mere tragisk er det, at børn, der vokser op i fattigdom har en øget risiko for selv at ende på samfunds bund. For Danmark har fortsat ikke formået at bryde den sociale arv trods en velfærdsmodel, der formelt giver alle lige vilkår. 

De enkelte faggrupper skal løfte blikket fra den konkrete opgave, de selv står med, og se barnet i dets helhed.

Henrik Vinther Olesen (R)
Socialordfører

For eksempel er andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, mens deres forældre ikke gjorde, faldet over de seneste 20 år. Og efter årtiers diskussioner og reformer af folkeskolen er det fortsat op mod hver tiende elev, der forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive. 

Børn skal ses i deres helhed
Hvilket fører mig frem til min første pointe. Alle børn har krav på en ordentlig skolegang. En god skolegang øger sandsynligheden for, at man får en uddannelse eller job. Vejen ud af fattigdom går gennem klasseværelset. 

Udfordringen er, at andelen af børn, som ikke klarer sig godt i skolen, ikke har ændret sig i årtier. Trods skiftende reformer, massive investeringer, stribevis af indsatser og programmer i kombination med sociale indsatser, er det de samme børn, vi misser. Generation efter generation.

Det fører til min anden pointe. Hvis vi ønsker et andet resultat, må vi gøre noget andet end vi plejer - i klasseværelset, men også uden for. Vi skal se på skolens rammer, lærernes og pædagogernes mulighed for at bruge deres faglighed. Og så skal socialrådgiverne helt tæt på børnenes hverdag ude på skolerne, så de mest udsatte børn kan få hjælp helt tæt på deres hverdag. 

De enkelte faggrupper skal løfte blikket fra den konkrete opgave, de selv står med, og se barnet i dets helhed. Det politiske niveau og skolens ledelse skal sikre, at der er tid og rammer til samarbejdet. 

Ansvaret ligger mellem os
Hvilket fører til min tredje og i denne sammenhæng sidste pointe. Denne forandring kræver mod. 

Politisk mod til at turde at lade fagligheden få plads, sikre moderne uddannelse og efteruddannelse, fjerne unødig kontrol og erstatte det med tillid og kun ét eneste krav: at man forpligter sig til at bruge metoder, der er dokumentation for virker.

Fagligt mod til at erkende, at den enkelte faggruppe i sig selv ikke har svaret, men at svaret med Grundtvigs ord ligger mellem os. Mod til at lukke andre faggrupper ind på områder, som man selv normalt vil kæmpe for at beskytte. Det betyder ikke, at der ikke bliver leveret god faglighed i dag. Det betyder blot, at det ikke har været nok. 

Tilbage er derfor spørgsmålet: Har vi modet til at erkende, at det vi har gjort hidtil ikke har været nok?