Kommentar af 
Jarl Cordua

Ud af Rigsrettens dom skal vokse et nyt og afluset Venstre

Jakob Ellemann-Jensen har nu muligheden for at bygge sin fremtidige ledelse og skabe det nye Venstre, der vokser ud af ruinerne på Lars Løkkes og Inger Støjbergs Venstre, som Rigsretten for evigt har stemplet med vanære, skriver Jarl Cordua.

Ansvaret for ulovlighederne er udelukkende Inger Støjbergs, men ansvaret for, at der blev skabt en stemning omkring regeringen for at sidde på hænderne, hviler også på socialdemokraterne, skriver Jarl Cordua.
Ansvaret for ulovlighederne er udelukkende Inger Støjbergs, men ansvaret for, at der blev skabt en stemning omkring regeringen for at sidde på hænderne, hviler også på socialdemokraterne, skriver Jarl Cordua.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rigsrettens dom er en helt indlysende mærkedag i dansk politik.

En tidligere minister skal i den kun sjette rigsret i folkestyrets 172-årige historie i fængsel. Dommen er både dramatisk og skelsættende på så mange måder. 

Der er forhåbentlig et før og efter den 13. december 2021 for, hvor langt ministre kan presse deres eget embedsmandssystem til at foretage ulovlige handlinger, før brandalarmen forinden går, og en statsminister må gribe ind og sætte en minister på plads.

Normalt burde det ellers ikke være det store problem, hvor magtforholdet mellem statsminister og den enkelte minister er afklaret. 

Det forholder sig imidlertid anderledes, når en minister, som Inger Støjberg var engang, er så stærk, at hun mente, at hun selv satte grænserne for sin magtudøvelse.

Det til trods for at store dele af embedsmandsapparatet advarede hende undervejs om, at hun var på farlig kurs. Tirsdag betalte Støjberg så prisen for sin egen selvovervurdering med 60 dages ubetinget fængsel, og i næste uge forventes det, at hun må forlade i Folketinget i vanære efter en afstemning i Folketingssalen.

Hun kan komme tilbage i politik, men det bliver højst som en profil i et af flere højrefløjspartier, der mener omtrent det samme. 

Ansvaret for ulovlighederne er udelukkende Støjbergs, men ansvaret for, at der blev skabt en stemning omkring regeringen for at sidde på hænderne, hviler også på socialdemokraterne

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Støjbergs stædighed og manglende evne til at slå bak og indrømme egne fejl i tide er en medvirkende årsag til, at hun er endt, hvor hun er.

Men det gør hende langt fra til eneansvarlig. Hendes statsminister, Lars Løkke Rasmussen, havde som Støjbergs chef selvfølgelig et medansvar for, at der ikke blev grebet ind og siden taget et opgør med hendes handlemåde.

Det samme har det store flertal i Folketinget, der længe bakkede hende op, herunder den socialdemokratiske opposition, der var så forhippet på at få udstillet ministeren som for blød i spørgsmålet om de såkaldte barnebrude, at ministerens rum for at give den som hardliner i offentligheden blev så smalt, at hun krydsede grænsen til at beordre ulovligheder i form af den famøse pressemeddelelse, som Rigsretten siden har stemplet som ulovlig instruks.

Ansvaret for ulovlighederne er udelukkende Støjbergs, men ansvaret for, at der blev skabt en stemning omkring regeringen for at sidde på hænderne, hviler også på socialdemokraterne.

På den baggrund kunne man håbe på, at det blev en kollektiv erfaring for Folketingets partier og for offentligheden, at man i fremtiden, når der opstår behov for drastiske, udlændingepolitiske stramninger, i langt højere grad har de lovgivningsmæssige begrænsninger for øje.

Spørgsmål må derfor i fremtidige, lignende situationer blive rettet mod den opposition, der kræver handlekraft her og nu. Hvordan forestiller oppositionen sig, at stramninger eller administration sker uden at begå ulovligheder, der i sidste ende kan ende med en rigsret for en minister? Det må en krævende opposition også skulle kunne svare på. 

Hvis det ender med at blive erfaringen, som folkestyret tager med sig for fremtiden, er dommen over Støjberg ikke bare et tragisk grundstød for en af 2010'ernes mest markante politikere, men måske noget, der kan sikre, at man ikke havner i samme situation igen, næste gang folkestemningen får Christiansborg til at gå i selvsving. 

