Debat

EjendomDanmark: Nye andelsboliger skal findes i nybyggeri – ikke i billige lejeboliger, som vil forsvinde fra markedet

Boligministerens forslag om at udvide tilbudspligten og på den måde konvertere flere lejeboliger til andelsboliger vil ikke løse den generelle boligmangel. Det vil kun fjerne attraktive, billige boliger fra markedet, skriver administrerende direktør Peter Stenholm.

Man bør se på muligheden for at etablere andelsboligforeninger i nybyggeri, skriver Peter Stenholm.
Man bør se på muligheden for at etablere andelsboligforeninger i nybyggeri, skriver Peter Stenholm.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Peter Stenholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ikke en enkelt boligtype, der kan dække de mange og forskelligartede behov, som danskerne har, når det gælder deres hjem og dagligdag.

Vores bolig skaber rammerne for livets begyndelse, udvikling, udfordringer og oplevelser og skaber rum for hverdagens små glæder og livets store fester.

Derfor deler vi hos EjendomDanmark, der repræsenterer 85 procent af det professionelle ejendomsmarked, ambitionen om et blandet boligmarked, der kan være med til at skabe mangfoldige byer, imødekomme danskernes boligpræferencer og skabe rammerne om den hverdag, de ønsker.

Et varieret boligmarked, hvor de forskellige boligformer fungerer i samspil og sikrer sammenhæng mellem land og by.

Ministerens forslag bliver selvmodsigende, hvis man vælger at skabe boliger i en billig prisklasse ved at fjerne andre billige boliger fra markedet.

Peter Stenholm
Administrerende direktør, EjendomDanmark

Må ikke gå ud over lejeboligerne

Andelsboliger spiller en vigtig rolle i et varieret boligmarked. I samspil med ejerboliger og lejeboliger skaber de et smidigt boligmarked, der giver den enkelte familie mulighed for at vælge en boligform, der passer til netop deres økonomi og det sted, hvor de er i livet.

Andelsboliger er dog ikke den mest udbredte boligtype. Faktisk er kun ni procent af boligerne på det danske boligmarked andelsboliger, og de ligger primært i København. Her blev langt de fleste stiftet tilbage i 1970'erne, hvor tilbudspligten gjorde, at lejere kunne få lov til at forvandle deres lejeboliger til andelsboliger, hvis udlejningsejendom blev solgt.

Etableringen af nye andelsboligforeninger har siden været forholdsvis begrænset, og de få eksisterende andelsboliger er populære. De er stort set altid besat, og grundet lange interne ventelister og forkøbsret ser salgsopstillinger sjældent offentlighedens lys. I de senere år er priserne for andelsboliger ligeledes skudt i vejret, da andelstanken ofte udfordres af den enkelte andelshavers ønske om en økonomisk gevinst – blandt andet som springbræt til en ejerlejlighed.

Temadebat

Kan andelsboliger løse manglen på billige boliger i byerne?

Andelsboliger kan bidrage til at skabe blandede byer, som derfor betyder, at politikerne skal understøtte den spekulationsfri boligform yderligere.

Det er ambitionen i regeringen, hvor boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i et interview med Berlingske inden sommerferien udfoldede sine spirende tanker. Ministeren fortalte, at han aktuelt ser på og "arbejder meget intensivt med" at udforme nye modeller for "spekulationsfri andelsboliger", der kan få "revitaliseret andelsboligen som et billigt alternativ".

Hvad kræver det, hvis andelsboligerne skal spille en større rolle i udviklingen af byerne? Hvad står i vejen for, at det sker i dag? Og hvad taler imod ministerens ønske om flere andelsboliger?

Om temadebatter:

Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].

Idéen om andelsboliger som den simple løsning på at skabe billige boligalternativer står derfor ikke lige for døren. Ønsker man som boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) at revitalisere markedet, er opgaven først og fremmest at gøre noget ved udbuddet af andelsboliger.

Med planerne om at udvide tilbudspligten står flere lejeboliger til at kunne konverteres til andelsboliger, men det løser ikke den generelle mangel på boliger i Danmark. Det fjerner billige og attraktive lejeboliger fra markedet, som også opfylder et behov – et behov, vi ikke må underkende eller tilsidesætte, når vi ønsker at fremme andre boligtyper.

Ministerens forslag bliver selvsagt selvmodsigende, hvis man vælger at skabe boliger i en billig prisklasse ved at fjerne andre billige boliger fra markedet.

En udvidelse af tilbudspligten er altså ikke den rette vej til flere andelsboliger og løser ikke boligmanglen. Derimod rammer den ofte og på uretfærdig vis familieejede virksomheder ved at underminere den såkaldte mindretalsbeskyttelse. Her er der risiko for, at et ejermindretal tvinges til at sælge deres del af ejendommen.

Man bør etablere andelsboligforeninger i nybyggeri, særligt ved opførelsen af boliger til ældre og unge eller bofællesskaber, hvor andelstankens fællesskabsånd kan genoplives.

Peter Stenholm
Administrerende direktør, EjendomDanmark

Mere nybyggeri og mindre bureaukrati

Der er mangel på boliger i Danmark, og derfor bør man efter vores mening se på muligheden for at etablere andelsboligforeninger i nybyggeri – og særligt ved opførelsen af ældreboliger, boliger til unge eller bofællesskaber, hvor andelstankens oprindelige fællesskabsånd kan genoplives.

Desuden ligger der en central opgave i at få skabt gennemsigtighed og overblik i lovgivningen inden for andelsboliger.

Det er at forvilde sig ind i en jungle af uigennemskuelige regler for finansiering, administration, drift og værdiansættelse, når man begiver sig ud i denne del af boligmarkedet.

Finansieringsreglerne er blandt andet med til at forhindre, at der bliver skabt nye andelsboligforeninger, ligesom de seneste fastsatte regler for krav til udbetaling til andelsindskud er steget og gør det sværere for folk at købe en andelsbolig. De forskellige vurderingsmetoder mudrer ligeledes billedet af boligens værdi og påvirker andelskronen på forskellig vis.

I EjendomDanmark gør vi vores ypperste for at rådgive andelsboligforeningernes administratorer, og vi ved derfor af erfaring, at lovgivningen besværliggør og komplicerer andelsboligmarkedet unødigt. Det spænder ben for en vellykket udvikling af det danske boligmarked, alt imens ønsket om flere boliger kun bliver større.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Stenholm

Adm. direktør, EjendomDanmark
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

0:000:00