Tidligere udviklingsarbejder: Ngo'er skal sikre bedre balance i de ulige magtforhold mellem offentligheden, ngo og dem, de ønsker at hjælpe

Det britiske forskningsprojekt Caring in Crisis fra 2017 har undersøgt relationen mellem ngo'er og den offentlighed, som forventes at bidrage. Det tager afsæt i den humanitære trekant, hvor hver vinkel repræsenteres af henholdsvis ngo, offentlighed og modtagere.

Det forklarer, hvordan ngo'ens opgave er at formidle modtagernes situation i det globale syd og skabe en så stærk forbindelse til offentligheden, at der opstår empati og bidrag.

For at appellere til forestillingsevnen skrues der op for de dramatiske virkemidler, fordi offentligheden skal – i overført forstand – bringes sammen med modtagerne over den geografiske afstand.

Jo tættere krisen føles, desto større sandsynlighed for positiv respons. Udfaldet afhænger af kommunikationsform, bidragsydernes erfaring, og om der er tale om akut eller langsigtet krise. Desuden er geografisk afstand, kultur og historie afgørende for, hvor hurtige og villige folk er til at bidrage.

Stil spørgsmål til position og relation mellem bidragsydere og modtagere

Min kritik af mange ngo'ers kommunikation retter sig mod deres ulige relation til modtagerne.

Der er ofte mange mellemled i relationerne mellem ngo, offentlighed og modtagere. Typisk agerer ngo'en gatekeeper mellem disse.

Fundraising er nødvendig, men hvis modtagerne og deres lokalsamfund ikke oplever, at de repræsenteres retvisende, er der et etisk problem.

Tag selv den humanitære trekant, og aflæs relationerne i den ngo, som du kender bedst: Hvordan fordeler magten sig mellem hovedkontoret, de danske bidragsydere og modtagerne i det globale syd?

Hvordan er kontakten til og mellem bidragsyderne og modtagerne? Går den begge veje? Hvad vil modtagerne og bidragsyderne hver især?

Hvis der primært fokuseres på fundraising, overses det så ikke, at økonomiske bidrag ikke nødvendigvis er udtryk for engagement, og at folk, der ikke bidrager med penge, godt kan have empati for modtagernes situation?

Lær af andres måder at hjælpe på

Jeg taler om "offentlighed" og "modtager" – men i praksis beskrives modtagerne som hjælpeløse, udsatte, sårbare, svage, skrøbelige – typisk det modsatte af bidragsyderne. Kommunikationen afspejler her det humanitære system – og dets historiske rødder i den vestlige kolonisering.

Fra feltarbejde i den tanzanianske diaspora i Danmark ved jeg, at tanzanianernes relation til dem, som de hjælper hjemme, er langstrakte, personlige og interaktive

Pernille Bærendtsen
Ph.d.-studerende på Copenhagen Business School

Selvom humanitære handlinger findes i alle kulturer og religioner, er den mest udbredte forståelse den, som baserer sig på, at den humanitære idé opstod i Vesten. Det er herfra, at de ressourcefulde bidragsydere sender hjælp til fattige modtagere i syd.

Ifølge en Danida-undersøgelse fra 2018 tvivler 41 procent af danskerne på, at "mennesker i udviklingslande selv gør noget aktivt for at komme ud af deres situation," og det bør vi undre os over. I krise kommer den første hjælp nemlig næsten altid fra de lokale.

Fra feltarbejde i den tanzanianske diaspora i Danmark ved jeg, at tanzanianernes relation til dem, som de hjælper hjemme, er langstrakte, personlige og interaktive.

Her er ingen mellemled, fordi det fordyrer og forsinker hjælpen. Ifølge Verdensbanken sender diasporaen tre gange så meget hjem, end der ydes i officiel udviklingsbistand.

Det kræver en direkte forbindelse mellem mennesker og lokalsamfund

Skal relationen styrkes til dem, som hjælpen rettes til – modtagerne – må vægtigere spørgsmål tages op.

Jeg tror ikke, at danskerne er løbet tør for empati for mennesker i krise, som de ikke kender

Pernille Bærendtsen
Ph.d.-studerende på Copenhagen Business School

For humanitære kriser bliver kun mere komplekse og vil kræve flere diverse aktører og ressourcer: Hvorfor samarbejder ligesindede ngo'er ikke mere i stedet for at konkurrere?

Kan der skabes nærhed for færre ressourcer mellem giver og modtager, der baserer sig på en etik, som alle aktører er indforståede med? Og hvad med debatten om dekolonisering og inklusion af lokale, som fylder meget lige nu internationalt?

Jeg tror ikke, at danskerne er løbet tør for empati for mennesker i krise, som de ikke kender. Men ngo'erne kan tilbyde bedre alternativer, når de appellerer om bidrag og engagement hos danskerne.

Jeg taler ikke om flere dramatiske virkemidler, men om at gå efter gensidighed, variation af bidrag og engagement og en mere direkte forbindelse mellem mennesker og lokalsamfund i det globale syd – inklusive samspil med diaspora og lokale, som kan noget, som det formelle humanitære system ikke kan.

Det kræver naturligvis samarbejde i den humanitære sektor, og at ngo'en overvejer fokus på penge og rollen som gatekeeper.