Dommen er også en slags dom over Dansk Folkepartis opfattelse af, hvor grænserne går for udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti har i årevis ikke anerkendt disse grænser og har presset borgerlige regeringer til at gå til grænsen, som det skete i tilfældet med adskillelsen af ægteparrene, hvoraf den ene part var mindreårig.

Venstre nægtede dumstædigt at indse problemerne, der ellers var velbeskrevet i pressen og fremgik af de samråd

Jarl Cordua
Kommentarskribent

I Løkke-regeringernes tid var Støjberg reelt set Dansk Folkepartis minister i regeringen. Hun snigløb de skrøbelige, udlændingepolitiske kompromiser, som var blevet møjsommeligt flikket sammen i Venstre, ved at sælge ud af indrømmelserne til Dansk Folkeparti i forhandlingerne.

Dansk Folkeparti stillede sig dog aldrig tilfreds, men fandt hurtigt på nye krav, som så igen skabte fornyede problemer i Venstres folketingsgruppe. De bremseklodser, som der parlamentarisk kunne være i Venstre, blev simpelthen stille og roligt afmonteret.

Det var prisen for magten, og den pris var Støjberg mere end villig til at betale for. Hun blev i øvrigt også bakket op af store dele af sin egen folketingsgruppe. Ikke mindst af i den kreds af folketingsmedlemmer, der i januar stemte imod, at der blev nedsat en rigsret.

De samme mennesker skubbede i årene forinden på for, at Støjberg kunne gøre, som hun ville i ministerstolen, drevet af deres egne vrangforestillinger om, at der var uudnyttet lovgivningsrum for yderligere stram udlændingepolitik, som ikke for længst var omsat i udlændingelovgivningen. De samme mennesker har derfor også et medansvar for, at Støjberg er endt, hvor hun er.

Det samme kan man sige om Venstres medlemmer, organisation og ledelse. Til trods for at et flertal i Folketinget havde nedsat Instrukskommissionen, så Venstres folk alt for længe hende som et aktiv og ikke den potentielle klods om benet, som hun siden blev.

Venstre nægtede dumstædigt at indse problemerne, der ellers var velbeskrevet i pressen og fremgik af de samråd, hvor Støjberg i fire år forsøgte at bilde Folketinget ind, at hun på den ene side gav den som hardliner overfor offentligheden, men alligevel i dølgsmål holdt sig på dydens smalle sti og lod embedsværket administrere efter loven.

Mærkværdigt nok har Støjbergs mange tilhængere aldrig enten gennemskuet eller forholdt sig til hendes dobbeltspil. Det skete heller ikke i Venstre, hvor et begejstret flertal i kortsigtet tåbelighed bar hende ind på skjolde og kårede hende til næstformand.

Undervejs fik den nye venstreformand, Jakob Ellemann-Jensen, beskrevet sagen som en heksejagt og overtog Støjbergs retorik om "barnebrudssagen". 

Opvågningen i Venstre skete langsomt. Advokater, som blandt andet partiets kasserer, Nicolai Mallet, og som siden hen blev Støjbergs forsvarer, gav den vurdering til Venstres top om, at Støjbergs sag aldrig ville kunne holde til en rigsret.

Og skulle det endelig ske, ja, så blev hun i hvert fald ikke dømt. Begge dele viste sig at være forkert. Det bør i sig selv kalde på nogen selvransagelse.

Læs også

Da Instrukskommissionens konklusion endelig forelå i december sidste år, dæmrede det endelig i partiet.

Sagen kunne ende med en rigsret. Endelig modnedes en beslutning hos Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre måtte stemme for nedsættelse af en rigsret.

Prisen blev en reel nedsmeltning af partiet, hvor næsten halvdelen af vælgerne forsvandt på ganske få måneder i kølvandet på, at Støjberg blev fjernet som næstformand, og hvor hun siden meldte sig ud af partiet.

Otte af Venstres daværende medlemmer af Folketinget stemte imod en rigsret, der dermed yderligere udstillede Ellemann-Jensens manglende kontrol over sit parti.

