Socialborgmester: Pensionskasser kan gøre en forskel som sociale investorer

Flere bundlinjer
Når vi kigger på sociale investeringer, er vi nødt til at arbejde med flere bundlinjer end bare den økonomiske.

Vi er også nødt til at arbejde med en socialt-menneskelig bundlinje. En bundlinje, der måler på, hvor meget de mennesker, man hjælper, rykker sig i retning af et mere værdigt og selvstændigt liv.

Og det er ikke mindst den bundlinje, som jeg forventer, at investeringsplanen for København vil give afkast på. For målet kan ikke altid være at få en person i job og dermed aflaste de offentlige kasser.

Det betyder selvfølgelig ikke, at sociale investeringer bare skal være ren filantropi. Tværtimod vil jeg gerne have øget fokus på socialområdet som et interessant og relevant område for en bredere investorkreds.

Mere end socialøkonomi
For mig at se behøver sociale investeringer ikke kun handler om at oprette socialøkonomiske virksomheder.

Jeg mener faktisk, det det er okay at tjene penge på sociale indsatser.

Det vigtige er så bare, at vi sætter nogle rammer op for, hvordan det skal foregå, og hvor meget man må tjene på dem. For eksempel ved at sætte et loft på, hvor stor en andel man må tage ud af en virksomhed.

I det hele taget savner jeg nogle klarere rammer for sociale investeringer og nogle gode eksempler på noget, der har virket.

Den Sociale Investeringsfond blev præsenteret med store fanfarer for få år siden, men jeg venter stadig at se konkrete resultater.

Opsamling på erfaringer
Samtidig mangler vi en ordentlig opsamling på erfaringerne med Den Sociale Kapitalfond, som kunne danne grundlag for fremtidig indsats.

Og den SØM-model, der for nogle år siden blev præsenteret til at måle effekten af sociale investeringer, indeholder nogle gode eksempler, men tager ikke for alvor fat på den grundlæggende udfordring om, at investeringen ofte foretages et sted, mens afkastet havner et andet sted.

Det skal ændres, hvis vi skal rykke på den her dagsorden.

Pensionskasser skal melde ind
Foruden mere klare politiske og juridiske rammer fra Christiansborg savner jeg at se én bestemt investor melde sig på i forhold til sociale investeringer.

En aktør, der sidder på en pengekasse på 4.400 milliarder kroner. Ja, jeg tænker på de danske pensionskasser, som allerede er investeret i store dele af det danske samfund.

Pensionskasserne udviser allerede et samfundsansvar og har de seneste år haft fokus på, hvordan man som kunde hos dem kan vælge, at ens pensionsmidler skal investeres mere grønt og så måske give et lidt mindre afkast.

På samme måde synes jeg, at det skulle være muligt at vælge, at en mindre del af ens pensionsformue skulle sættes i sociale investeringer.

Hvis bare en halv promille af danskernes pensionsmidler blev sat af til sociale investeringer, ville det give 220 millioner kroner til sociale indsatser, der på sigt ville kunne løfte socialområdet.

Det ville gøre en forskel. Faktisk har jeg allerede vendt idéen med folk fra pensionsbranchen.

Strandede forhandlinger trods potentiale
Dialogen strander dog ofte på, at pensionskasserne ikke mener, at sociale investeringer vil kunne leve op til de afkastkrav på de 8 til 10 procent, som de arbejder med.

Jeg vil dog kæmpe videre for at overbevise dem. For erfaringerne viser, at sociale investeringer godt kan ramme et økonomisk afkast, der ligger tæt på det niveau.

Lige nu har Den Sociale Kapitalfond for eksempel et projekt kørende i Aalborg, hvor de prøver at få psykisk sårbare ledige i job. Her forventer man et afkast på fem til syv procent.

Der er altså ikke langt op til pensionskassernes normale krav.

Og jeg tror faktisk, at mange danskere vil acceptere et marginalt mindre afkast på dele af deres pensionsmidler, hvis de ved, at de dermed bidrager til, at samfundet ikke bare kommer i grøn, men også social balance.