Programchef: Sociale investeringer i hjemløse unge forbedrer liv

TEMADEBAT: Hjemløshed blandt unge koster samfundet 80 millioner årligt, men den hårdeste pris betales af de ramte unge. Det kan sociale investeringer lave om på gennem partnerskaber som "Hjem til alle", skriver partnerskabets programchef Signe Bohm.

Hjemløshed koster dyrt både på statskontoen og den mennskelige konto. Derfor giver det mening at forsætte investeringen i indsatser mod hjemløshed, mener programchef Signe Bohm.Foto: Hjem til Alle

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe Bohm
Programchef, Hjem til Alle

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

At vi har hjemløshed i Danmark er et paradoks.

Det kan ikke forklares med, at vi ikke har råd, for vi har vist, at det er en god økonomisk og menneskelig investering at stoppe hjemløshed. Det skyldes heller ikke manglende viden, for vi har redskaberne og metoderne til løse problemet.

Måske kan det heller ikke engang forklares med manglende vilje, for hvis man ser rundt blandt de politiske partier, er der bred enighed om, at vi skal løse problemet.

Fakta

Temadebat: Hvordan skaber vi et nyt marked for sociale investeringer?

Altinget Civilsamfund sætter gennem denne temadebat fokus på marked for sociale investeringer, hvor vi udforsker, hvad potentialet er i de sociale investeringer, og hvor faldgruberne ligger.

Repræsentanter for sociale organisationer, kommuner, fonde, institutionelle investorer og andre med viden om feltet giver deres bud på mulige partnerskaber, investorer, udfordringer og nye indsatser.

Debatpanelet udvides løbende, da vi er interesserede i alle relevante aktørers perspektiv. Skriv til [email protected], hvis I vil blande jer i debatten.

Hvis potentialet i sociale investeringer på hjemløseområdet skal udfoldes, er det afgørende, at vi finder enkle måder at arbejde med de komplekse og svære problemer på.
SIgne Bohm
Programchef, Hjem til alle

Alligevel har vi ikke for alvor taget fat om at stoppe hjemløshed. Hvorfor?

En del af forklaringen er strukturelle barrierer. Der er mange aktører, og det kan være svært at samles om at arbejde i samme retning. Og så er der forskellige incitamentsstrukturer, som gør at omkostninger og gevinster ikke følges ad.

Sociale investeringer bryder barrierer
I Hjem til Alle tror vi på, at sociale investeringer kan være en del af løsningen på de strukturelle barrierer. Vi er derfor nysgerrige på, om sociale investeringer kan være en løftestang for at stoppe hjemløshed.

Derfor har vi sammen med fire kommuner og Bikubenfonden indgået et partnerskab med Den Sociale Investeringsfond, som skal udvikle og modne en konkret investeringscase, der på sigt kan realiseres.

Det giver god mening at arbejde med hjemløse unge som investeringscase. Vi ved nemlig, at et menneske ramt af hjemløshed i ungdomsårene har store omkostninger i mange år frem både menneskeligt og økonomisk.

De menneskelige omkostninger
De 2.000 registrerede unge, der i dag ikke har et sted, de kan kalde hjem, medfører årligt samfundet betydelige omkostninger til herberger, efterværn, social bostøtte, psykiatrisk behandling, overførselsindkomster.

Læs også

Socialborgmester: Pensionskasser kan gøre en forskel som sociale investorer

Debat

Hjemløsheden isoleret set koster 80 millioner kroner for de 2.000 unge – hvert eneste år.

Hjemløshed er ikke bare en tung byrde for samfundets fælleskasse: De værste omkostninger er menneskelige.Bare for at nævne ét eksempel er overdødeligheden 14 gange højere for unge i hjemløshed end blandt andre unge.

Hjemløshedens kompleksitet
I partnerskabet er vi midt i udviklingsarbejdet, men vil gerne dele et par observationer.

Den første observation handler om dilemmaet omkring kompleksitet. Hjemløshed er et komplekst problem, og derfor har det hidtil været så vanskeligt at løse.

Der er ikke en aktør alene, som kan fikse hjemløshed. Men kommuner, boligselskaber og herbergssektor sider med dele af nøglen.

Derfor er det attraktivt at se, om vi kan konstruere en investering, hvor vi faktisk inviterer netop de aktører med om bordet til at udvikle en løsningsmodel - og til at samarbejde om investeringerne.

Investeringsmodeller virker imidlertid bedst, hvis de også er forholdsvis simple. Så frem for at jagte alle svarene på forhånd i det komplekse, er vi nødt til at finde svarene hen ad vejen ved at øve os gennem mindre komplekse investeringscases.

Det er en lang proces, hvor vi må designe, afprøve prototyper, lære og redesigne – og afprøve igen. Hele tiden med målet for øje – at stoppe hjemløshed.

Incitament til investering
Den anden observation handler om dilemmaet om incitamentstrukturer. Det kan nemlig betale sig at investere i at stoppe hjemløshed. Og så alligevel er det ikke helt så enkelt.

En rapport fra Kraka viser, at vi kan stoppe langtidshjemløshed inden 2030 med investeringer i boliger med støtte efter Housing First-metoden.

I Finland og Norge har man med udgangspunkt i den metode reduceret hjemløsheden med 40 procent de seneste ti år - i samme periode er hjemløsheden i Danmark er steget med knap 30 procent.

Som det er i dag, har kommunerne imidlertid ingen økonomiske incitamenter for at stoppe hjemløshed, tværtimod: Investeringerne i boliger med støtte efter Housing First-metoden ligger primært i kommunen, mens gevinsterne tilfalder både stat, region og kommune.

Dette skyldes, at problemet med hjemløshed generelt set i mange kommuner håndteres ved, at kommunerne henviser til herbergspladser. Her bidrager staten ved at betale 50 procent af udgifterne i refusion til kommunen.

Hvis vi går fra alene at håndtere hjemløshed til at ville bekæmpe og stoppe hjemløshed, kræver det en kommunal investering i flere betalelige boliger med sociale støtte – uden tilskud eller refusion fra staten, som samtidig sparer betydelige summer på færre refusioner til herbergspladser.

Motivation og enkelhed er vejen
Hvis potentialet i sociale investeringer på hjemløseområdet skal udfoldes, er det afgørende, at vi finder enkle måder at arbejde med de komplekse og svære problemer på.

Og at incitamentsstrukturerne adresseres: Kunne man forestille sig, at den statslige gevinst fra at bekæmpe hjemløshed blev skudt ind i investeringerne i boliger med støtte?

Vi er på vej, og den vej går hen over ubetrådt land med masser af snubletråde og faldgruber, som vi må lære af, dele og mindske hen ad vejen.

Opbakningen fra regeringen og samarbejdspartnere til at afsøge potentialet med sociale investeringer giver masser af gå-på-mod. Hvor der er vilje, findes en vej.

Politik har aldrig været vigtigere