DA: Socialøkonomiske virksomheder skal drives på markedsvilkår

Af Maria Bille Høeg
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening

Lad mig starte med at slå én ting fast – DA støtter socialøkonomiske virksomheder. De yder et vigtigt samfundsbidrag ved at sikre udsatte personer med for eksempel psykisk eller fysisk handicap relevant beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

For nylig havde jeg eksempelvis selv fornøjelsen af at besøge Glad Fonden, der er en veldrevet socialøkonomisk virksomhed, som beskæftiger udviklingshæmmede indenfor blandt andet medieproduktion, design og kantinedrift.

Men én ting er, at socialøkonomiske virksomheder yder et vigtigt samfundsbidrag. En anden ting er spørgsmålet om, hvorvidt vi skal åbne op for øget økonomisk støtte til dem – og det er det spørgsmål, der har været på tale i forbindelse med snakken om at fjerne det såkaldte rimelighedskrav.

Det, mener jeg, vil være problematisk af to årsager. For det første er der det helt grundlæggende princip om, at offentlig støtte til løn ikke må være konkurrenceforvridende. For det andet risikerer vi at gøre den sociale indsats en bjørnetjeneste ved at skabe virksomheder, der ikke afspejler det generelle arbejdsmarked.

Offentligt tilskud må ikke konkurrenceforvride
For at undgå konkurrenceforvridning mellem de virksomheder, som har medarbejdere ansat med løntilskud, og de virksomheder, der ikke har ansatte med tilskud, er der fastsat et såkaldt rimelighedskrav.

Kravet sætter loft over, hvor mange medarbejdere, der må være ansat i en virksomhed med støtte, og gælder for alle virksomheder – også for socialøkonomiske virksomheder.

Rimelighedskravet sikrer kort sagt, at enkelte virksomheder ikke kan bruge den offentlige støtte til at underbyde andre virksomheder på lønnen – det sikrer fair og ordentlig konkurrence.

Maria Bille Høeg
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening

Det sikrer, at enkelte private eller offentlige arbejdspladser ikke udnytter tilskudsordninger i en sådan grad, at de eksempelvis kun ansætter mennesker med nedsat arbejdsevne i løntilskud, og derved skubber priserne i bund og udkonkurrerer konkurrenterne.

Rimelighedskravet sikrer kort sagt, at enkelte virksomheder ikke kan bruge den offentlige støtte til at underbyde andre virksomheder på lønnen. Det sikrer fair og ordentlig konkurrence.

Rimelighedskravet sikrer ”normale” arbejdspladser
Kravet understøtter samtidig, at de mennesker, der ansættes i løntilskud, kommer ud på en arbejdsplads, der giver dem reel inklusion på arbejdsmarkedet.

I stedet for at blive placeret på et særligt beskyttet arbejdssted for mennesker i støttet beskæftigelse, lærer de det almindelige arbejdsmarked at kende med alt, hvad det indebærer af kolleger, opgaver og ansvar.

Erfaringen viser, at netop det at blive en del af en almindelig arbejdsplads giver stor tilfredsstillelse og forhøjet livskvalitet for mennesker, der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og der er solid forskningsmæssig dokumentation for, at indsatser, der foregår på virksomhederne, er de mest effektive til at få ledige i beskæftigelse.

Stadig mulighed for at ansætte fleks- og skånejobbere
Undtaget fra rimelighedskravet er blandt andet førtidspensionister i løntilskud og personer ansat i fleksjob. Rimelighedskravet gælder altså ikke for mennesker, der er visiteret til ordninger, der kræver en varigt nedsat arbejdsevne. Dermed er der ingen begrænsninger for hverken socialøkonomiske eller andre virksomheder, der ønsker at engagere sig socialt ved at ansætte fleks- eller skånejobbere.

Og faktum er, at mange virksomheder er socialt engagerede og udfører samfundsansvarlige aktiviteter, der passer til deres værdier, holdninger og forretning.

I 2016 var cirka 325.000 mennesker med handicap eller længerevarende helbredsproblemer i job. Vel at mærke på helt ordinære vilkår. Dertil kommer alle de mennesker med forskellige udfordringer, som virksomhederne fastholder eller inkluderer gennem beskæftigelsesordninger.

Det er vigtigt, at mennesker med midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne får mulighed for at arbejde. Derfor må vi glæde os over, at både socialøkonomiske og mange andre virksomheder er engagerede i at tilknytte og fastholde personer med forskellige udfordringer.

Det er hverken nødvendigt eller gavnligt at give socialøkonomiske virksomheder særlige økonomiske privilegier. Men vi må naturligvis anerkende den indsats, som socialøkonomiske virksomheder tilbyder, som er et vigtigt supplement til det øvrige sociale engagement, der udvises af virksomhederne i Danmark.