Debat

Fondsdirektør: Sociale investeringer åbner op for løsninger i stor skala

TEMADEBAT: Sociale investeringer har stort potentiale på udvalgte områder, hvor de skal supplere det kommunale arbejde som selvstændige programmer. På den måde kan investeringerne gøre en forskel i en hidtil uset skala, skriver Thit Aaris-Høeg.

Sociale investeringer skal udbredes, hvor det giver mening, således at det supplerer staten og kan løse store samfundsøkonomiske udfordringer i stor skala, mener Thit Aaris-Høegh.
Sociale investeringer skal udbredes, hvor det giver mening, således at det supplerer staten og kan løse store samfundsøkonomiske udfordringer i stor skala, mener Thit Aaris-Høegh.Foto: Fonden for Sociale Investeringer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thit Aaris-Høeg
Adm. direktør, Fonden for Sociale Investeringer

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi har igennem de sidste tre år udviklet, driftet, diskuteret og taget livtag med de ”nye” såkaldte sociale investeringer.

Set fra vores perspektiv er en kvalificering af debatten afgørende for udviklingen af området, og derfor byder vi denne debat på Altinget velkommen.

Kært barn har mange navne
Principielt kan man jo kalde alle former for finansiel støtte til sociale initiativer og herunder også de midler som gives til almen forebyggelse for sociale investeringer.

Fakta
Temadebat: Hvordan skaber vi et nyt marked for sociale investeringer?

Altinget Civilsamfund sætter gennem denne temadebat fokus på marked for sociale investeringer, hvor vi udforsker, hvad potentialet er i de sociale investeringer, og hvor faldgruberne ligger. 

Repræsentanter for sociale organisationer, kommuner, fonde, institutionelle investorer og andre med viden om feltet giver deres bud på mulige partnerskaber, investorer, udfordringer og nye indsatser.

Debatpanelet udvides løbende, da vi er interesserede i alle relevante aktørers perspektiv. Skriv til [email protected], hvis I vil blande jer i debatten.

Det er i sig selv med til at mudre billedet gevaldigt, når vi taler om sociale investeringer.

Når vi hos os taler om sociale investeringer, skal det forstås som projekter eller programmer, hvor den kapital som indskydes skal forrentes på almindelige markedsvilkår og på baggrund af en opnået konkret besparelse, typisk i det offentlige system.

Det er godt, at staten ønsker at fokusere både investerings- og udviklingsmidler i området, men sociale investeringsprogrammer giver kun mening, hvis man kan arbejde i større skala.

Thit Aaris-Høeg
Adm. direktør, Fonden for Sociale Investeringer

Nogen i sektoren taler lige nu om, at man godt kan kalde noget en social investering, når der måles effekt af indsatsen, men i vores verden er det ikke dokumentationen som afgør, om der er tale om et filantropisk drevet udviklingsprojekt eller en social investering.

Forskel på donation og investering
Det er derimod kravet om målbare besparelser og på baggrund af disse en økonomisk gevinst, som kan deles imellem de involverede parter og herunder først og fremmest investor, leverandør og kommune.

Når vi modtager filantropisk kapital eller donationer til at drive eller udvikle sociale projekter for, kalder vi det således ikke en social investering.

Heller ikke selv om vi måler effekt, og det gør vi altid, fordi denne kapital skal ikke tilbagebetales, ligesom indsatsen ikke skal levere et konkret økonomisk afkast, men derimod udelukkende skal gøre en forskel for de udsatte målgrupper, som vi er sat i verden for at hjælpe.

Læs også

Sociale investering med måde
Principielt kan man bygge investeringscases inden for alle velfærdsområder, men ikke alle sociale områder egner sig efter vores mening til sociale investeringsprogrammer.

Det kan for eksempel være meget svært at måle på trivsel. Det ved vi, fordi vi har arbejdet med dette i årevis på det frivillige sociale område.

Det er også meget svært at måle på tidlig indsats eller for den sags skyld periodeafgrænsede mentor- eller støtteordninger.

Det gælder i hvert fald med en kortere tidshorisont, som er den man bliver mødt med, hvis man søger private investorer ude i den virkelige verden, som skal kunne tilfredsstille deres aktionærer indenfor en overskuelig tidshorisont.

Det kan være meget svært for kommunen at beregne (og udbetale) den konkrete besparelse på en trivselsindsats udført af en enkelt leverandør, da børns trivsel set i et for eksempel 7- eller 10-årigt perspektiv kan være påvirket af helt utroligt mange faktorer.

Derfor kan det være svært at isolere resultaterne til at komme fra én konkret indsats.

Målbare investeringer
Det er sikkert ikke umuligt, men vi må sige, at den slags arbejde i vores optik hører til i den almene forebyggelse, hvor staten og kommunerne har en naturlig langmodighed i forhold til effekten af et givent program og i øvrigt også har mulighed for at drive udviklings- og forskningsprogrammer, som understøtter og undersøger børns trivsel.