I dag er nogle af vælgerne kommet tilbage til Venstre, selvom der stadigvæk er meget langt til valgresultatet i 2019. Store dele af vælgerne er søgt til de konservative, der undervejs i processen har udvist en gruppedisciplin, hvor man formået at holde de interne diskussioner uden for offentligheden, og hvor man samlet stemte for nedsættelse af en rigsret, uden at partiet – i modsætning til Venstre – brækkede midt over.

Tværtimod har Konservative kunne tiltrække tidligere venstrevælgere, der har vurderet Ellemanns ledelse i opgøret med Støjberg som håbløs, været forargede på Støjbergs vegne eller simpelthen trætte af partiets interne kævl. 

Rigsretsdommen har dog gjort det klart, at Ellemanns vurdering af sagen i januar var den rigtige, og at blandt andet partiets retsordfører, Preben Bang Henriksen, med flere tog fejl.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Det har Bang Henriksen også klædeligt efterfølgende erkendt. Han kan så stille sig op i den efterhånden lange række af juridiske hjerner i Venstre, der har taget fejl af sagen.

Et godt råd til Ellemann herfra er konsekvent at skifte sin pool af juridiske rådgivere ud. Det er i øvrigt påfaldende, hvor mange blandt de otte folketingsmedlemmer, der er valgt i Jylland, hvor Inger Støjbergs støtter hidtil har været talrigest.

En tanke er, at disse hovedsageligt jyske folketingsmedlemmer var mere optagede af deres eget genvalg og position i kredsen, fremfor at de ville tage opgøret om Støjberg med deres eget bagland og som rigtige, politiske ledere at forklare kredsbestyrelserne, at det altså ikke kan nytte noget at udkæmpe tabte slag.

I stedet valgte de den nemme løsning ved helt at hytte deres eget skind og udstille Venstres svækkede formand i en historisk alvorsstund for partiet, mens de bakkede Støjberg op.

Hun takkede for deres varme støtte ved at brænde alt ned på vej ud ad døren. På den baggrund er det ved første øjekast mærkværdigt, at syv af de samme mennesker efter at have udvist så dårlig dømmekraft som lovgivere stadigvæk beklæder nøgleposter i det store oppositionsparti som udenrigsordfører, trafikordfører, udlændingeordfører og retsordfører.

Ellemann skal bygge sin fremtidige ledelse og skabe det nye Venstre, der vokser ud af ruinerne af Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs Venstre, som Rigsretten for evigt har stemplet med vanære

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Det er dog ikke i Ellemanns interesse at kræve et opgør på et tidspunkt, hvor han i længere tid har opnået at have ro i geledderne. Noget andet er, at disse menneskers troværdighed fremstår sønderskudt. 

Set i det lys bør de syv folketingsmedlemmer erkende deres egne, eklatante fejlvurderinger og i lyset af den krystalklare rigsretsdom over Støjberg nu nå frem til at stemme for at erklære Støjberg for uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.

Det ville i al fald være i partiet Venstres interesse, at man nu endelig står samlet bag formanden, hvis dømmekraft man for 11 måneder siden betvivlede, men som nu har fået Rigsrettens ord for, var meget bedre end deres egen.

Det vil dog ikke undre denne iagttager, at når folketingsgruppen træder frem for offentligheden og meddeler, at man stemmer for at erklære Støjberg uværdig, vil man se enkelte vælge egeninteressen eller måske det personlige venskab til Støjberg fremfor at forklare sin stemmeafgivning hjemme i kredsen eller overfor Støjberg selv. Det vil i givet fald udstille Ellemann som en, der stadigvæk ikke har helt styr på sit parti. 

Rigsrettens afgørelse har dermed styrket Ellemanns formandskab og den interne tillid til hans dømmekraft. Han placerede – efter al for lang tids tilløb – Venstre blandt de partier, der insisterede på, at ministre skal overholde loven, og at det i givet fald skal have konsekvenser.

Det er på det fundament, at Ellemann skal bygge sin fremtidige ledelse og skabe det nye Venstre, der vokser ud af ruinerne på Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs Venstre, som Rigsretten for evigt har stemplet med vanære.

Herfra skal vokse et nyt – og afluset – Venstre, der uden diskussion skal stå på retsstatens grund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00