Kooperation: Socialøkonomi rimer ikke på konkurrenceforvridning

Af Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

Socialøkonomiske virksomheders formål er ikke at skabe størst mulig økonomisk profit til investorer. De er sat i verden for at tage et væsentligt samfundsansvar, og derfor geninvesteres deres økonomiske overskud i virksomheden og det sociale formål.

Diskussionen om, hvorvidt socialøkonomiske virksomheder (SØV’er) er ”konkurrenceforvridende” over for traditionelle virksomheder, klinger derfor noget hult.

Når rationalet er, at SØV’er er her for at skabe flest mulige rummelige arbejdspladser på et økonomisk bæredygtigt grundlag, og traditionelle virksomheder er her for at tjene flest mulige penge til aktionærerne, så er det jo åbenlyst, at perspektivet på for eksempel antallet af medarbejdere i løntilskud eller virksomhedspraktik er vidt forskelligt:

For SØV’en er medarbejderne på særlige vilkår virksomhedens raison d’être. For den traditionelle virksomhed er det i de gode tilfælde et spørgsmål om at udvise samfundssind, og i de knap så gode tilfælde et spørgsmål om billig arbejdskraft.  

Så drivkraften bag, hvordan man sammensætter sin medarbejdergruppe, er grundlæggende forskellig. Men i mødet med kunden opererer de begge på markedsvilkår. Og her kan man så retorisk stille spørgsmålet: Hvem vil oftest have en konkurrencefordel her?

En lempelse af rimelighedskravet er en vigtig løftestang til at sikre, at de socialøkonomiske virksomheder fortsat kan medvirke til at løse en række samfundsmæssige udfordringer

Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

SØV’en, hvis primære formål er flest mulige i beskæftigelse på særlige vilkår – eller den traditionelle virksomhed, som måske har en eller to ledige i virksomhedspraktik.

Den danske model skal rumme alle
I dag står intet i vejen for, at flere traditionelle virksomheder tager et stort socialt ansvar. De har for nuværende fuldstændig samme muligheder som socialøkonomiske virksomheder har, og allerede derfor er der ikke tale om ”konkurrenceforvridning”.

Men det er en diskussion, som endnu engang blusser op nu, fordi den seneste satspuljeaftale giver spæde håb om, at vi kan få lempet på ”rimelighedskravet”, der i dag ofte spænder ben for en mere aktiv beskæftigelsesindsats – og særligt for socialøkonomiske virksomheder.

Rimelighedskravet skal sikre et såkaldt rimeligt forhold mellem ansatte med offentligt tilskud og ansatte uden tilskud. Løntilskud og virksomhedspraktik må ikke fortrænge ordinært ansatte fra arbejdsmarkedet, og ledige må ikke holdes væk fra en ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet. Rimelighedskravet gælder ved ansættelse af personer i løntilskud eller virksomhedspraktik.

Der er ingen tvivl om, at vi skal værne om vores ”danske model”, hvor ordentlige løn- og arbejdsvilkår går hånd i hånd med en sikring af arbejdskraften. Som arbejdsgiverorganisation står vi tæt sammen med Fagbevægelsen i den her sag. Men når det så er sagt og skrevet, så mener vi også, at selvsamme model må udvikles, så den også kan rumme mennesker, som ikke kan have et almindeligt 37-timers job.

Som Rimelighedskravet er indrettet i dag, spænder det ben for, at socialøkonomiske virksomheder kan tage et endnu større ansvar for at få flere med i arbejdsfællesskabet, fordi antallet af ansatte med løntilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik maksimalt må udgøre én person for hver femte ordinært ansatte.

Så, hvis man som socialøkonomisk virksomhed kun kan ansætte én udsat ledig for hver femte ordinært ansatte – og når vedkommende måske kun har en arbejdsevne, der rækker til fire timers arbejde om ugen – så er det virkelig svært at løfte den opgave, man er sat i verden for.  

Krav spænder ben for ledige og virksomheder
Mange af de jobs, der skabes i socialøkonomiske virksomheder, er jobs, der ellers ikke ville være blevet til. De er en håndsrækning til mennesker, som ikke umiddelbart passer ind på det ordinære arbejdsmarked. Mennesker, der gerne vil, men kun i begrænset omfang kan. Det er dem, det handler om at give plads til. 

Og det er da absurd, at vi har virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar. Vi har udsatte ledige, der gerne vil arbejde. Og vi har et samfund, der er afhængigt af, at alle bidrager, men så har vi en lovmæssig forhindring, som begrænser den gode vilje og det sociale ansvar.

Derfor er det også kærkomment, at man nu vil forsøge at finde realpolitiske løsninger på denne udfordring. Og selvom vi helst så de Registrerede Socialøkonomiske Virksomheder (RSV’er) helt fritaget for rimelighedskravet, starter vi gerne et sted.

For eksempel ved at tælle timer i stedet for CPR-numre, sådan at en plads, som i dag udgør 37 timer, i stedet kan besættes af flere ledige på færre timer. Eller ved at tælle ansatte i fleksjob med som ansatte på ordinære vilkår.

En anden mulighed er at lave dispensation for rimelighedskravet for socialøkonomiske virksomheder, som jo netop har et særegent værdidrevent formål i forhold til arbejdsmarkedet.

Det væsentligste frihedsbrev, man kan give et menneske, er muligheden for et arbejde. Et arbejde giver og indhold i hverdagen. Samtidig er den aktive beskæftigelsesindsats en forudsætning for, at vores samfund hænger sammen værdimæssigt og økonomisk.

En lempelse af rimelighedskravet er en vigtig løftestang til at sikre, at de socialøkonomiske virksomheder fortsat kan medvirke til at løse en række samfundsmæssige udfordringer. Det handler om rimelighed i mere end en forstand.