Derimod er for eksempel beskæftigelsesområdet oplagt, fordi man ved at bringe folk ud af ledighed fra dag et opnår en konkret besparelse, som kan opgøres ud fra en række objektive kriterier og herunder mindre udbetaling af overførselsindkomster, øgede skatteindtægter og lignende.

Dette er til at regne på, og det er udgangspunktet for de investeringer, der ikke er statsfinansierede.

De skal kunne måles, skal kunne levere en konkret og for kommunen målbar besparelse samt en forrentning af den investerede kapital relativt hurtigt.

Skala er afgørende
I forhold til fremdriften og udbredelsen af de såkaldt sociale effektinvesteringer i Danmark går det meget langsomt.

Det skyldes blandt andet, at det er uklart, hvem som har ansvaret for, at der sker både udbredelse og udvikling.

Det er godt, at staten ønsker at fokusere både investerings- og udviklingsmidler i området, men sociale investeringsprogrammer giver kun mening, hvis man kan arbejde i større skala.

Ellers bliver afkastet ubetydeligt for en privat investor, ligesom de forholdsvis store transaktionsomkostninger hurtigt overhaler gevinsten.

Dette kræver, at kommunerne for alvor kan se fidusen i disse nye modeller, og her støder vi ind i et andet problem.

I de lande, hvor der ingen penge er til velfærd, tager man som offentlig myndighed eller kommune imod investorkapital med kyshånd.

”Vi løber den fulde risiko for jer, og forsøger at løfte alle jeres udsatte borgere, og I skal kun betale for dem vi lykkes med”.

Det siger man ikke nej til, når man er løbet tør for enhver form for forsørgelsesmidler. Herhjemme er historien dog en anden. 

Danske vilkår
I den enkelte kommune har man jo penge til at løfte borgerne, også de borgere som for eksempel står uden for arbejdsmarkedet.

Herudover er man er i forvejen indstillet på at anvende eksterne leverandører til at løse en del af opgaven.

Hvis projektet er lille, og vi kun skal hjælpe en del af borgerne i den konkrete kommune, så er de renter, der principielt skal betales til en investor ikke nødvendige, og vi kan lige så godt handle med hinanden direkte og få betaling up front, sådan som det plejer at være.

Vi har med andre ord ikke brug for nogen, som løber risikoen for os, fordi der er allerede afsat offentlige midler til opgaven.

Summa summarum. Sociale investeringsprogrammer kan på tværs af kommuner og i stor skala være en rigtig god idé for alle parter, men det kræver nok et helt overordnet statsligt krav om, at en del af det kommunale bloktilskud for eksempel afsættes til at indgå i programmer som disse.

Disse programmer kan drives som selvstændige programmer uden om den almindelige kommunale forvaltningsramme, som i sig selv gør det meget svært for den enkelte kommune at deltage, også selv om de gerne vil.

Hvem står tilbage på perronen
Først og fremmest skal man være opmærksom på ikke at blande frivilligt socialt arbejde, og herunder alle former for organiseret næstekærlighed, sammen med sociale investeringsprogrammer.

Frivilligt socialt arbejde er drevet af frivillige og skal ikke levere afkast (ikke at forveksle med gode resultater).

Der kan være mange gode metoder udviklet på det frivillige sociale område, som kan udvikles til sociale investeringscases og gerne for filantropisk kapital, men så snart disse er klar og skal ud og virke, skal de altid drives i et erhvervsdrivende set up, da målet er at tjene penge.

Målgrupper og objektive kriterier
Med hensyn til hvilke målgrupper, man vælger at investere i, er det vigtigt, at dette ikke afgøres af almenpolitiske interesser i en ordførerkreds, men derimod besluttes ud fra en række objektive kriterier som bør være tilstede for, at noget egner sig som en samfundsøkonomisk investeringscase, hvor både kommune, investor og leverandør får et konkret ”return on investment”.

Der er ikke nødvendigvis nogen, som er bedre at investere i end andre, men der kan være noget, som er bedre at investere i end andet.

Vi ser ikke sociale investeringer som farlige hverken for det eksisterende velfærdssamfund eller for de udsatte målgrupper.

Vi ser sociale investeringer som en mulighed for at arbejde med alvorlige samfundsøkonomiske udfordringer i en hidtil uset skala.

Det kan der blive brug for i fremtiden, hvor velfærdssamfundet kan komme endnu mere under pres, og alternative løsninger til at opnå store besparelser bør være velkomne.

Det hele er nyt og meget småt, og man skal ikke være bange for, at det efterlader nogen på perronen.

Der er i vores optik nød nok til alle, og derfor ”desværre” masser af plads til både frivillige civilsamfundsindsatser, almen forebyggelse, kommunale kerneydelser og sociale investeringsprogrammer.

Vi er glade for, at vi kan være med til at skubbe på udviklingen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thit Aaris-Høeg

Adm. direktør, Fonden for Socialt Ansvar og Fonden for Sociale Investeringer
MBA, Executive Coach

0:000:00